I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag har der, sædvanen tro, været fokus på den manglende lighed mellem mænd og kvinder, der præger vores samfund. Hvad jeg imidlertid savner,er en debat om, hvad de dybereliggende årsager til manglen på ligestilling er. Hvorfor har vi, efter mere end 30 års kvindekamp, fortsat ikke opnået reel ligestilling mellem mænd og kvinder?
Lad mig i denne forbindelse vove den påstand, at den manglende ligestilling i høj grad skyldes heteroseksualiteten. Det er kvinders begær efter mænd, der får dem til at indgå parforhold og få børn med dem. Og det er i forbindelse med disse parforhold, at grundlaget for den manglende lighed mellem mand og kvinde bl.a. opstår. For kvinden påtager sig hovedansvaret for hjem og børn og har dermed ikke kræfter til også at sikre karrieren og lønnen i samme omfang som manden har. Men ikke nok hermed.
For at vække og ægge mænds seksuelle begær føler mange heteroseksuelle kvinder sig nødsaget til at bruge meget energi på at få deres krops vægt, former, farver og behåring til at leve op til skønhedsidealerne som for kvinder foreskriver en norm, der kræver en langt større investering af tid, penge og personlige ofre end de skønhedsnormer, som mænd mødes med. Kvinder lærer og viderelærer, at deres værdi som mennesker er ligefrem proportional med hvor smukke og sexede de er, og de lærer også, at kvinder, der går efter magt og indflydelse i samfundet, risikerer at miste deres ‘kvindelighed’ og hermed deres evne til at tiltrække mænd. Stærke kvinder gør jo efter sigende mænd impotente.
Det var derfor ikke så mærkeligt, at 1970’er feminismen udviklede slagord som: ‘En kvinde har lige så meget brug for en mand som en fisk har brug for en cykel’! Tanken var jo rigtigt nok. Så længe kvinder for at få sex og kærlighed vælger at indgå i parforhold med mænd, så længe risikerer de også, at mænd bruger disse parforhold til at fremme deres egne behov for opvartning, opbakning og sex på kvindernes bekostning. Problemet er bare, at de fleste kvinder føler, at de ikke kan undvære mænd.
Hvad de heteroseksuelle kvinder imidlertid bør lære sig er at undgå at blive brugt af mænd. De heteroseksuelle kvinder må lære at stille langt flere krav til mænd og selv skrue ned for den energi, de bruger på at vække mændenes interesse. Så længe de heteroseksuelle kvinder holder fast i tanken om, at man som kvinde skal være både sexy og husmoderlig, mens mænd kan få lov til at gøre og lade som de vil, ja så længe får vi ingen ligestilling.