BRUXELLES - En død flygtning skyllet op på en spansk turiststrand. Forkomne flygtninge samlet op på store skibe efter deres jollers forlis, sejlet tilbage til afrikanske lande med en tvivlsom menneskeretspraksis.
Hvorfor skal vi igen og igen konfronteres med de billeder? Er der da ingen, der kan gøre noget ved det?
Jo, nogen gør. Og det er ikke tilfældigt, at de tragiske situationer opstår, lyder det i en ny rapport af Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Flygtningene over Middelhavet og over Atlanten til De Kanariske Øer er selvfølgelig et udtryk for, at der er mange, der flygter af og fra nød, hedder det.
“På den anden side kan tragedierne også ses som et resultat af den stadige udvidelse af Europas indvandringskontrol.”
I takt med at EU har lukket sine østlige grænser, er der flere og flere flygtninge og menneskesmuglere, der bruger ruten hen over havet.
Samtidig har både EU-lande og NATO rustet op med skibs- og radarovervågning, og flygtningene bliver dermed nødt til at vælge mere og mere farlige overfartsruter. Senest har EU’s grænseagentur, Frontex, koordineret indsatsen af en række medlemslande mod de “strømme” eller “bølger” af indvandrere der “oversvømmer” Europa.
“Målet med disse initiativer er først og fremmest forebyggende: Det handler om at opfange flygtningene, inden de når EU’s territorium eller territoriale farvande,” skriver Gammeltoft-Hansen.
Med ordet ‘territorialt’ nærmer vi os en af forskerens vigtigste pointer: Når det handler om lovgivning udenfor staters territorium, kan stater - hvis de vil - undgå at blive draget til ansvar for det, de gør. Der opstår simpelthen ‘retslige tomrum’ eller ‘retslige sorte huller’.
I flertallet af tilfælde bygger det på et finurligt retsligt samarbejde mellem stater.
“Har stater lov til at gøre noget uden for deres egne grænser, som de ikke har lov til at gøre indenfor,” spørger Thomas Gammeltoft-Hansen.
Han iagttager en storstilet outsourcing, som han kalder det, af alskens opgaver: Arbejde bliver udført i Kina, uden at vi kan kontrollere arbejdsforholdene. Skibe sejler under liberisk flag, og selskaber placeres i skatteparadiser eller i lande, hvor der ikke er videre krav om åbenhed.
Nogle lande bruger altså deres suverænitet til at hjælpe andre med at undgå stramme love eller krav - og de tjener på det.
Også når det gælder flygtninge, ser Gammeltoft-Hansen “en stigende kommercialisering af suveræniteten med det formål at kontrollere migration”.
EU arbejder for tiden dels på at samarbejde med andre lande om at begrænse antallet af flygtninge på vej ind i Europa, dels på at gøre en indsats i de områder, hvor flygtningene kommer fra. Men netop “beskyttelse i regionen og samarbejde med tredjelande” kan blive et skalkeskjul for at udnytte andre landes lovgivning og sænke menneskeretsniveauet, siger han til Information.
“Der er noget helt intuitivt forkert i, at en europæisk stat, der skal overholde menneskerettighedskonventionerne, siger sig fuldstændig fri fra dem, hvis det foregår i internationalt farvand. Det er ikke holdbart,” mener Thomas Gammeltoft-Hansen.
Forskeren ser retssystemet, som vi kender det, stå i et vadested - og ikke kun på flygtningeområdet. De klassiske nationalstater er i opbrud. Det er ikke længere sådan, at statens magt bliver holdt strikt inden for statens territorium. Stater indgår i internationale alliancer og undertegner internationale traktater og aftaler. De driver aktiv udenrigspolitik og udøver deres magt uden for deres nationale grænser. CIA’s omstridte fangefly er blot endnu et eksempel på, “at selv meget udviklede stater udnytter” muligheden for at handle uden for eget territorium og egen lov.
“Da flygtninge- og menneskeretskonventionerne blev skabt, havde man jo ikke fantasi til at forestille sig en situation som i dag,” siger han.
Det er derfor på tide at tænke nyt, og det begynder allerede at ske i nogle af de domme i menneskeretssager, som forskeren har arbejdet sig igennem. Det nye princip er ikke knyttet til territorier, men til magt.
“Det afgørende må være, at når staten udøver magt, skal der være ansvar for denne magt.”
I den ideelle verden skulle eksempelvis Spanien kunne holdes ansvarlig for, hvordan flygtninge bliver behandlet, når spanske både samler dem op i senegalesisk farvand ud for den afrikanske kyst og sejler dem tilbage til Senegal.
Det nye princip er endnu ikke etableret, og det internationale retssystem er ikke gearet til den slags sager. Men det juridiske grundlag findes. Gammeltoft-Hansen mener, at Europa kan spille en afgørende rolle. Det er både oplagt og indlysende at gøre fremskridt ved at lade EU gå foran.