Det begyndte på en sofa hos Oprah Winfrey i maj 2005. Ja, egentlig begyndte det næsten 20 år tidligere, men det var under en optræden i talkshowet Oprah for tre år siden, at offentligheden fik øjnene op for, at Tom Cruise tilsyneladende havde mistet jordforbindelsen. Han hoppede rundt i Oprahs møbler, grinede hysterisk, knælede foran hende, slog i luften med knyttede næver, og det, der fra hans side angiveligt var tænkt som en kærlighedserklæring til sin nye kæreste og senere kone, den 16 år yngre skuespillerinde Katie Holmes, mindede mest om en plaget mands sammenbrud.
Den populære skuespiller og magtfulde filmproducent, der i år bliver 46, er kendt som et meget privat menneske, der kontrollerer alt omkring sig, og som kun lader folk vide det, han vil have, de skal vide. Derfor kom det som et chok for de fleste, at han pludselig opførte sig som en teenager høj på kærlighed. Man gjorde grin med Tom Cruise, og det at ‘hoppe i sofaen’ blev hurtigt et slangudtryk for at opføre sig afsindigt og bizart.
Men for nogle var Tom Cruises opførsel slet ikke så mærkelig. Den var, sagde man, blot en naturlig følge af hans store engagement i den velhavende og indflydelsesrige, nyreligiøse bevægelse Scientology.
“Hans hoppen i sofaen er et direkte resultat af, at han har mistet kontakten med virkeligheden,” har den tidligere top-scientolog Peter Alexander sagt til forfatteren Andrew Morton, der for nylig udgav den omdiskuterede bog Tom Cruise: An Unauthorized Biography.
“Ingen normal mand ved sine sansers fulde fem ville reagere sådan på et kærlighedsforhold, fordi han ville være i kontakt med sig selv, og hvor han befandt sig i virkeligheden. Når man er ‘OT VII’, mister man den kontakt, fordi en del af én stadig befinder sig i en hypnotisk tranceagtige tilstand.”
OT VII betyder, at Tom Cruise er en såkaldt ‘Operating Thetan’ på niveau syv, en meget høj position inden for Scientology, som giver én adgang til alle grundlæggeren L. Ron Hubbards hemmeligheder. Men mere om det senere.
Tom Cruise blev ‘outed’ som scientolog allerede i 1990 - han havde været medlem siden 1986 - men han har aldrig været lige så glad for at tale om sin tilknytning til den nyreligiøse bevægelse som sin gode ven og med-scientolog John Travolta, der gennem mange år har fortalt Gud og hvermand om, hvordan Scientology reddede ham og hans karriere, da de begge var helt til rotterne i midten af 1970’erne.
Efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001 skete der dog noget med Tom Cruise. Han begyndte at tale åbent om Scientology som et middel til at gøre verden bedre og f.eks. hjælpe de brandmænd og nødhjælpsarbejdere, der havde forestået oprydningsarbejdet på Ground Zero, hvor luften var fuld af farligt støv og røg.
‘New York Rescue Workers Detoxification Project’ hed Cruises og Scientologys hjælpeprogram, og som alt inden for Scientology, der har med behandling af psykisk og fysisk syge at gøre, var der tale om en renselsesproces med naturlige midler og uden brug af medicin. Man skulle i stedet svede stofferne ud i en sauna, spise vitaminer og indtage olier af forskellig slags. Mange brandmænd og nødhjælpsarbejdere sagde ja tak til at få hjælp, men lægevidenskaben og myndighederne var ikke begejstrede og anklagede Cruise og Scientology for kvaksalveri.
I det hele tage begyndte Cruise at bruge sin berømmelse i politisk øjemed og til at fremme Scientology og bevægelsens interesser. Han mødtes med indflydelsesrige politikere i den amerikanske regering i et forsøg på at få dem til at påvirke myndighederne i lande som Tyskland, Australien og Spanien, hvor Scientology enten er helt forbudt eller anses for at være en farlig sekt, man skal holde nøje øje med.
Skuespilleren, der er ordblind, begyndte også at udtale sig om uddannelse og advokerede kraftigt for, at man benyttede L. Ron Hubbards teknikker til at hjælpe børn med ind-læringsvanskeligheder. Tom Cruise brugte sig selv som et eksempel på et menneske, der har kunnet bruge Scientology til at overvinde sit ‘handicap’, men i sin bog argumenterer Andrew Morton overbevisende for, at det var Cruises lærere i skolen og gymnasiet, som - længe før han opdagede Scientology og Hubbards tekster - hjalp ham med at lære at læse og skrive.
Og så var der balladen med Brooke Shields. I en biografi afslørede skuespillerinden, at hun havde haft en fødselsdepression efter at have fået sit første barn, og at hun derfor havde taget antidepressiv medicin. Scientology er en svoren fjende af psykiatri og ordinering af medicin til psykisk syge mennesker - og vil gøre meget for at komme sine fjender til livs - og i et interview udtalte Cruise, at Shields da blot havde brug for nogle vitaminer og lidt motion.
Hun svarede igen i medierne, og i juni måned 2005 gik en sammenbidt Tom Cruise til angreb på både psykiatri og Brooke Shields i et tv-interview med Today Show-værten Matt Lauer.
“Jeg vil bare gerne hjælpe hende,” sagde Cruise, og en uge senere kunne man læse en kronik i New York Times af Brooke Shields, hvori hun tog til genmæle på vegne af de hundredetusinder af kvinder, der har haft en fødselsdepression.
“Nu gætter jeg bare, men jeg vil tro, at hr. Cruise aldrig selv har haft en fødselsdepression,” skrev hun blandt andet.
“At antyde, at det var forkert af mig at tage medicin for at klare min depression, og at jeg i stedet skulle have taget vitaminer og motioneret, demonstrerer en fatal mangel på forståelse af fødselsdepressioner og fødsler. Hvis der kan komme noget godt ud af hr. Cruises tåbelige tirade, så lad os håbe, at det resulterer i et længe behøvet fokus på en alvorlig sygdom.”
Det offentlige skænderi vakte opmærksomhed, og Cruises afvisning af psykiatri og nytten af medicin til psykisk syge fik også tragiske konsekvenser, da en ung, skizofren mand efter at have set ham på tv droppede sine piller og stak sin mor ihjel.
Det var Tom Cruises første kone, skuespilleren Mimi Rogers, der introducerede ham for Scientology på et tidspunkt, hvor han var ved at etablere sig som stjerne med film som Top Gun (1986) og Det handler om penge (1986), men stadig kæmpede med efterveerne af en omskiftelig barn- og ungdom med en tyrannisk og i lange perioder fraværende far.
Ifølge Andrew Mortons bog - der portrætterer Scientology som en ond, penge- og magtgrisk sekt, som på snart sagt alle måder manipulerer og kontrollerer Tom Cruise - steg skuespilleren hurtigt i graderne og fik således indblik i sektens hemmeligheder.
I 1989 blev han blandt andet inviteret til Scientologys hovedkvarter, Gold Base i Californien, som mange menige scientologer angiveligt ikke engang ved, hvor ligger, og mødte her for første gang sektens absolutte leder, den jævnaldrende David Miscavige. Miscavige er siden blevet en af Cruises allerbedste venner - rygter vil vide, at Cruise faktisk er Miscaviges højre hånd i Scientology - og spillede en vigtig rolle, da skuespilleren i 1990 blev gift med Nicole Kidman og i 2006 med Katie Holmes.
Morton citerer - dog uden kildeangivelse - Mischavige for i 1989 at have sagt om Cruise, at “den vigtigste rekrut nogensinde er ved at blive sikret. Hans indlemmelse vil ændre Scientology for altid”.
Der er stor forskel på, hvordan menige scientologer og berømthederne bliver behandlet. De såkaldte ‘Celebrity Centres’ - der ligger et i Hollywood og efter sigende er Tom Cruises andet hjem - forkæler stjernerne, som er vigtige for sektens ansigt udadtil og dermed også for medlemstilstrømningen og respektabiliteten. Ingen tvivl om, at populære Cruise således har været et guldæg for Scientology.
Lafayette Ron Hubbard stiftede i 1953 Scientology som en kirke og tog udgangspunkt i sit eget, pseudovidenskabelige selvhjælps-system, Dianetik, der ved hjælp af intens spørgsmål-svar-terapi, kaldet revision, og et såkaldt ‘E-meter’ kan kurere sygdomme, fjerne ens følelsesmæssige problemer og øge ens intelligens.
Scientologys mål er “en civilisation uden sindssyge, uden kriminalitet og uden krig, hvor de dygtige kan trives, og de ærlige har rettigheder, og hvor mennesket er frit til at stige til store højder.”
Ifølge Scientology er mennesket “et spirituelt væsen, hvis eksistens spænder over mere end ét liv, og som er udstyret med evner, der går langt ud over disse, han normalt mener, at han besidder”.
Dette udødelige væsen, menneskets sjæl, kaldes en thetan og ved at studere Hubbards skrifter, der anses for at være hellige, og gennemgå revisioner - som man betaler i dyre domme for - kan man udvikle sig til en såkaldt Operating Thetan. Og når man er nået højt nok, OT III, får man indblik i Hubbards mere avancerede teorier. Teorier, der indtil for nylig har været tophemmelige, hvilket ikke er så svært at forstå, deres lattervækkende natur taget i betragtning:
For 75 millioner år siden var en fjern galakse overbefolket, og rumvæsenet Xenu sendte milliarder af mennesker til jorden, hvor de blev placeret ved vulkaner og sprængt i stykker af brintbomber. Deres sjæle overlevede og begyndte i hobetal at klynge sig til mennesker, hvilket de gør den dag i dag. Disse såkaldte krops-tethanere var blevet hjernevasket med alskens løgne omkring filosofi og religion og er skyld i alle verdens dårligdomme, hvorfor det er OT’ernes opgave at fjerne dem gennem revisions-terapien.
Det lyder som et dårligt stykke science fiction fra 1950’erne, og L. Ron Hubbard ernærede sig da også som science fiction-forfatter, inden han kastede sig over selvhjælpsfilosofien. På et tidspunkt i 1940’erne skulle han have sagt, at “det er latterligt at skrive for en øre pr. ord. Hvis en mand virkelig er interesseret i at tjene en million dollars, ville den bedste måde være at starte sin egen religion”.
Hubbard var også godt klar over, at han, hvis han gjorde Dianetik til fundamentet i en religion, en tro, heller ikke ville skulle forsvare sig lige så indædt mod latterliggørelse, som da han til at begynde med forsøgte at fremhæve de ikke videre velfunderede videnskabelige aspekter af Dianetik.
Fra starten greb han Scientology og Dianetik an som en forretning, og han tjente millioner af dollars på alle de søgende, ensomme, desperate mennesker, som faldt for hans pyramidespils-agtige terapi. I løbet af årene, både under Hubbard og efter den store leders død i 1986, har Scientology ofte været i myndighedernes søgelys for alt fra skattesvig og ulovlig overvågning til lægesjusk og chikane af tidligere medlemmer og kritikere.
Intet af det har dog påvirket Tom Cruise, der efterhånden er nået så langt, at han kan underkaste sig selv revision. Det er ophøjelsen af individet til sin egen gud, der har et svar på alting, og hvis metoder er de eneste rigtige. Det er denne selvsuggestion og trance-agtige tilstand, som eks-scientologen Peter Alexander refererer til, når han siger, at Cruise har mistet jordforbindelsen.
I løbet af de seneste år har Tom Cruise omgivet sig med loyale familiemedlemmer, ikke mindst sin mor og storesøster - der også er med i Scientology - og hyret betroede Scientology-folk til at passe på sig. Hans forskellige koner og kærester er alle blevet introduceret til Scientology - ifølge Andrew Morton har Scientology udvalgt og godkendt Katie Holmes - og under optagelserne til Steven Spielbergs War of the Worlds (2005) fik Cruise overtalt instruktøren og filmselskabet til, at han måtte stille et Scientology-telt op på settet, hvor filmholdet kunne søge spirituel assistance.
Tom Cruise er stadig en stor filmstjerne, der alene kan åbne en film og får millioner for det. Men spørgsmålet er, om ikke hans totale dedikation til Scientology på et tidspunkt vil blive en belastning for ham. Hans fans har brugt mange kræfter på at underminere Andrew Mortons bog, der da også på mange måder er både unødigt giftig og sladderagtig. Men der er dog talrige eksempler på, at Cruise opfører sig mærkværdigt og magtfuldkomment, og der er kommet grimme ridser i Teflon-Toms image. Senest har man f.eks. kunnet se ham i en slags reklamevideoer, produceret af Scientology selv, hvor han fremstår om muligt endnu mere fanatisk end før.
“En scientolog har evnen til at skabe nye og bedre virkeligheder og forbedre forholdene,” siger Cruise blandt andet.
“Når man som scientolog kører forbi en ulykke, gør man ikke som alle andre og kører forbi. Man ved, at man er nødt til at hjælpe, fordi man ved, at man er den eneste, som kan hjælpe. Det er det, der driver mig.”
Andrew Morton: Tom Cruise: An Unauthorized Biography. St. Martin’s Press. 344 s. 199 kr. i Politikens Boghal. ISBN 978-0-312-35986-7