Lungebetændelse kaldtes engang for ‘den gamle mands ven’, fordi den ofte førte en ret hurtig og ret smertefri afslutning med sig på et liv, der var af ret skidt kvalitet, og hvor det under alle omstændigheder kun ville gå ned af bakke fremover. Nu viser en undersøgelse af svært demente patienter på plejehjem i Boston-området, at denne ‘ven’ som oftest bliver bekæmpet med antibiotika. Sådanne behandlingspraksisser rejser det oplagte spørgsmål: Skal vi rutinemæssigt behandle sygdomme, bare fordi vi kan - snarere end fordi vi bør?
Undersøgelsen, der er udført af Erika D’Agata og Susan Mitchelle, og som for nylig blev offenliggjort i tidsskriftet Archives of Internal Medicine viser, at over et forløb på 18 måneder blev to tredjedel af 214 svært demente patienter behandlet med antibiotika.
Patienternes gennemsnitsalder var 85 år. Efter det såkaldte Testindeks for Alvorlige handicap, hvor pointscoren kan gå fra 0 til 24, opnåede tre fjerdedele af disse patienter et rent nul, ligesom deres evner til at kommunikere verbalt var enten ikke-eksisterende eller minimale.
Det er ikke entydigt sikkert, om brug af antibiotika under disse omstændigheder vil forlænge livet, men uanset dette må man stille spørgsmålet: Hvad skal det nytte? For hvor mange mennesker ønsker deres liv forlænget, hvis de er inkontinente, er nødt til at blive madet af andre, ikke kan gå selv og har så uopretteligt nedsatte åndsevner, at de hverken kan tale eller genkende deres børn? I mange tilfælde blev antibiotikaen givet intravenøst, hvilket kan forårsage en del fysisk ubehag.
Patienternes interesser må selvfølgelig som udgangspunkt vægtes højest, men hvis det er tvivlsomt, om en fortsat behandling overhovedet er i en patients interesse, og der ikke er nogen måde, hvorpå man kan finde ud af, om patienten selv ønsker behandlingen, er det rimeligt at inddrage andre faktorer såsom familiens holdning og omkostningerne for samfundet. Sygesikringsomkostningerne til patienter med Alzheimers løb i 2005 op i 91 milliarder dollar i USA og forventes at vokse til 160 milliarder dollar i 2010 - til sammenligning brugte USA i 2005 27 milliarder dollar på ulandsbistand.
Hertil kommer, at D’Agata og Mitchelle påpeger, at den udstrakte brug af så mange forskellige slags antibiotika hos patienter med demens også har en yderligere omkostning: Den forøger de stigende problemer med antibiotika-resistente bakterier og forværrer dermed risikoen for andre patienter.
Lungebetændelse har heller ikke været i stand til at spille sin venlige rolle for 84-årige Samuel Golubchuk fra Winnipeq i Canada, som i flere år har haft nedsatte fysiske og mentale evner som resultat af svær hjerneskade. Golubchuks læger fandt det tilrådeligt ikke at forlænge hans liv, men hans børn, som insisterede på, at en afbrydelse af hans livsopretholdende systemer ville stride imod deres jødisk-ortodokse tro, fik rettens medhold bag deres krav om, at lægerne skulle blive ved med at holde deres far live.
Så igennem de seneste tre måneder har Golubchuk haft en sonde stukket ned i halsen, der hjælper ham med at trække vejret og en anden ført ned i maven, hvorigennem han optager næring. Han taler ikke og forlader aldrig sengen. Hvor meget selvbevidsthed, han har tilbage, er omstridt. Hans sag vil nu gå videre i retssystemet, og hvor lang tid det vil tage, før den finder en afgørelse, står ikke klart.
Når patienter selv er ude af stand til at træffe afgørelser om deres egen behandling, bør familiens ønsker tillægges stor vægt. Men en families ønsker bør dog trods alt ikke kunne tilsidesætte lægers etiske ansvar for at handle i deres patienters bedste interesse.
Golubchuks børn hævder ganske vist, at de er i stand til at kommunikere med ham. Men at få fastslået, at deres far er ved bevidsthed, kan meget vel udvikle sig til et tveægget sværd, eftersom det kan indebære, at det vil være meningsløs tortur at holde ham i live, og at det er i hans egen bedste interesse at få lov til at sove stille ind.
Det andet væsentlige spørgsmål, som Golubchuks sag rejser, er hvor langt et offentligt finansieret sundhedssystem som det canadiske kan strække sig for at tilfredsstille familiens ønsker. Når en familie søger at få opretholdt en behandling, som efter det professionelle lægefaglige skøn ikke er i patientens bedste interesse, bør svaret være: Ikke længere.
Hvis Golubchuks børn kan overbevise retten om, at deres far ikke lider, man retten muligvis beordre hospitalet til at overdrage ham i familiens varetægt. De kan så beslutte, om de selv vil afholde omkostningerne ved de yderligere behandlinger, han måtte behøve. Hvad retten ikke bør gøre er at beordre hospitalet til at fortsætte behandlingen af Golubchuk i direkte modstrid med lægernes råd. Canadas skatteydere kan ikke afkræves at skulle finansiere de omkostninger, som følger af deres medborgeres religiøse anskuelser.
Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton Universitet. På dansk foreligger bl. a. ‘Praktisk etik’
Oversat af Niels Ivar Larsen