Fra første billede i filmen om de to fremtrædende modstandsfolk postuleres som grundlag for fiktionen en historisk autenticitet. Husker du den 9. april? spørger stemmen, som tilhører den ene af de senere dræbte helte. De dokumentariske klip viser scener fra langt senere i besættelsen og mere end antyder, at folkeviljen til modstand var redebon fra første færd, og at terroren i øvrigt dagligdag. Intet passer. Lars K. Andersen og instruktøren Ole Christian Madsen har hermed reduceret godt 50 års historieforskning til en gentagelse af efterkrigstidens yndede store fælles fortælling, der hævder de nationale klichéer som grundlag for forståelsen af de fem år.
Fogh Rasmussens og Søren Krarups historieopfattelse får her ben at gå på: Den fædrelandske dimension er sat øverst befolket med forrædere og helte samt en række melerede typer, hvis motiver dog aldrig klarlægges i filmen, og hvis gerninger derfor ikke kan vurderes. Modsætninger mellem interesserne var der så vist i modstandsbevægelsens egne rækker, mest kendt officerernes initiativ, således at de svenske maskinpistoler ikke faldt i kommunisternes hænder. Men at disse og andre modsætninger skulle have ført til så mange drakoniske skridt, som filmen hævder, er ude på landet. Det kan så være, hvad være vil, men filmen har med sin indfatning anlagt hin konkrete besættelse som åsted og ståsted; personerne er autentiske, de henviser til historiske begivenheder, og så tvinges man jo til at medtage pedanterier i bedømmelsen. Også den sag kunne være klaret, såfremt manuskript og endelig udførelse etablerede et eget kunstnerisk univers, beskueren kunne bevæges ved. Det er ikke tilfældet.
Handlingsgang, personfremstilling, miljøbeskrivelse, dialog og stort set alt andet bærer præg af godtkøbskrønike; en tilbagedatering af DR’s billedbog. Som denne uden andre end enkelte øjeblikkes interessevækkende afdækning af indre liv. Det sker i den tyske skuespiller Hans Zischlers myndige og hypnotiserende spil som den tvetydige oberst Gilbert.
Ellers er filmen en tour de force af selvhøjtidelig, patetisk stillen sig an, personificeret i de to fra virkeligheden legendariske hovedpersoner, Flammen, Bent Faurschou-Hviid og Citronen, Jørgen Haagen Schmith, henholdsvis Thure Lindhardt i gestisk stilart som en Clement Kjærsgaard halvt i narkose og Mads Mikkelsen, ja som Mads Mikkelsen.
I film med historisk baggrund er alt, hvad man foretager sig i miljø og personskildring selvsagt et valg i forhold til nutiden, i indsigt i og holdning til fortiden samt i mode. Med hensyn til det sidste, der lige så selvsagt i nogen grad vil være præget af ens egen tid, spiller åbenbart den materielt mere lækre nutid en større rolle end alle andre overvejelser. Man spørger sig selv, om filmens ophavsfolk dog aldrig har set britiske filmiske bud på den vanskelige fortid. Inspector Foyle for eksempel, hvor datidens stil og menneskenes udseende får en rimelig rolle som del af dramatikkens virkelighed. Hvorfor ellers henvende sig dramatisk til fortiden, såfremt denne kun er et lunkent alibi for en helt anden historie?
I detaljerne ligger som bekendt helvede. Også når detaljerne får det til at flimre for kritikerens øjne, og disse overser det væsentligere, kunsten. Der er blot dette, at detaljerne er gjort væsentlige og ikke er til at komme uden om i en fortælling om livsfarligt illegalt arbejde. Man sidder ikke og kæfter op på restauranter, om hvad man laver, når dét, man laver, er at slå fjenden og fjendens sympatisører ihjel; og slet ikke den fjende og de sympatisører. Man kører ikke rundt, uden at himlen falder ned i små stykker, i en trods farveskift let genkendelig bil (uden generator). Man barberer sig i tidens stil og fremviser ikke klædelige skægstubbe vedligeholdt af moderne trimmer. Man røber ikke mere, end man lige præcis er tvunget til. Man vader ikke rundt mellem tyske officerer, når prisen er sat højt på ens hoved. Man holder ikke møder i spioncentralen Stockholm og taler højt. Stump for stump falder autenticiteten fra hinanden og i mere end det nævnte. Langt mere.
Når det er sagt, fremskyndes historiens totalsammenbrud af dens egen indre usikkerhed om indhold og personernes karakterer. En skulende (kronisk glinsende) Mads Mikkelsen tilfører ikke dramaet dybde og troværdig sjælekamp ved periodiske vredesudråb og opkastninger. Nå, jo, det skal være følsomhed, men den er svær at forholde sig til, når man ikke ved, hvem den Citron i virkeligheden er og hvorfor. Det samme angår Flammen. Er han bare en iskold ligegyldig skydeglad psykopat, der har svært ved at likvidere kvinder, men ellers tager det som det kommer, og hvorfor er han sådan? Nå, jo, for fædrelandets skyld og så er alt jo sagt.
Mødet med faderen - i et glimt glædes man som altid over Jesper Christensen - bringer ingen klarhed. Selv de kunstnerisk set spinkle film fra årene efter befrielsen havde større psykologisk dybde og afspejlede mere klart og tragisk end skuleri og spleen her dilemmaet for folk, der normalt ikke går rundt og myrder andre.
Også kærlighed skal der jo til i skikkelse af den forsømte citronkone, Bodil, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der ikke står distancen, men finder en anden. Forståeligt. Den kvindelige hovedkraft, Stine Stengade, fremstiller agenten Ketty, hvis rolle i overensstemmelse med det historiske forlæg, bliver endnu mere uklar. Havde Ketty, som i filmen optrådt lige så letsindigt og spist på restaurant med Flammen, var hendes karriere som Mata Hari blevet kort.
Det pæneste, man kan sige om denne film, hvis det er pænt, er, at den hylder det naive historiesyn; i forsøg i det mere dybsindige henfalder den til det kedeligt ubegribelige. Et neonationalistisk panoptikon af overvejende papfigurer, der vil egne sig til aftenunderholdning ved Dansk Folkepartis og Venstres landsmøder. Rent bortset fra at cirka en tredjedel af dialogen ikke er til at forstå, fordi spillerne ikke artikulerer hensigtsmæssigt.