Vi kender ham som præmiepunkeren, der har overskredet grænser inden for og imellem kunstarter både alene og sammen med andre kunstnere. Som moden fortropsmand udgav han i 2005 romanen Den sidste romantiker på godt 700 sider, og i 2007 bokssættet Catalogue med ikke færre end 81 musiknumre. Martin Hall fylder godt på den danske kunstscene, samtidig har han direkte forbindelse med det årti, der gav os glimmergamasher og punkmusik, og som en helt ung generation er i færd med at opdage, samtidig med at en anden ikke helt ung generation stadig hænger i og ved. Begge aldersgrupper med fryd og fast overbevisning. Derfor er det heller ikke spor mærkeligt, at gratisavisen Dato og Jyllands-Postens københavnersektion i 2006 begyndte at bruge ham som klummeskribent. Hall er det som bedst udtrykkes med en haikulang bogtitel af Peter Laugesen Helt alene i hele verden og hip som ind i helvede.
I år er det 25 år siden, at Hall debuterede som forfatter med Genopbyggelsen er større end selve skabelsen og samlingen af notater, essays og klummer kaldet Infodemens er festen, Hall holder i den anledning. Men feststemning kommer man altså ikke i af at læse stribevis af gamle klummer fra en gratisavis om gamle tv-programmer og for længst afholdte Danish Music Awards. Helt ærligt, er det hvad man skal forvente fra manden, der var med til at arrangere det dekadente orgie Bal des Artistes, som man har kunnet læse om i januarnummeret af Euroman (og nu igen i Infodemens) og som bød på queer-performere, opera, lesbiske skakspilsudøvere og mavedans? Og så står der endda i bogens pressemeddelelse, at “dansk kunsts outlaw og levemand markerer sit 25 års forfatterjubilæum med en række ind- og udfald mod magelighed og stereotyper”.
Men hvad kunne være mere mageligt end lige at række ud efter det, der ligger øverst på skrivebordet - f.eks. en gammel artikel, man skrev om forbilledet Oscar Wilde til Det Kongelige Teaters katalog i januar 2007 og kaldte “En dandy kvikker bestandig”? Og er det ikke også ret stereotypisk at følge en salgssucces (Den sidste romantiker) op med hvad-som-helst nu hvor opmærksomheden er fangen?
Hall må selv have tænkt, at det ikke går bare at udgive gammelt avisstof. Han har i hvert fald pyntet uaktualiteten ved at supplere med en række grafiske illustrationer og dagbogsoptegnelser. I sidstnævnte skriver Martin Hall om, hvordan det er at være ikonet Martin Hall, og her er der grund til at synge ‘halleluja’, for det her med at skrive om sig selv inde- og udefra, det kan krukken bare. Dagbogsteksterne fylder ikke nær så meget som klummerne, men sammen med de grafiske arbejder hylder de i det mindste forestillingen om den hippe, kompromisløse kunstner, som er så kærkommen, når snakken i det nye køkken er forstummet.