Skal man forfølge tankegangen og opliste, hvad enhver rigtig dansker samt aspiranter til denne ophøjede nationalitet, bør vide om sig selv og det, nationens p.t. toneangivende lægger vægt på, bør den stadigt voksende samling af kanons også indbefatte noget så grandiost som fædrelandshistoriens opvisning af almindeligt idioti. En kanon over pinagtighederne, tåbelighederne, selvbedraget, katastroferne. Der er nok at svælge i.
Når et kanonudvalg som det foreliggende indskrænker sig til én person, udarter beslutningerne sig i ikke til slagsmål og udvandring. Nedenfor følger således den enstemmige danske katastrofekanon. Eftertryk og citat er tilladt.
Det skal understreges, at den således her foreliggende kanon ikke giver sig ud for at være udtømmende. Det står enhver frit for at tilføje egne foretrukne skurkestreger, forrykte beslutninger, fejltagelser og andre sorte øjeblikke. Der er frit slag.
Her følger således et grundlag for videre arbejde med stoffet. Udvalget indskrænker sig til tiden efter det 8. århundrede og er af pladshensyn begrænset til få eksempler på emner til en møgkanon:
- Sagesløse mennesker fortrinsvis i Nordsøbækkenet, England og Nordfrankrig hjemsøgtes jævnligt fra slutningen af 700-tallet til ca. 1050 af skandinaviske - i perioder fortrinsvis danske - bevæbnede bander, der røvede, myrdede og voldtog. I den danske tradition fremstilles vikinger som gemytlige tyksakker med horn på hjelmene og ølskum i skægget. Det er der ikke belæg for, gemytligheden og de hornede hjelme. Vikingerne var nogle rå børster, brovtende blottet for en Søren Espersens menneskelighed og charme, og har i adfærd nærmest mindet om vore dages myldretidstrafikanter på A1 og Trekants-områdets motorveje.
1) Vikingetogterne
- Der er ikke enighed om, hvornår dette skete. Indsivningen af denne aflægger af en mellemøstlig monoteistisk (i realiteten treguders) kult spores før Ansgar. Med denne tyske munk indledes imidlertid konsekvenskristningen af den talmæssigt beskedne befolkning samt over tid tvangsafskaffelse af veltjente guder. Kulturtabet har været betragteligt. Hvad der er ødelagt af hørg og blotsteder og andre helligdomme, formentlig rigt dekorerede indretninger af fortrinsvis træ, kan man kun gisne om. Dertil kommer opkomsten af en ny snylterklasse af munke og præster, der med iver bistod kongemagten i at fuldkommengøre et effektivt udbytnings- og undertrykkelsessystem i juridisk maskering i landskabslove og Jyske Lov i 1241.
2) Kristendommens indførelse i Danmark
- De danske stormænds deltagelse i de egentlige korstog vendt mod den muslimske verden og højkulturerne i Mellemøsten var begrænset. Under ærkebiskop Absalon, medlem af kongeslægten og den militærjunta, der dominerede det danske territorium i 1100-tallets anden halvdel, gennemførtes togter mod de nordtyske kystområder; det mest omfattende mod vendernes hovedby på Rügen, hvorved dette folk uden hensyn til religiøse præferencer fik dets helligdom vandaliseret.
3) Korstogene i det nordiske nærområde
Korstogene følges op af Valdemar d. 2. med det misvisende tilnavn Sejr. I 1219 fører kongen en hær mod det nuværende Estland, hvis indbyggere ikke havde gjort danskerne noget, og slår dem med besvær i slaget ved Lyndanisse. Dansk propaganda bilder senere folk ind, at et korsformet flag dratter ned fra himlen under slaget. Det giver den rå voldsmagt kristen legitimitet samt cementerer kirkens og kongemagtens fælles interesser.
- Dens umiddelbare betydning var afskaffelsen af munkevæsen og biskoppelig indflydelse, men som ved kirkegodskonfiskation, formentlig styrede pøbeloptøjer i hovedstaden og ulovlige fængslinger knæsatte adelens og kongemagtens monopolagtige magt. Taberne var bønder og borgere, der i tilgift fik en ludkedelig lutheransk kirke, hvis tyske ophavsmand havde fattet perspektiverne i en handel i porten om interessesammenfaldet mellem kirkefolk og de fysiske magthavere.
4) Reformationen
- På trods af Rigsrådets protester kaster kongen, der aldrig gik ædru i seng, sig ud i krigseventyret i Tyskland, hvor han får læsterlige bank og lægger grunden til rigets radikale reduktion få årtier senere.
5) Christian d. 4.’s deltagelse i 30-årskrigen
- Ikke mindst Christian d. 4. fører i sin kongetid sammen med nidkære præster an i disse menneskeofringer på kristendommens alter. Kongen, der må have været nær invalideret af druk, huskes dog i eftertiden for sine hollandske renæssancebygninger.
6) Heksebrændingerne
- En af de tristeste, mest småtskårne monarker i danmarkshistorien, Christian d. 6., kommer på tronen efter den mere fremkommelige Frederik d. 4. Gøgl og skuespil forbydes i en misopfattet pietismes navn. Kongen og hans dumme og højrøvede dronning er begge ivrige efter at påføre andre deres egne begrænsninger; kulturtabet frem til 1746 kan sammenlignes med vore dages religiøst bigotte og småborgerligt foranstaltede nedsmeltning af kunstlivet og Danmarks Radio. I øvrigt indføres stavnsbåndet.
7) 1730
- Endnu en halvforsnosket kongelig person, Frederik d. 6., udløser katastrofer over fædrelandet ved en ualmindelig ubehændigt udført udenrigspolitik over for englænderne, der i to omgange dels slår den danske flåde på Reden i 1801, dels sønderbomber København i 1807. Konflikten fører ydermere til statsbankerot og tabet af Norge, som Danmark nu nok ville have mistet alligevel.
8) Krige mod englænderne
- Denne styreform er ofte forlenet med guldalderen og står derfor i et forsonende skær. Men Enevælden er en gennemført led affære med social brutalitet og politistatsmetoder, sladder, stikkere og spytslikkeri. En snæver overklasse af embedsfolk og adel deles med kongemagten om de behageligere livsvilkår. Enhver opposition slås ned til middelmådig kammermusik og rærlige stykker på Det Kgl. Teater.
9) Enevælden
- Enevældens manglende forståelse for hertugdømmernes særlige politiske problemer fører til to krige sydover: En borgerkrig i 1848 og en egentlig krig i 1864, hvor danskerne med udsøgt tåbelighed og de nationalliberale i front med den fanatiske, selvovervurderende og uopråbelige Orla Lehmann forrest (en datidens Bertel Haarder) groft overvurderer deres militære styrke med tabet af hele Slesvig-Holsten til følge. Skønt grænsen med behændighed kunne være kommet til at ligge, hvor den ligger nu.
10) Krigene i 1848 og 1864
- Hvor kongemagten med endnu en halvhjerne af en underofficers-type i spidsen suverænt sammen med en vulgær og grådig godsejerkaste regerer ved ulovlige provisorier mod folketingsflertallet.
11) Godsejervældet fra 1875 til 1901
- Danmarkshistoriens mest skarpsindige skribent og debattør. Takket være biskopperne, antisemitismen og de ærkereaktionære universitetsprofessorer, må Brandes drage i eksil, da han ikke kan få sit professorat. Dansk smålighed fejrer triumfer, men overgås i smålighed i det 21. århundrede af VKO-regimets vi-alene-ved-alt.
12) Udåden mod Georg Brandes
- dels Alberti, dels Madsen-Mygdals minimalstatspolitik og endelig prisen - sociale nedskæringer - for at gå med i samlingsregeringen under besættelsen, hvor de for landbrugseksportens skyld var parate til at sælge Danmark til Tyskland.
13) Partiet Venstres numre i dansk historie
som skatteminister samt grove vildledning af Folketinget, som burde have afskåret manden fra at blive statsminister i Danmark.
14) Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring
på groft forfalsket grundlag.
15)
Danmarks deltagelse i krigen i Irak
Skriv selv videre…