ZARQA - Det er ikke nødvendigt at hænge plakater med advarsler mod at købe danske produkter op i de små butikker, som ligger langs hovedgaden i Zarqa-flygtningelejren. For det første findes importerede varer stort set ikke i dette fattige hjørne af Jordan, og skulle en af de små købmænd alligevel have en tilfældig pakke dansk ost eller Lurpak i køledisken, ville de lokale forbrugere med sikkerhed gå i en stor bue udenom, for budskabet har allerede bundfældet sig.
Zarqa er en af de 13 palæstinensiske lejre i Jordan, der med små to millioner flygtninge inden for sine grænser er det suverænt største værtsland. Og mens lejr-befolkningerne hører til de fattigste blandt palæstinenserne, er denne lejr blandt de mere forarmede, fordi den nærliggende by af samme navn også har svære problemer. Det er ikke vanskeligt at forstå, hvordan en profetkrise kan give afløb for nogle af dagligdagens frustrationer.
“Hvorfor hader danskerne Profeten?” spørger en ældre mand, der sidder på en trappesten i en af lejrens smalle gader.
Han præsenterer sig som Ahmad Muham al Sharif og fortæller, at han i en alder af 10 år flygtede fra det, der nu er Israel, og nu da han ligesom de øvrige flygtninge lige om lidt kan markere 60-året for starten på sin personlige tragedie, ser han de danske tegninger som en ekstra hån.
“Ingen hjælper os,” siger han langsomt. “Hele Vesten har vendt os ryggen og lader os sidde her uden at foretage sig noget. De hader vores kultur og vores religion, men hvad har vi egentlig gjort dem?”
Profetkrisen er i høj grad i live her, som den er det andre steder i Jordan, og jeg er taknemlig over at have lyttet til et velmenende råd om at præsentere mig lidt vagt som skandinav. Andre steder i landet, hvor købekraften er lidt større end i lejrene, og udbuddet af importerede varer tilsvarende rigeligere, har en organisation ved navn Al Daqeqa al Duwalia opklæbet plakater, der informerer forbrugerne om, hvilke varer der er danske. Her er logoer for alt fra Novo Nordisk og NKT til Lillebror ost, Gamle Ole og Høng, som ingen længere synes at have hang til her i landet. Organisationen, der også kalder sig Fact International, hævder i jordansk presse at have opsat 60.000 plakater, hvilket muligvis er en overdrivelse, men uanset hvor sandheden ligger, er der mange tegn på, at man ikke har tænkt sig at glemme sagen lige med det samme, og at alt dansk er stærkt upopulært.
På netop denne dag går følelserne særligt højt. Det er skolefridag, og det meste af landet er lukket, fordi man markerer profeten Muhammeds fødselsdag som national helligdag. Men i Zarqa som i de øvrige lejre holder butikkerne åbent, fordi man ved, at folk udefra gerne vil bruge en fridag på at gøre billige indkøb i lejrene.
“Det giver os lidt ekstra omsætning,” siger Ismail Abdallah, der har et lille metalværksted i lejren. “Vi både ærer og beundrer Profeten, men vi har ikke råd til at gå glip af lidt indtjening, når muligheden viser sig. Men mens de sekulære jordanere bruger fødselsdagen til at tage på picnic, kan vi vise vores respekt ved at protestere, når Danmark fornærmer det, som står os nærmest.”
Traditionerne og den islamiske bevidsthed stikker dybt på hele egnen. Ikke uden grund kom Abu Musab al-Zarqawi, den jordanske leder af det irakiske al-Qaeda, som amerikanerne dræbte i 2006, fra Zarqa, og selvom flere på stedet betegner ham som en militant ekstremist, er der tydeligvis god grobund for dybe religiøse følelser i de fattige gader.
“På en måde er jeg lidt overrasket over, at dette kommer fra Danmark. Danskerne har altid været gode mennesker. Der er flere, der siger, at det hele i virkeligheden er et zionistisk komplot. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tænke,” fortsætter Ismail Abdallah.
Inde i hovedstaden Amman er meningerne mere delte. I et supermarked i bydelen Shmeisani, hvor kunderne tydeligvis tilhører øvre middelklasse og opefter, ligger de danske varer frit fremme i køledisken, men ekspedienten indrømmer også, at hans arbejdsplads nok er en undtagelse.
“Det handler om en i sig selv ret begrænset sag, der har fået enorme dimensioner, fordi den er blevet sat ind i en større sammenhæng,” siger Muhammed al Masri, som jeg opsøger i Center for Strategiske Studier på University of Jordan i det nordlige Amman.
“En fornærmelse af Profeten er en fornærmelse af Profeten, og det er naturligvis forkert. Men da den dukkede op første gang for et par år siden, prøvede vi at se den som et relativt isoleret fænomen i Danmark.”
Han forklarer også, at reaktionen dengang muligvis kunne se voldsom ud, men at det trods alt var en begrænset gruppe mennesker, der reagerede voldeligt. Der var også boykot af danske varer dengang, men det nåede aldrig at blive en bred folkelig bevægelse, som det er blevet nu.
“Tegningerne er blevet trykt mange flere steder, også uden for Danmarks grænser,” fortsætter Al Masri. “Så selvom mange almindelige mennesker måske ikke tænker så meget over de store, politiske sammenhænge, har sagen nu fået karakter at et modsætningsforhold mellem to kulturer. Det er stort, og det er ikke noget, der går væk lige med det samme. Det hele er blevet meget mere emotionelt.”
At reaktionerne ikke har vist sig på samme kontante måde som for to år siden, hænger sammen med, at de jordanske myndigheder lægger stor vægt på at opretholde ro og orden. Ude ved Zarqa er der derfor blevet posteret ekstra politibetjente ved alle indgange, således som det er tilfældet ved andre lejre og fattige bydele, der er kendt som potentielle urocentre med stærk islamisk tilstedeværelse.
“Vi er fredelige mennesker,” siger Ahmad Muham al Sharif fra sin plads på gaden i lejren, hvilket forekommer lidt som et forsøg på at dække sig ind.
“Jeg er en gammel mand, og jeg har brugt hele mit liv på at være flygtning. Tænk dog lidt på børnene, som vi ser her i lejren. Fortjener de ikke en bedre fremtid? Det kan de sagtens få, hvis vi holder op med at provokere hinanden, og det burde danskerne tænke lidt på, når de tillader deres aviser at trykke den slags tegninger.”