En lærer vil stoppe et slagsmål mellem to elever i skolegården og får splittet de stridende parter. Før han får set sig om, er elevernes vrede rettet mod ham. Resultatet bliver et knytnæveslag i baghovedet. I en anden skolegård bliver en lærer truet med en kniv, da hun vil irettesætte en elev, og et tredje sted får en lærer at vide, at han ‘gør klogt i ikke at vise sig i Mjølnerparken’.
“I det daglige oplever vi et skred i elevernes omgang med lærerne. Læreren bliver ikke længere pr. definition accepteret som en autoritet,” siger Jytte Pilegaard, som er viceinspektør på Præstegårdsskolen i Esbjerg, der har en stor andel tosprogede elever.
De voldelige overfald og trusler mod lærere stemmer på ingen måde overens med idealet om en folkeskole, der bygger på gensidig respekt. Men ikke desto mindre er de omtalte episoder langtfra enestående i skolegårdene rundt omkring.
De elever, der begår vold mod deres lærere, kommer overvejende fra socialt svage hjem:
“Der er her til dels tale om indvandrere, men også elever med dansk baggrund, hvor forældrene er marginaliserede og hægtet af. Børn fra hjem, hvor man ikke opdrager børnene til, hvad man må og ikke må,” siger Lars Olsen, der er forfatter til bøgerne Den nye ulighed og Det delte Danmark.
Roal Ulrichsen, formand for Dansk Psykologforening, er inde på noget af det samme:
“Det er afgørende, hvordan der bliver snakket rundt om middagsbordet i hjemmet. Hvis der her er en aggressiv eller nedvurderende holdning, så forplanter det sig til skolegården. Det, sammenholdt med et generelt autoritetsskred i samfundet, gør, at vold i folkeskolen er et stigende fænomen,” siger han.
Den sociale slagside slår igennem i skolegården. Der er ikke længere tale om, at drengene tager en rask boksekamp med hinanden. I dag er lærerne også målet for elevernes aggressive adfærd. Og der er ofte tale om grov vold.
Ifølge en undersøgelse foretaget af analysecentret CASA oplever flere end hver tredje af de voldsramte lærere, “at voldsudøveren anvendte genstande.” Samme undersøgelse viser desuden, at vold og trusler mod lærere generelt er et stigende problem. I 2001 havde 21 procent af de adspurgte lærere oplevet det. Tallet er 24 procent i den nyeste undersøgelse fra 2007.
Københavns Kommune har oplevet store problemer med vold og trusler mod lærere. Derfor arrangerede Københavns Lærerforening en høring om problemet i foråret 2006:
“Baggrunden var, at vores tillidsfolk kunne berette om en stigning i den grænseoverskridende adfærd på skolerne,” siger Ole Hein Christensen, næstformand i Københavns Lærerforening.
Skolefolkene kunne dengang som i dag berette om sygemeldinger og langtidsfravær hos lærere, som følge af elevers voldelige overgreb. Siden har man foretaget en række initiativer for at få løst problemet. Indsatsen har ifølge Ole Hein Christensen båret frugt visse steder:
“Men der er i høj grad stadig problemer på skolerne,” påpeger han. “Vi hører ofte om langtidssygemeldte lærere, og i nogle tilfælde sågar om folk, der har set sig nødsaget til helt at kvitte jobbet,” siger han.
En af de lærere, Ole Hein Christensen refererer til, er Merete Lauridsen. Efter at have været vidne til en hverdag præget trusler og vold, sagde hun stop:
“Det var for voldsomt. Jeg har oplevet unge lærere, der blev truet lige efter, de var startet. De bliver jo fuldstændigt nedbrudte i længden. Det ville jeg simpelthen ikke være vidne til, det påvirkede det daglige arbejde,” siger hun.
Da muligheden for at gå på efterløn bød sig, var Merete Lauridsen ikke i tvivl:
“Til sidst var det som at slå i en dyne. Jeg følte ikke, at der skete noget i forhold til de problemer, der var. Så da jeg nåede efterlønsalderen, var det ikke et svært valg.”
Merete Lauridsens begrundelse for at stoppe kan Ole Hein Christensen sagtens nikke genkendende til:
“Volden belaster det psykiske arbejdsmiljø for lærerne. Det giver øget risiko for nedslidning, og vi kan se, at mange faktisk føler sig nedslidte,” siger han.
Skolen har en række sanktionsmuligheder. I særlige tilfælde kan en bortvisning eller sågar en politianmeldelse af den voldelige elev komme på tale. Den sidste løsning er Ole Hein Christensen ikke umiddelbart tilhænger af:
“Hvis der er tale om vold, så skal man anmelde det. Det er klart. Men jeg vil ikke råde til at skride til politianmeldelse uden at tænke sig om. Når du først har taget det skridt, oplever man, at samarbejdet med familien let bliver ødelagt,” siger han.
Ole Hein Christensen mener, at politiets rolle bør være en helt anden:
“Jeg synes, de skal inddrages som en del af SSP-samarbejdet og hellere komme ind i billedet som en forebyggende foranstaltning i stedet for i forbindelse med en anmeldelse,” siger han.
Anne-Mette Winther Christensen er uddannelsesordfører for Venstre og har selv arbejdet som afdelingsleder på en folkeskole. Hun ser ikke noget problem i at tilkalde politiet:
“Hvis man lokalt vurderer, at man skal tilkalde politiet, så skal man gøre det. Hvis lederen på skolen vælger at gå uden om denne løsning, fordi det er en varm kartoffel, så sidder vedkommende i det forkerte job,” siger hun.
Anne-Mette Winther Christensen efterlyser langt mere konsekvens på skolerne. Og ifølge Venstres ordfører er det skolernes ledelse, der sidder med ansvaret:
“Man har været alt for blødsøden og fralagt sig ansvaret. Jeg kan simpelthen ikke have, at en leder undlader at agere, når der er tale om vold eller trusler. Det er nedbrydende i forhold til lærerne, der har brug for støtte og opbakning,” siger hun.
Derfor er der ifølge Winther Christensen sat penge af til at styrke ledelsen på skolerne i den kommende kvalitetsreform. For: “Det er lederen, der skal være bolværket på skolen. Derfor skal de have de faglige kompetencer, der er nødvendige. Målet er en styrkelse af lederens lederegenskaber,” siger hun.
Lars Olsen medgiver, at ledelsen på skolerne sidder med en del af ansvaret. Men:
“Inden for de seneste 25 år Venstre har haft ministeransvaret på området godt halvdelen af tiden. Så de bærer et stort ansvar. Der er altså en sammenhæng mellem de signaler, man udsender fra politisk hold, og hvordan tingene forholder sig nede i systemet. Politikerne skal ikke bare lægge ansvaret over på skolelederne, de må også tage den principielle debat om tingenes tilstand,” siger han.
Ifølge Lars Olsen bunder folkeskolens voldsproblemer i et skred i den herskende kultur på skolerne:
“Børnene af den gamle arbejderklasse havde en indre justits. Her var det helt utænkeligt, at man slog en lærer. Så fik man ikke blot problemer med skolen, men også derhjemme. I dag har vi fået en ny underklasse, der ikke har arbejderklassens stærke normer og værdier. Samtidiger tanken om den rummelige skole fremherskende, det har betydet en øget individualisering, som har svækket de fælles rammer, der tidligere gav lærerne en autoritet,” siger han.
De negative sider ved rummelighedstanken mener Lars Olsen er til at få øje på:
“Det starter med, at de du i tredje klasse kalder læreren for en luder, og i syvende klasse smækker du så vedkommende én på hovedet.”
Han slår fast, at man må tage fat om problemet allerede i de helt små klasser:
“På nogle skoler udformer man sammen med elevernenogle klare klasseregler om, hvordan man opfører sig over for hinanden og læreren og statuerer om nødvendigt nogle eksempler på, at det vil få konsekvenser, hvis de ikke bliver overholdt. Denne fremgangsmåde betyder, at man på et tidligt stadie får opstillet nogle normer, der kan forhindrer det skred, vi ser på skolerne i dag,” siger han.