Hvis det gør ondt, er det så sandt? Sådan føles det i hvert fald i de sidste afgørende øjeblikke af nummeret “Threads”. Den skrutryggede dame med det mildest talt generte kropssprog krænger noget begsort og glasskårsskarpt ud af sin krop, og vi lytter i ærefrygt. Det ser ud som om det gør ondt på hende. Beth Gibbons. Den ene tredjedel af Portishead. Legendariske Portishead. Badet i lys, omgivet af venner og branche, i et nedlagt radiohus, et godt stykke ude østpå i Berlin. Forbi socialist-grupperingerne i Friedrichshain, nynazist-enklaverne i Lichtenberg, forbi steder, jeg ikke har været før. Og formentlig aldrig vil komme igen.
Hvis det er obskurt, er det så interessant? Taxaen forlader den ensomme oplyste vej til fordel for en mere spartansk oplyst sidevej, der ebber ud i en uklar strækning, hvor lygtepælene står skæve og livløse.
Så forbi et par vagter og så i gågang det sidste stykke ned til en kun nærigt oplyst kolos holdt i strengt rektangulær opadstræbende arkitektur. Kun dem der ved, hvad der skal ske, er ankommet til Funkhaus Nalepastraße. Svunden storhed hjemsøgt af vaklende musikbranche.
Engang var Funkhaus Nalepstraße hele DDR’s stats-radiofoni, nu er det en tom imposant bygning i gang med - som resten af Østtyskland - at blive omstillet til senkapitalismens vidunderlige mylder af muligheder. Prøv bare at gå ind på stedets hjemmeside, se billederne, tænk over mulighederne for både at købe og leje kvadratmeter.
Interiøret er holdt i smagfulde træsorter, snedkereret og formet i smukkeste 50’er-stil, ikke uden mindelser om Vega og Radiohuset. Men stort set uden indmad. Nogle opslåede borde, en cool, nøgen bar med lys i.
Det bruser i mit musikhjerte, da jeg træder ind koncertsalen, den såkaldte Sendesaal 1, hvor der er højt, rigtig højt til loftet og de lyddæmpende foranstaltninger deroppe. Verdensberømt for sin akustik og håndplukket af Portishead til denne aftens indspilning til Radio Eins, der sender til det genforenede Berlin og ud i delstaterne Berlin og Brandenburg.
Gulvet forsænker sig i u-formede tableauer ned til og omkring det runde scenegulv. Her har også været tomt indtil for nylig, men nu sidder omkring 250 mennesker på deres flade på tableauerne, mens et krat af udstyr breder sig i midten. Forstærkere, guitarer, analoge synthesizere, moderne racks, trommepads, to trommesæt af vidt forskellig størrelse, en cd-afspiller, man kan scratche på, ledninger i et informationsteknologisk virvar. Og en ensom mikrofon, som senere vil blive besøgt af Beth Gibbons ledsaget af resten af Portishead.
“Portishead?”, spørger du måske lidt desorienteret, kære læser. Fortvivl ej. Det er 10år siden trioen sidst udgav noget, og det var et livealbum. Og det er hele 11 år siden, vi fik nyt fra studiet, nye sange fra trioen.
Da Portisheads debutalbum Dummy udkom i 1994 blev dj og studietroldmand Geoff Barrow, forsanger Beth Gibbons og guitarist Adrian Utley udnævnt af pressen til at være medlem af triphop-familien fra havnebyen Bristol i Sydvestengland. Til højbords sad også Massive Attack og Tricky, som samme år og året efter udgav de lige så skelsættende plader Protection og Maxinquaye.
Snart henlå cafeer, studenterkamre og klubber i pladernes dunkle stemninger, der spændte fra tilbageholdt desperation over majestætisk hash-paranoia til skurrende melankoli. Men båret af slæbende breakbeats, som gik langsomt nok til at konversationen fik ro; altid holdt i et stilfuldt, nogle vil sige stenet leje, der gjorde musikken fordøjelig og - til udøvernes store fortrydelse - også fandt vej til reklameindustrien i de kommende år.
Det var moderne sangskrivning og blændende produktion som vekslede storbyens majestæt og klaustrofobi, det moderne individs angst og vemod og sindets dunkle kringelkroge til en sammensat moderne blues fuld af faldlemme og regnvejr. En musik der introducerede dj’en, samplingkunsten og dub-musikkens klangrum durk i populærkulturen. En musik der krydsede skellene mellem undergrund og mainstream, sort og hvid musikkultur, programmeret og håndspillet musik.
Portishead lød som noget fra en anden, parallel tid, hvor bluesen var hvid, hvor støvet lå i et tykt lag over elektronikken, og samplinger sang sjælens sørgmodige sange. Det var nyt og alligevel genkendeligt, fordi det satte ord og toner på fremmedgørelse og afmagt - og det stille raseri over samme. Og det gør det faktisk stadig.
Men et årti er lang tid i showbiz, og du er kun så god som din sidste plade. Den var så også rigtig god, den sidste studieplade fra 1997, blot døbt Portishead (året efter fulgte det også fremragende koncertalbum Roseland NYC Live). Et skærende og måske trodsigt skridt væk fra debuten, og ikke mindst væk fra de reklamer og tv-serier, som for længst var gået på hugst i trioens musik. “They turned our songs into a fondue set”, som Barrow for nylig formulerede det til The Observer.
Det kommende tredje studiealbum Third er heller ikke - at dømme efter de to en halv gennemlytning hos Portisheads danske repræsentanter Universal - mindre fremragende. Eller mindre stålsat fokuseret på at bevæge sig væk fra forventningerne. Som tårner sig op i Sendesaal 1 i Funkhaus Nalepastraße.
Men spændingen bliver til afslapning efter flere tyvstarter. Trioen er udvidet med en guitarist/bassist, en trommeslager og en tangent-betvinger, og sekstetten har problemer med at starte flere sange. Oveni er er der rod med en dingenot, der skal udskiftes, og teknikerne vil have ekstra takes af hele tre sange. “You can do a better version”, lyder det. Hvilket bandet ignorerer for så at adlyde sidst på aftenen.
I grove træk får vi hele tracklisten fra Third og et enkelt greatest hit “Mysterons” fra Dummy. Og fra første færd er der noget på færde. De nye sange glimter med en trade mark-mørk energi, men også med et nyt groove, et ofte mere råt attack og en nysgerrighed, som åbner bandets univers op til inspirationer fra funk a la Silver Apples, saliggørende analog synth et sted mellem Walter/Wendy Carlos og Stereolab, maskinel metronomi a la Suicide og den førnævnte hjerteskærende “Threads”, som vækker mindelser om Janis Joplin i Gibbons’ vokal og akkompagneres af noget, der vist bedst kan beskrives som afrikansk farvet psychedelia med gæld til både Jimi Hendrix’ pigtråd og nigerianske Fela Kutis afrobeat. Synkoperingens vaccination risler gennem showet, mens nye klanglige brudflader flår hul i sangenes stadig ganske romantiske afsæt.
Forskellen mellem det gamle og det nye materiale kan også aflæses hos publikum. Under “Mysterons” forenes høj og lav i et kollektivt nostalgi-trip, langsomt og hjemmevant nikkende til det slæbende beat, mens de nye sanges mere aggressive rytmik og stilistisk flossede kanter afføder en mere afventende lytten, en mere usikker rykken med nakkemuskulatur, en mere staccato stampen med fødderne. Det er ikke kun nye sange, det er også en mere offensiv stilistik. Måske formet af den frustration over verdenssituationen, som Geoff Barrow hævder nærer bandets musik i disse dage. Før var det indre spændinger, nu er det Bush og Blair. Med mere.
Gæstemusikerne ler, pjatter. Mellem numrene. For koncentrationen og linedansen er enorm under selve udførelsen. Og jeg har intet at klage over. Slet ikke når numrene tages om. For de bliver bedre, og hele denne proces med at fejle bedre for åbent tæppe demonstrerer også koncertsituationens skrøbelighed. Den man ikke opdager, når der er skruet op for anlægget til en gængs koncert, men som afslører sig ved den lave, ikke for lave lydstyrke i Sendesaal 1. Dette er ikke en koncert i gængs forstand, slet ikke, det er et band, der er i gang med at finde sin form og kæmper med at få deres nye løbske materiale til at udkrystallisere sig.
Kontrol, tårnhøje krav om hele tiden at være forud for eller ved siden af sin tid og frustrationer har været faste medpassagerer gennem Portisheads karriere. Og selv om det er et band, der i høj grad trives på friktion, så er det også et band, der forsøger at tackle deres nervøsitet med selvsikkerhed og humor denne onsdag aften. Utley er godmodigheden selv, Barrow er let i tonen, men sipper Beck’s-øl uden vist helt at opdage at den er stadig mere tom og Gibbons klamrer sig afventende til mikrofonen eller holder om sig selv i en af sine karakteristisk verdensfjerne positurer.
Der er noget forkrampet nervøst over flere passager denne aften, men det bidrager egentlig bare til oplevelsen af proces. “Come on!”, råber en formastelig gæst, da “Threads” skal genstartes. “Fuck off”, lyder det fra Geoff Barrow. Ikke vredt, nærmere såret eller måske ironisk. “It’s been a long time”.
Ja, længe siden. Men Portishead har stadig en kunstnerisk tyngde som få i populærkulturen - hvis de altså får lov at blive en del af den i denne ombæring. Og ærefrygten for deres musik indfinder sig, når bandet finder nye rytmiske grooves, lader skønheden vælde i længere stræk, slår fra sig hårdt med stålsamplinger og lader en shoegazende guitarstøj brede sig. Og når Gibbons afslører nye afgrunde og nuancer i sin stemme. Om det så er theremin-klingende flydetoner eller ekspressionistisk hvidt fosfor fra et sted dybt i hende.
Det føles både sandt og interessant. Og på trods af koncertens fejl og gentagelser, så mister Portishead ikke deres identitet i udforskningerne af nye territorier. De er skam blevet absorberet i deres udtryk, hvor Beth Gibbons og hendes smukke svagt dirrende let rustne røst på intet tidspunkt virker hjemløs eller påklistret.
Det er sammensat musik, jovist, men med sin egen helstøbte skønhed. En blues der er blevet sprængt åben af indre nødvendighed. Af en musikalsk rejseiver og et behov for at møde en ny tid med en ny musik. Der er sket meget på 11 år. Musikalsk såvel som geopolitisk. Heldigvis også i Portisheads verden. Og det er med store forventninger om album såvel som mere regulær koncert i København at denne anmelder forlader Sendesaal 1. Går nedad trappen, ud gennem foyeren, ud i den kolde berlinske natteluft. Ser op på Funkhaus Nalepastraßes tårnende hovedbygning. En passende, ikke færdigdefineret kolos af nedlagt kulturhistorie at genopdage sige selv i. Hvordan pokker finder man en taxa herude?
Portishead, Funkhaus Nalepastraße, Berlin, onsdag.Portishead spiller den 4. April i KB Hallen, Kbh.Portishead: Third udkommer den 28. april. www.nalepastrasse.de