"Der har alt for længe været en vis form for hysteri omkring denne film. Jeg tror, at vi selv skal nære os for ikke at puste yderligere til ilden."

Pia Kjærsgaard om lanceringen af Geert Wilders' film 'Fitna'

DET ER SVÆRT at være uenig med Dansk Folkepartis formand i ovenstående. Den blonderede hollandske højrepopulist Geert Wilders, der indtil han lancerede sine hensigter om at lave en kritisk film om Koranen og terror, var aldeles ukendt for en større offentlighed, har fået alt, alt for megen omtale af sin film. Og han har haft alt for let ved at få den løftet til et principielt niveau, hvor for og imod hans film har handlet om for og imod ytringsfriheden. Men det er lykkedes. Når alverdens medier - inklusive herværende - i øjeblikket er i færd med at analysere filmen og reaktionerne på den frem for at trække på skuldrene over hans forsimplede og talentløse makværk, er det netop, fordi den handler om det, den gør, muslimer og ikke mindst islams forbindelse til terror.

Når man bevæger sig ind på det område, hæver man sig åbenbart over almindelige vurderinger af for eksempel lødighed, saglighed eller troværdighed. Så trækkes der ikke bare overbærende på skuldrene. Så gælder andre regler, som meget hurtigt udvikler sig til en fælde for dem, der måtte mene noget andet eller blot ikke mener, det er værd at beskæftige sig med. Og dermed bliver det hurtigt meget komplekst, og dermed bliver det også meget hurtigt noget, hele verden beskæftiger sig med . Som Pia Kjærsgaard, hvis parti har stået last og brast med hollænderen hele vejen, også sagde i går: "Jeg skal ikke bedømme filmens kvalitet. Jeg skal bare sige, at jeg synes, at der i månedsvis har været for meget hysteri omkring den fra de folk, der var modstandere eller frygtede filmen. Jeg tror, at den modstand og frygt vil være med til at bidrage til, at nogen måske hidser sig op over det."

DET ER ALTSÅ ikke hendes partis profilering af hollænderen eller dets stempling af statsminister Anders Fogh Rasmussen som en kujon og fjende af ytringsfriheden, da han tillod sig at mene, at Wilders var for langt ude i sine retoriske angreb på muslimer, som er med til at fastholde et fokus langt ud over, hvad hollænderen fortjener. Nej, det er alle dem, som ikke gider beskæftige sig med den. De er frygtsomme og bøjer sig i støvet for islamisterne og puster dermed til ilden. Som for eksempel den hollandske statsminister og regering, som har anerkendt Wilders' ytringsfrihed, men ikke har haft lyst til at give ham opbakning og støtte. Lad det være slået fast, at selvfølgelig gælder ytringsfriheden for Geert Wilders, som den gælder for alle andre. Der er sådan set heller intet galt med billederne i hans film. Billederne af flyene mod tvillingetårnene i New York, billederne fra Madrid, af hizbollahs radikale demonstrationer, af afhuggede hoveder i Irak eller hængte homoseksuelle i Iran. Alle er de ægte og skræmmende nok. Men det er hensigten og den forsimplede krydsklipning og sammenkædning mellem Koranen, islam og terror, der er idiotisk. Geert Wilders skal naturligvis ikke mødes af lovindgreb eller stramninger af ytringsfriheden, hvilket næppe heller ville være muligt. Det ville kun være at give ham en sejr. Hans film skal også vises og diskuteres, så folk selv kan fælde dom. I den nye globale verdensorden er det også en øjeblikkelig mulighed, idet alle og enhver kan lægge hvad som helst på internettet til øjeblikkelig eksponering, og alene derfor er det latterligt, at Danmarks Radio i første omgang nægtede at vise den. For naturligvis skal den kunne ses og vises, når nu den er der, som et eksempel på, hvor radikaliseret provokationerne for provokationernes skyld nu er blevet, samtidig med at de insisterer på at blive taget alvorligt under dække af, at ytringsfriheden ellers er truet.

DET ER VIGTIGT at føre en løbende diskussion om islamismen og dens forhold til demokrati og frihedsrettigheder. Det er vigtigt, at der tages markant afstand fra de antidemokratiske sider af fortolkninger af islam. Men det er også vigtigt, at det foregår i en erkendelse af, hvad de senere års udvikling gør ved vores forståelse af frihedsrettighederne. Vi må håbe, at Geert Wilders filmiske krig mod islam åbner øjnene for, at den også markerer en radikalisering af debatten om ytringsfriheden og ender som en parodi.

For det ironiske er, at ekstremisterne i begge lejre lever af hinanden og i virkeligheden af at fremstille præcis det samme billede af islam og hinanden.

Det fortjener ikke den opmærksomhed, det får. Ikke kun fordi man skydes i skoene, at man er imod ytringsfriheden, hvis man ikke er enig, men også fordi forsimplingerne forhindrer en nuanceret diskussion af den sammenhæng, der åbenlyst er mellem islamisme og terror. Det kan derfor håbes, at Wilders' film i virkeligheden kan medvirke til at udgrænse ekstremisterne i begge lejre. For der er ingen tvivl om, at de, der advarer mod islamismen og dens yderste konsekvenser, kan sammenlignes med dem, der i 1930'erne advarede mod nazismen uden at blive hørt. Men når det kan være svært at tage dem alvorligt, skyldes det ikke mindst, at de i tiltagende grad benytter samme sprog som nazisterne om en hel befolkningsgruppe og kultur. Og der stopper enhver nuanceret dialog. Så er der kun paranoia og had tilbage.