Den første gang jeg så en af dem, var min første indskydelse af at samle den op. Den lå der og skinnede i sollyset, glitrende grøn - en eller anden spændende ny dims i det tørre græs på en af skråning i Sydlibanon. Miniklyngebomben så ud til at være designet til at kunne holdes i hånden. Intet under, at den udløser mange børns død.

Israel lod over en million af disse minibomber nedkaste over Sydlibanons frugtplantager og marker i 2006, efter at der var erklæret våbenhvile i dets krig mod Hizbollah. Siden da har de foreløbig dræbt over 40 mænd, kvinder og børn. Nogle af de minerydningshold, som forsøger at fjerne bomberne, kunne konstatere, at nogle klyngebomber var kastet på minefelter efterladt af israelerne tilbage i 2000 - minefelter, der i nogle tilfælde var anlagt oven på tidligere palæstinensiske minefelter.

Og nogle af disse minefelter var igen - og her truer det 20. århundredes vældigste krig os atter - uafvidende blevet anbragt oven på lag af miner nedgravet i Libanons røde jord af de franske Vichy-styrker, da de i 1941 afventede briternes og De Frie Franskes invasion af Palæstina. Som sædvanlig viser den Anden Verdenskrig sig at danne grundlag for så mange af Mellemøstens nutidige rædsler.

Fortsat blodbad

I Tripoli er der blevet udgivet en 'hvidbog' om Libyens krigslevn fra 1939-45 - de titusinder af miner, som tyskere, italienere, briter, australiere, newzealændere og sydafrikanere begravede i sandet omkring Tobruk og Benghazi.

"Italienere udlægger miner," lyder billedteksten under et foto af Mussolinis ingeniører, der i gang med at placere landminer i ørkenen.

"Briterne udlægger flere miner, og tyskerne udlægger endnu flere. Så tager de af sted, men minerne er der stadig!"

20 efter år krigen var mindst 800 libyske bønder og deres familiemedlemmer blevet sprængt i luften af disse miner, og en italiensk journalist beskrev det fortsatte blodbad under minerydningsoperationerne på denne måde:

"Disse miner er så følsomme, at et let fodtrin er nok til at få dem til at hoppe i luften som en græshoppe, og alt, hvad vi fandt tilbage af de to mænd, som trådte på minen, var nogle få lunser af tøj og menneskekød."

Egypten kalder sine egne minefelter fra Anden Verdenskrig for 'Djævlens have'. De strækker sig fra El Alamein til Mersa Matruh, øst for den libyske grænse. Hertil skal føjes de vidtstrakte minefelter, som blev lagt ud af egyptiske og israelske styrker i de østlige ørkenområder i 1948, 1956, 1967 og 1973 - israelerne har ifølge deres egne kort gravet ned 5,5 millioner landminer i Sinai og omegn efter 1967 - og så har man et ganske godt billede af, hvor dødbringende og giftig sandet kan være på disse kanter.

Som avisen Egyptian Mail påpegede i sidste måned, så mindes vi i Vesten Slaget ved El Alamein hvert år, men hvem husker Egyptens døde? Og ganske vist har briterne, italienerne og tyskerne for længst overdraget ale deres gamle minefeltskort til egypterne, men selv om den egyptiske hær fik ryddet 2.976 miner mellem 1983 og 1999, så resterer der ifølge landets minerydningsorganisation så mange som 17,6 millioner landminer langs de egyptiske kyster. Alene siden 1982 er 700 mennesker blevet dræbt af disse miner og yderligere 7.600 såret. I Mellemøsten er den Anden Verdenskrig aldrig rigtig slut.

© The Independent og information

Oversat af Niels Ivar Larsen