Det fortælles, at der engang i 1920’erne var en ung maler, der af én af datidens førende kunstkritikere fik at vide, at han var “bedre end Rembrandt” - intet mindre! Umiddelbart kunne man måske tro, at den unge mands fremtid derefter tegnede strålende, men sådan kom det ikke til at gå. Maleren blev så lamslået - og så forvirret - over den markante anmelderros, at han valgte at tage livet af sig. Han druknede sig i en af de københavnske kanaler. Heraf kan man lære, at man aldrig skal tage kritik, heller ikke den positive, for mere end den er. Forhåbentlig ender det ikke helt så galt med deltagerne i tv-programmet X-Factor, selv om de ellers bliver skamrost i en grad, der næsten i sig selv burde kunne tage livet af de fleste.
Om en af de kvindelige deltagere hed det f.eks., at hvor hun i et tidligere program helt oplagt var en af Danmarks bedste sangerinder, var hun nu - helt sikkert! - en af verdens bedste. Den aften jeg så programmet - gjort nysgerrig af den megen omtale af en af dommerne, Thomas Blachmann - blev deltagerne ledsaget af Danmarks Radios Big Band. Hvornår har man egentlig sidst set dette særdeles kompetente band optræde i fjernsynet, spurgte man sig selv. Og kunne ikke komme i tanke om det, så det har nok været længe siden. Men nu er de jo heller ikke amatører, de skal sikkert have penge for det, ligesom deltagerne vil blive nødt til at kræve det, hvis de engang i fremtiden alle sammen skal leve af at være verdensstjerner. Til den tid skal de nok ikke regne med at få lov til at optræde i tv’s bedste sendetid ret tit. Foreløbig bør de fornuftigvis forberede sig på, at det egentlige publikum, altså dem ude i den rå virkelighed, i små klubber og koncertsale, ikke vil være helt så nøjsomme som de gråslumrende, konkurrenceliderlige tv-seere. Og efter deres optræden vil der helt sikkert ikke være tre ‘dommere’ til at fortælle dem, hvor fantastisk dygtige de er.
Til den tid - hvis nogle af deltagerne da nogensinde når så langt - vil det heller ikke ubetinget tælle på plussiden, at man er “kendt fra X-Factor”. I øvrigt har undertegnede, Bentmas Nielsmann, ikke nogen mening om de deltagende talenter, det er selvfølgelig ikke udelukket, at en eller flere af dem virkelig med tiden bliver anerkendte kunstnere. Men så vil det næppe være på grund af deres optræden i programmet, det vil snarere være på trods af den. Nogen burde for resten fortælle dem, at den voldsomme medieeksponering, de er udsat for for øjeblikket, er mere end mange fremragende, professionelle kunstnere opnår i hele deres karriere.
Det var som sagt nysgerrighed efter at se, hvad den meget omtalte Thomas Blachmann er for en fyr, der fik mig til at se programmet. Jeg mener: Manden har været på forsiden af Information, så må der sgu da være noget ved ham!
Jeg så ham engang i et andet tv-program, Smagsdommerne, hvor han var så ivrig efter at fremstå som ‘uha så intellektuel’, at det simpelthen var uspiseligt. Men i et musikprogram er han på hjemmebane, det kan man godt mærke, og selv om han godt nok er noget spøjs og det vi i gamle dage kaldte en skabekrukke, syntes jeg faktisk han var helt ok. Eller absolut ok, for nu ikke at fedte med det. En mand der går op imod tidens linde grød, det kan man altid bruge. Men ærlig talt: Tænk hvis det var, undskyld mig, et mere kvalificeret materiale, han blev sat til at være dommer over? Alt det linde lort som strømmer ud af radio- og tv-kanalerne i disse Plummer-tider, hvor kun det, der aldrig nogensinde forstyrrer indtaget af småkager, chips og coca cola anses for passende underholdning for die dummen Dänen. Den slags der leveres af professionelle kunstnere, som man godt kunne mistænke for at være i stand til at lave noget langt bedre, hvis der var en vågen kritik, der giver dem af forhammeren, når de har fortjent det.
Det er fint nok, at Blachmann er efter amatører, der alene har en blank ambition om at blive rige og berømte, og det er også fint nok, at han påskønner det, når de faktisk har noget på hjerte. Men er det rimeligt, at han - og de andre dommere - uden blusel udnævner dem til verdens bedste?
Særlig pædagogisk er det i alt fald ikke - og i grunden er det vel også lidt hjerteløst? Uanset hvilken kunstart, man gør sig i, er talent faktisk ikke den eneste forudsætning for en ‘karriere’ - ja, det er et grimt ord.
Stædighed, udholdenhed og evnen til at kunne tåle usikkerhed, ikke mindst økonomisk usikkerhed, er andre vigtige forudsætninger. For folk i specielt musikbranchen, skal man dertil lægge den ydmygelse, det må være, at et stort medie som tv stort set ikke længere bruger sendetid på professionelle musikere. Men tværtimod benytter man enhver lejlighed til at rydde sendefladen, så glade amatører kan optræde i folkekære shows, som efter nogen tid især huskes som pinefulde minder om, hvor hundeelendigt fjernsyn kan laves.
De eneste, der lader til at være fuldkommen tilfredse, er de, der producerer fjernsyn.
Stjerner forgår, amatører såvel som professionelle, men tv’s kulturfunktionærer består. Til evig tid. Med deres dårlige smag, åndløse ‘koncepter’ og skidtvigtige opportunisme. Når vi taler om Danmarks Radio, er det værste næsten, at det alt sammen foregår for vores licenspenge.
Her kunne man godt bruge en Blachmann. Og hvis det ikke er nok, så én til - og flere endnu.