Hvis du vil have en vision for fremtiden,
så forestil dig en støvle,
der træder på et menneskeansigt
- for evigt
George Orwell

Hvis man efter en dags avisoverskrifter, nyhedsudsendelser, politikerretorik og ekspertudtalelser prøver at filosofere lidt over, hvordan verden mon ser ud om en 30-40 år, er der en pæn risiko for, at man ender med at bruge aftenen på at grave et beskyttelsesrum i baghaven. Med en dyster palet af miljøkatastrofer, ungdommens druk og vold, angrebene på demokratiet og frihedsrettighederne, familiens fortsatte opløsning og uoverstigelige integrationsproblemer er der med andre ord meget, der taler for, at øvelsen kan blive en noget deprimerende affære.

"Jeg synes ikke, det er så svært at indse, at den vestlige kultur har kulmineret," siger lektor i historie ved Roskilde Universitetscenter Henrik Jensen.

"Ud fra en betragtning om, at enhver kultur blomstrer op og blomstrer af igen, så er vi på vej nedad. Det er ikke sådan, at vi står for at tabe det hele. Men der breder sig en defensiv holdning om, at man hellere må holde fast i det, man har, og passe på, at andre ikke kommer for tæt på."

Lektor Allan Michael Madsen fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet er ekspert i teknologiudvikling, og han er enig i, at for eksempel tilliden, til at teknologien kan sikre vores fremtid, ikke er, hvad den har været:

"Der er ingen tvivl om, at den fremtidsoptimisme, der herskede for 50 år siden, den er det slut med," siger han og peger på en øget bevidsthed om teknologiens negative følgevirkninger som afgørende:

"De massive miljøproblemer, som bare tager til i vækst, de kan jo næsten ikke medføre andet, end at folk begynder at overveje, om det hele ender i ragnarok - at folk mister troen på, at det bare går fremad."

"Der er en frygt for, at der kan ske et eller andet," vurderer professor Peter Gundelach fra samme institut.

"En sygdomsepidemi, klimakatastrofe, genmanipulation eller andre utilsigtede konsekvenser af noget, vi har gjort. Folk tror nok på eksperterne, men eksperterne har pillet glorien af sig selv, fordi der i dag næsten ikke findes et område, hvor eksperternes viden er uantastet, hvor man ikke kan finde modsatrettede ekspertudtalelser."

Samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Johannes Andersen mener også, at det i det politiske liv er blevet langt sværere overhovedet at tale om noget så diffust som håb for fremtiden. Det skyldes det, han kalder "barnagtiggørelsen af samfundet".

"En barnagtiggørelse, der gør, at vi regulerer hele samfundsviklingen med udgangspunkt i behovsdækning frem for moral og etik. Vi er holdt op med at tænke det gode som en samfundsmæssig dyd, men mere som et individuelt behov, der skal dækkes her og nu. Så politikerne har fundet ud af, at, hallo, det handler jo om at love dem noget mere på kort sigt, det er sådan man bliver valgt."

500 gange '68

Johannes Andersen aner dog et opgør mod denne behovs-tankegang i horisonten, og han er ikke den eneste, der ser noget mere fortrøstningsfuldt på fremtiden, end avisoverskrifterne foreskriver. Der er endda dem, der mener, at vi står lige på tærsklen til en ny og bedre verden.

"Det, der kommer til at ske inden for de næste to-tre år, er, at alle bliver trætte af at lade som om, de har nok i deres eget. En eller anden form for 'nu er det kraftedeme nok', og så kommer det til at eksplodere kulturelt, politisk og arkitektonisk og alt muligt. Det er bare et spørgsmål om at få prikket hul på den boble af indestængt energi, så skal du se noget, der er 500 gange '68," siger jazzmusiker, producer og X Factor-dommer Thomas Blachman. Og også i universitetsverdenen er der stor skepsis over for, at det hele skulle være så håbløst - i hvert fald ikke mere håbløst, end det altid har været. Professor i kognitiv semiotik ved Aarhus Universitet Frederik Stjernfelt ser således ingen grund til at acceptere tesen om, at den vestlige verden har sin bedste tid bag sig.

"Den idé fremførte Spengler for snart 100 år siden med Der Untergang des Abendlandes - det er for deprimerende en diagnose, og jeg tror, den er fejlagtigt. Den hviler på en opfattelse af kulturen som en organisme med en vis levetid: Kulturer fødes, modnes, blomstrer, går ind i en nedgangsperiode og dør. Jeg synes, den metafor er uegnet til at beskrive Vesten eller andre strømninger, der omfatter mange, mange mennesker i mange tusinde år."

Professor i Statskundskab Lise Togeby fra Aarhus Universitet mener også, at det i særdeleshed er til diskussion, om politikerne taler mindre om håb i dag.

"Hvis du hører på Anders Fogh Rasmussen, så handler det om, hvor fantastisk det går; at Danmark er verdensmestre - og hvordan vi er beundret i verden for både det ene, det andet og det tredje. Så det er noget, hvor jeg tror, vi kan tage fejl i vores fordomme, og hvor vores erindringer kan spille os et puds. Det er også længe siden, at Knud Heinesen fortalte os, at vi var på vej i afgrunden, så det er der for den sags skyld ikke noget nyt," siger hun.

En anden professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet Jørgen Elklit sætter også spørgsmålstegn ved substansen i politikernes 'håbefulde retorik'.

"Når Obama taler om change, og når andre gør det, som da Fogh og Venstre talte om 'Tid til forandring' er det meget ukonkret. Det er jo blevet et fast mantra, der går tilbage til Tony Blair og hans Time for change. Der er altid noget, der kan blive bedre - det er altid time for change, så det bliver lidt indholdstomt," siger han.

Et individuelt rumkapløb

I diskussionen om fremtiden fremhæves ofte fraværet af et stort, forkromet, fælles projekt, der kan samle befolkningen i troen på en større sag end deres egen.

"Det er derfor, vi taler om manglende sammenhængskraft hele tiden, fordi vi tænker, at der skulle være et fælles projekt, det hele går ud på. Men det er svært at få øje på, og derfor falder vi hen til vores eget projekt. Man skal passe på ikke at henfalde til klynkeri, for vi er blevet rigere og rigere i de sidste 50 år, og det tror jeg, mange sætter pris på. Men med hensyn til håb, er det altså vigtigt, at der er noget, der rækker ud over en selv og ens egen friværdi og biler og huse, og hvad man nu ellers har skrabet til sig," siger Henrik Jensen.

Få hævder da også, at et sådant projekt er til stede i Danmark i dag, men Frederik Stjernfelt mener, at der i denne diskussion er tale om en "overdreven romantisering" af fortiden:

"For 100 år siden var samfundet jo på en vis måde meget mere opsplittet, end det er nu. Der var ikke nogen fælles, overgribende medier. Folk levede i skarpt adskilte samfundsklasser, der var meget stor forskel på land og by og stor forskel på indkomst. Det er klart, at der eksisterede en dansk nationalisme, som kunne få folk til at tro, at der var et stort fællesprojekt, men jeg mener, at de almindelige sociologiske faktorer undergraver, at vi havde den her guldalder, hvor det hele hang vanvittigt meget mere sammen."

Så måske er håbet for fremtiden i dag alligevel ikke mindre end dengang, hvor den var defineret ved sølvfarvede spandex-dragter, venligtsindede robotter og fred på Jorden. Der er også den mulighed, at der frem for et uhelbredeligt sortsyn i dag måske snarere er tale om, at håbet antager en anden karakter end 1960'ernes blinde eller i det mindste mere nærsynede tro på fremskridtet. Det mener i hvert fald Anders Fogh Jensen, filosof og ph.d.-stipendiat ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab. Han taler om et brud med forestillingen om fremtiden som forudsigelig: "Dengang man lavede Ford T, så lavede man en ordentlig Ford T, og så kunne man bare blive ved med at producere den. Men i dag er der en forestilling om, at man ikke kan kontrollere udviklingen. Jeg hørte en historie om, at russerne i rumkapløbet med amerikanerne slet ikke havde computere, der kunne kalkulere langt nok frem, men at de bare gjorde det, at de sendte raketten ud, og når den så kom ud til en ny position, jamen, så måtte de jo bare beregne derfra, hvor den så var på vej hen. Sådan er det i dag. Man må tage det skridt for skridt. Så der er en tro på fremtiden, den er bare anderledes, end den har været. Man indstiller sig mere på, at fremtiden er usikker," siger han.

Se lyset

Professor Peter Gundelach er i øjeblikket i gang med et projekt om visioner i samfundet, og her har han set en stærk tendens til, at danskerne i hvert fald ikke savner visioner for deres eget partikulære interesseområde.

"De har svært ved at formulere overordnede ting, men der er sådan nogle lommer, hvor folk siger 'nu kan det fand'me være nok, vi må prøve at gøre det anderledes' og så faktisk også prøver at gøre det anderledes. Både på nationalt og internationalt plan," siger han og nævner et par eksempler:

"Der er open source-programmører (udvikler gratis computer software i internet-fællesskaber, red.), der mener, at de kan gøre det bedre på deres alternative måde. Og et andet eksempel er økologiske bofællesskaber, hvor folk forsøger at få et mere meningsfuldt familieliv og et mere meningsfuldt forbrug."

Som nævnt ser også samfundsforsker Johannes Andersen konturerne af et opgør forude.

"Politikerne har hidtil kunnet optimere deres vælgertilslutning ved at tænke på, hvilke behov de skulle italesætte i forhold til vælgerne. Men en ny tidsånd er ved at brede sig. Langsomt, men sikkert, er der ved at skabes en trang til at sige nej til alle de ting, vi får proppet i os. Der er ved at komme mere eller mindre bevidste opgør med den der 'vi regulerer samfundet gennem behov'. Flere og flere mennesker får lyst til at sige nej - det lille klistermærke på postkassen er jo et eksempel på, at vi siger nej til det bombardement af behov."

Thomas Blachman mener simpelthen, at vi er nået frem til et afgørende vendepunkt. Måske har vores håb og optimisme for fremtiden været nede i en bølgedal, men det var blot en nødvendig forhindring på vejen frem til den endelige erkendelse.

"Det er de sidste anstrengelser af dårlig energi, før man når til blærens bristepunkt. Det er åbenbart nødvendigt. Men man kan jo se det i USA, det er nok at tale om nye tider og tro på forandring, så kører der en steppebrand af forhåbning hen over landet. Man kan holde noget ud, til man ikke kan holde det ud længere, det er der, vi kommer til det. Jeg har en udmærket fornemmelse af, hvad der kommer, og hvis der er en negativ stemning, er det fordi man ikke har fornemmet, hvad der kommer. Så er det, fordi man ikke har set lyset. Der kommer til at ske nogle vidunderlige ting."