LONDON - Indierock-typer med pandehår helt ned i øjnene side om side med tatoverede rockabillyfyre i glimmerskjorter og piger med franskbrødshår og korte 60’er-kjoler. Et forbløffende ungt og stilfuldt publikum har trodset den bidende britiske forårskulde og er valfartet til det nordlige London for at høre det legendariske amerikanske garagerockband The Sonics. Gruppen er blevet gendannet efter 40 års pause og spiller nu deres første koncerter nogensinde på europæisk grund.
The Sonics fra Tacoma, Washington havde deres storhedstid i 1964-66, hvor de skabte sig et ry for at være et usædvanligt hårdtspillende og kompromisløst rockorkester. Dengang opnåede de kun lokal berømmelse i det nordvestlige USA, da de landsdækkende radiostationer ikke turde udsætte deres lyttere for så voldsomme energiudladninger, men senere er gruppen blevet anerkendt som opfindere af garagerocken og foregangsmænd for punken, og adskillige af deres sange har fået status af rock-evergreens.
The Sonics lægger ud med stenhårde versioner af “He’s waiting”, “Boss hoss” og “Cinderella”, der viser at gruppens egne sange, der sjældent strækkes ud over to et halvt minut, fint klarer springet ind i det 21. århundrede. Når den sortklædte herrekvintet derimod kaster sig over coverversioner af bl.a. Smokey Robinson og Little Richard er koncerten ved at tippe over i gemytlig garagerock-karaoke. Men da guitaristen Larry Parypa sparker gang i en decideret skræmmende “Strychnine”, forstår man i et glimt, hvor revolutionerende rå The Sonics må have lydt dengang i 1965, og “Have love, will travel” får næsten taget på The Forum til at løfte sig.
Årene er ikke gået sporløst hen over amerikanerne. Håret er blevet tyndere og mere gråt, og Rob Lind har fået en omfangsrig mave at hvile sin saxofon på. Gruppens ubestridte chef, den 63-årige pianist og forsanger Jerry Roslie, der allerede i 2002 fik foretaget en hjertetransplantation, har skruet noget ned for primalskriget, der oprindeligt var hans varemærke. Til gengæld har hans stemme fået en varmt glødende soul-patina, der løfter bl.a. “Don’t be afraid of the dark” op på et helt andet niveau end den originale indspilning.
Efter godt en time lukker The Sonics ballet med “Shot down” og signatursangen “Psycho”, der mere end nogensinde lyder som The Beatles i mareridtsmaskinen og får sat gang i både crowdsurfing og pogodans foran scenen, inden de fem ældre herrer takker pænt og begiver sig op på balkonen for at skrive autografer.
The Sonics, Kentish Town Forum, London, søndag den 23. marts