Det interessante i DR’s dokumentar fra bostedet Ringbo i februar bestod ikke i ‘afsløringen’, men i fremstillingen af en gammel, kendt sandhed som nyhed. For det er på ingen måde nyt, at psykiatriske patienter fyldes med medicin. Sådan har det været i årtier.
Trods Sundhedsstyrelsens gentagne advarsler mod at blande præparater og visheden om mulige fatale konsekvenser, er polyfarmaci og overmedicinering stadig udbredt i kontakten med psykiatriske patienter: “Polyfarmaci er udbredt blandt psykiatriske patienter med lidelser i skizofrenispektret, og polyfarmacien baseres ikke på videnskabelig evidens, men på klinisk fornemmelse,” skriver psykiater Merete Nordentoft i Ugeskrift for Læger 2006, 168 (22): 2128).
Det nye ved udsendelsen, håbede man, var derfor kun, at flere måske kunne blive forarget over, hvordan psykiatriske patienter behandles. Ikke fordi, de kun behandles dårligt, heller ikke på Ringbo, men fordi forargelsen normalt går den anden vej. Man er forarget over, at psykiatriske patienter kan gå frit omkring i samfundet, og man er rystet over, hvor mange mord, de begår. Man ser overskrifterne: “Psykisk syg dolker mand ned”. Og man tænker på, hvorfor det der “psykisk syg” skal med. Har man måske nogensinde set sætningen: “Somatisk syg dolker kvinde ned”? Det må være frygteligt for den store andel af psykisk syge, der lever et fredeligt - ja, undertiden faktisk helt normalt - liv, at se sin egen sygdom blæst op som den helt afgørende årsag til mord. Psykisk syg er lig med potentiel morder.
Det nye ligger et andet sted, nemlig i fænomenet recovery (at komme sig, red.)- det forhold at mange mennesker med skizofreni (og andre) diagnose(r) enten helt eller delvist kommer sig af deres sygdom. At komme sig helt indebærer et fuldstændigt fravær af symptomer og en tilbagevenden til samme funktionsniveau som før sygdommen. At komme sig delvist er især en social proces. Nogle har stadig brug for medicin, andre klarer sig uden. Alle har, oftest med støtte fra andre, udviklet mestringsstrategier, der betyder at de kan indgå i et velfungerende socialt liv.
Virkeligheden er nemlig, at 25 procent af de diagnosticerede skizofrene med tid kommer sig af deres skizofreni, og yderligere 50 procent kommer sig så meget, at de igen er i stand til at leve et normalt liv.
I Sundhedsstyrelsens referenceprogram for skizofreni fra 2004 hedder det derfor: “Skizofreni er en episodisk sygdom med stærkt varierende forløb. I tidligere opfølgningsundersøgelser af debuterende skizofreni har man fundet at 25-30 procent har et godt forløb med næsten komplet remission, 50 procent har et moderat forløb med intermitterende symptomer, og 20-25 procent har kroniske symptomer.”
Den første undersøgelse heraf blev foretaget af den schweiziske læge Eugen Bleuler i hans Dementia Praecox oder Die Gruppe der Schizophrenien fra 1911 og fulgt op af sønnen Manfred Bleulers undersøgelse i 1972, der konkluderede, at 50-75 procent af i alt 208 patienter i en ti årig periode var kommet sig.
I 2003 foretog man en rediagnosticering af Manfred Bleulers patienter med nye diagnosekriterier. Undersøgelsen konkluderede, at 58 procent af disse udviste et moderat sygdomsforløb, 22 procent udviklede sig kronisk og 22 procent kom sig fuldstændigt.
Ved derefter kun at forholde sig til den del af patienterne, som nye diagnosesystemer sikkert kunne bekræfte som værende skizofrene, iagttog undersøgelsen et moderat sygdomsforløb i 48-49 procent af tilfældene, mens andelen af patienter, hvor sygdommen udviklede sig kronisk, steg til 27-28 procent. Blandt skizofrene med et moderat forløb kom 25-30 procent sig stadig fuldstændigt.
Også patienter diagnosticeret som skizofrene i henhold til diagnosesystemerne DSM-IV og ICD-10 har således en mulighed for at komme sig. Den overordnede konklusion hos forfatterne er, at selv om prognosen for patienter med skizofreni er værre i henhold til moderne diagnosekriterier, udviser halvdelen stadig et moderat sygdomsforløb, og blandt disse kommer 25-30 procent sig helt.
International Study of Schizophrenia, ISoS (Hopper et al., 2007), er den seneste opfølgningsundersøgelse.
Den blev afsluttet i 2001 og dokumenterer et positivt udfald for gennemsnitligt 50 procent i 18 store patientgrupper over hele verden, fulgt gennem 15-25 år. Det overordnede budskab her er, “at skizofreni og relaterede psykoser udviklingsmæssigt bør betragtes som episodiske forstyrrelser med et ret positivt udfald for en signifikant del af patienterne”. ISoS opfordrer os af samme grund til at forlade “det kronicitetsparadigme som har domineret tænkningen gennem det meste af det 20. århundrede” (Harrison et al., 2001).
Forholder man sig til Sundhedsstyrelsens tal, er der stadig cirka 25 procent med skizofreni, som ikke er i stand til at komme sig og derfor har brug for god hjælp på også meget lang sigt. Dem skal vi ikke glemme. Men ISoS-undersøgelsen viser også, at selv blandt de der havde meget lange sygdomsforløb, er der alligevel en del- 16 procent - som også kommer sig.
Overmedicinering skaber imidlertid ikke noget godt grundlag for recovery. Det gør sensationsjournalistik heller ikke. Til gengæld kan en nuancering af vores stereotype forestillinger om skizofreni og andre psykiske sygdomme ske ved at øge kendskabet til recovery.
Lisa Korsbek er mag.art. og ph.d. i litteraturvidenskab og ansat på Odense UniversitetshospitalPernille Jensen er journalist og cand. pæd. i antropologi og ansat i Psykiatrisk Forskningsenhed, Region Sjælland