Her er Peter. Han er 15 år og skal indskrives på en specialskole. Som altid ved en indskrivning er forældrene med. I dette tilfælde moren, da faren sidder fængslet for vold og grov kriminalitet. Allerede på vej ind på skolen forsøger moren at starte et skænderi med en lærer. Hun kan ikke forstå, at hun ikke har fået at vide for længe siden, at hun skal med til indskrivningsmødet - hvilket hun har vidst i mere end 14 dage - og hun er også sur på sin socialrådgiver - ingen ved lige over hvad - så allerede inden mødet er startet, er moren godt på vej op i det røde felt. Der er ingen tvivl om, at hun har drukket. Hun virker noget usoigneret, og hun lugter. Hun starter med at bede om et askebæger, og da hun bliver oplyst om, at det ikke er tilladt at ryge på skolen, bliver hun for alvor vred.
Peter har to mindre søskende. Han har gået på to folkeskoler, men blev allerede som syv-årig døgnanbragt, da hans mor skulle i fængsel for handel med hårde stoffer. Som ni-årig kommer han hjem igen, da moren bliver løsladt, men to år senere skal han igen døgnanbringes, da moren igen skal en tur i fængsel.
Han stikker i denne anbringelsesperiode ofte af fra døgninstitutionen og bor i perioder hos en ‘onkel’ - morens kæreste. Det vil sige, at han snarere bor ude på Christiania, hvor han allerede som 11-12-årig begynder at tjene penge ved at sælge lidt hash.
Som 13-årig flytter han hjem til moren, da hun bliver løsladt. Han bliver tilknyttet en heldagsskole, som han vælger ikke at benytte mere end en til to gange om ugen. Han sælger nu dagligt hash på Christiania, men da er han involveret i yderligere kriminalitet, bliver han pågrebet af politiet.
Han døgnanbringes derefter langt fra hjemmet, men vælger at lave så meget ballade, at man ikke kan have ham på institutionen. Peter vil bare gerne bo i nærheden af Christiania og helst hos sin mor, som han tilsyneladende skal passe meget på.
Peter udvikler en formidabel overlevelsesstrategi. Han har hele livet været nødt til at passe på sig selv og sine søskende. Han har aldrig kunnet regne med moren. Han har svært ved at forstå, hvad følelser egentlig er for noget, og han har svært ved at tale om dem. Peter bliver meget nemt vred og føler sig meget hurtigt uretfærdigt behandlet.
Når der bliver stillet bare et minimum af krav, farer han op, og han reagerer ofte ved at true med vold. Peter ryger hash, og når han går i byen i weekenden, både drikker han og tager andre former for rusmidler. Peter er med andre ord en af de unge, som man meget nemt kan komme i klammeri med, hvis man møder ham kl. 5.00 lørdag morgen på vej hjem fra en bytur. Da han i forvejen nemt bliver vred, bliver han endnu nemmere vred, når han er træt og fuld af sprut og alt muligt andet.
Men det er ikke en håbløs situation, og man kan godt hjælpe Peter. Det kræver en vedholdende gennembrudspædagogisk strategi, som kort beskrevet bygger på en kombination af klare og faste rammer, samt en anerkendende tilgang, som fokuserer på alt det, som Peter rent faktisk kan.
En anerkendende tilgang, som tager udgangspunkt i, at Peter ikke er et marginaliseret problembarn, men derimod en dreng, som har haft utroligt mange vanskeligheder at kæmpe med i sit liv.
Peter kan gennem denne kombination af faste og strukturerede rammer og den nødvendige og anerkendende relation lære at forstå og arbejde med, at han selv er ansvarlig for valget af sine handlinger.
Ja, det er rigtigt. Han har ikke haft en nem barndom. Men det berettiger ham bare ikke til at lægge ansvaret for valget af sine handlinger over på andre. Peter skal udfordres på netop sit niveau, og der skal stilles krav til særligt hans evne til at kunne indgå i fællesskaber. Han skal lære at indgå i forpligtigende relationer og lære, at man godt kan sige både til og fra uden at tæve de andre.
Og det tager tid. Det tager formentlig mellem tre til fem år at få en dreng som Peter nogenlunde tilbage på sporet. Det kræver meget af den skole eller institution, han er tilknyttet, og det kræver meget af de voksne, som skal være i den vedholdende og forpligtigende relation til drengen. Men det kan faktisk lade sig gøre.
Problemet er bare, at Peter tilhører de unge i ‘gråzonen’. Hans adfærd har medført, at hans evner, muligheder og begrænsninger aldrig er blevet vurderet og beskrevet. Bl.a. fordi han gang på gang er blevet sparket ud af skoler og institutioner.
Peter og andre unge fra gråzonen kan ofte udvise en adfærd, som er stærkt præget af f.eks. opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivitet og autisme, man konstaterer det bare aldrig, fordi deres meget uhensigtsmæssige adfærd forhindrer en reel udredning.
Fordi Peter og andre unge fra gråzonen falder uden for de kendte og accepteredediagnoser, er der ikke ret mange, som taler eller forstår Peters sag.
I flere kommuner afsætter man langtfra de nødvendige midler til at nå netop denne målgruppe. De tilbydes ofte et utilstrækkeligt skoletilbud. I visse kommuner har man endda den holdning, at hvis bare de ikke laver alt for meget ballade, så går det nok. Og visse steder er man ikke bleg for at trække den unge ud af en planlagt behandling, uden at situationen er bedret, uden at stille op med et alternativ, men blot for at spare nogle penge her og nu.
På kort sigt er det temmelig omkostningsfrit. Ikke for den unge, naturligvis. Men for kommunen, der får løst et økonomisk problem, uden at nogen råber op. Men regningen kommer.
Der dukker dog en ny ungdomsuddannelse for unge med særlige behov op. Den kunne jo lige have været noget for Peter, der netop har særlige behov. Men den er tilsyneladende forbeholdt unge, som har en diagnose som f.eks. Aspergers Syndrom. Den nye ungdomsuddannelse er altså ikke rettet mod unge som Peter, som ellers i den grad har brug for en ungdomsuddannelse, der netop kan tage højde for hans potentialer og kompetencer. Vurderer man, at unge fra den målgruppe, som Peter tilhører, ikke har så store vanskeligheder som unge med forskellige diagnosticerede handicap?
Sagen er, at aldrig før er der blevet diagnosticeret så mange børn og unge som nu. Antallet af unge med forstyrrelser inden for det autistiske felt og inden for det opmærksomhedsforstyrrede felt er steget med flere hundrede procent gennem de seneste 10 år.
Foreninger med fokus på autisme, videnscentre, ADHD-organisationer, handicaporganisationer, invalideorganisationer - de gør en kæmpe indsats i forhold til deres respektive målgrupper.
Visse foreninger har endog så stor magt, at man politisk orienterer sig vældig meget mod unge med f.eks. autisme, og det er der jo sådan set ikke noget galt med. Forældre og professionelle, der tilsammen udgør en magtfaktor.
Problemet er bare, at der ikke er nogen forældre, der har lyst til at melde sig ind i en forening for forældre, der drikker, tager stoffer, som aldrig har overskud til deres børn, som måske er voldelige, og som næsten altid selv har haft en meget utryg og ulykkelig barndom.
Der er desværre en lille gruppe forældre i dette land, som ganske enkelt ikke magter at hjælpe og støtte deres børn med at forstå, hvad der er rigtigt og forkert. Forældre uden overskud og ressourcer og deres børn, som yderligere bliver ladt i stikken, når der samtidig skal spares.
Eksempelvis har socialforvaltningen i Københavns Kommune besluttet at spare et tocifret millionbeløb på den forebyggende indsats - altså for unge som Peter og hans søskende. Som det hedder i forvaltningens økonomiske genopretningsplan, så skal kun de allermest belastede familier og børn og unge kunne tilbydes en forebyggende indsats af kortere varighed.
I samme åndedrag konkluderer man ganske vist, at ulempen ved at spare på den forebyggende indsats er, at regningen bliver dyrere på længere sigt.
Eller med andre ord: Familierne, børnene og de unge kommer endnu længere ud over kanten.
Hvorfor vælger de ellers ansvarlige politikere at spare inden for et område, hvor man reelt ved, at besparelser fører til ekstra udgifter i form af mere vold og kriminalitet?
Som fagperson med daglig kontakt med de unge fra gråzonen er det beskæmmende at se, at ingen på det politiske niveau tør træde i karakter. Ingen politiker sætter handling bag den nødvendige indsats.
Konklusionen synes at være, at de børn og unge, som ingen egentlig interesserer sig for, og som kun har få eksperters interesse og få aktive forældres støtte - dem er der ikke politisk interesse for.
Altså lige bortset fra, når der bliver begået et meget forudsigeligt mord.
Peter eksisterer i virkeligheden, men hans navn og visse begivenheder er ændret for at sikre hans anonymitet
Allan Simonsen er skoleleder og har i 20 år arbejdet med unge på den yderste kant blandt andet som leder for skoleprojekterne Den Gule Flyver og Skolen Sputnik. Han har skrevet bogen ‘Gennembrudspædagogik’Ib Keld Jensen er freelancejournalist og læreruddannet