Selvom videokunsten har eksisteret i Danmark i mere end 40 år, bliver den stadig betragtet som ny og utilpasset på den danske kunstscene. Danske videokunstnere som Eva Koch, Katya Sander og Lilibeth Cuenca Rasmussen beretter om fastlåste momsregler, usle honorarer og en generel modvilje mod videokunsten fra officielle kunststøttemidler og institutioner. Disse vilkår har gjort, at videokunstnerne søger mod udlandet, hvor interessen er overvældende.
Eva Koch har arbejdet med videokunst i 20 år, og har udstillet og solgt værker til udlandet. Alligevel oplever hun ikke stor opmærksomhed fra dansk side:
“I Danmark er jeg bare taknemmelig for, at jeg efter 19 års arbejde har solgt to videoer,” siger hun.
Udover at det er svært for videokunstnerne at afsætte deres værker i Danmark, oplever videokunstnerne også, at systemet modarbejder dem. Eva Koch blev for nogle år siden hevet i landsskatteretten, efter at hun forsøgte at trække momsen fra en videoinstallation, hun havde lavet til X-rummet på Statens Museum for Kunst. Momsreglerne dikterede, at hendes produktion, som godt nok var blevet optaget på statens eget kunstmuseum, ikke kunne afregnes en moms på fem procent, der ellers gælder for salg af kunstgenstande.
“Videokunst, det er ikke kunst, for det står i de europæiske momsregler,” forklarer Eva Koch.
“Videokunst skal ifølge loven i stedet benytte sig af filmindustriens distributionssystem. Men hvis man ved en lille smule om videokunst, ved man også, at videokunst ikke bliver vist i biografen, og dermed kan man heller ikke sælge den til biografer,” fortæller Eva Koch.
Når videoværker udstilles på danske museer, er det sjældent, at kunstneren bliver honoreret. Hvis det sker, beregnes honoraret oftest ud fra forsikringssummen af en rå dvd, lyder en omvandrende joke blandt videokunstnerne. Kunstneren Katya Sander, der både arbejder med videoer, lyd og anden konceptkunst, fortæller, at ved adskillige udstillinger i Danmark, bl.a. på Brandts Klædefabrik, har hun slet ikke modtaget noget honorar.
Også videokunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen har lavet mange udstillinger i Danmark, men det betyder langt fra at hun kan leve af sin kunst.
“En større soloting giver som regel 10.000 kroner, hvis man er heldig. Det dækker ikke engang selve produktionen,” fortæller Cuenca Rasmussen. Hun er en af mange danske kunstnere, der har forsøgt sig med at producere en anden mere salgbar kunst, som hun ved gallerierne vil tage imod.
“Jeg har malet. Og det kunne jeg sagtens afsætte! Jeg synes bare ikke, det var det bedste jeg lavede, og derfor holdt jeg op igen.”
Cuenca Rasmussen sælger primært sine værker til udlandet. Senest er det en græsk privatsamler, der har købt nogle af hendes videoværker.
Også selvom kunstneren ikke forlanger noget stort honorar for at udstille sit værk, er museerne ofte skeptiske over for videoinstallationer, fortæller Eva Koch, der har forsøgt at sælge et videoværk til et symbolsk beløb til Statens Museum for Kunst.
“Men her blev jeg mødt med undskyldningen om, at de var bekymret for teknikken, eller at de ikke kan garantere for værkets holdbarhed,” siger hun.
Men den forklaring godtager videokunstnerne ikke. I en digital tidsalder vil det altid være muligt, at lave en kopi af den masterudgave, som museet har erhvervet sig. Eva Koch mener, at teknikudfordringen er en undskyldning, der dækker over en generel mangel på mod fra museernes side til at udfordre publikum.
Museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst Marianne Torp kan ikke genkende kritikken, der går på, at danske museer skulle honorere videoværker lavt.
“På Statens Museum for Kunst honorerer vi kunstnerne baseret på værkernes forsikringssum, som fastsættes af kunstnerne selv. Jeg kan godt se, at der kan opstå et problem med at fastsætte forsikringssummen på video, fordi det er et kopierbart medie. Men at markedsværdien så muligvis generelt er lavere end værdien for anden kunst, kan vi med god grund ikke regulere,” siger Marianne Torp.
Sidste år indkøbte Statens Kunstfond sine to første videoværker af henholdsvis Lilibeth Cuenca Rasmussen og Jeanette Ehlers.
Katya Sander og Eva Koch er glade for købet, men mener dog stadig, at det kommer alt for sent, og at erhvervelsen af to videoværker slet ikke afspejler det store udbud af enestående videokunst, der eksisterer på den danske kunstscene.
Næstformanden for Statens Kunstfond og medlem af det billedkunstneriske indkøbsudvalg Erik Stephensen svarer på kritikken:
“Hvad rådet har gjort før mig, kan jeg naturligvis ikke udtale mig om. Men jeg mener ikke, at Kunstfondens opgave er at præge den kunstneriske udvikling i en bestemt retning. Vi skal udelukkende vurdere værkerne ud fra kvalitet.”
Erik Stephensen kan imidlertid godt se, at videoværker ikke har været øverst på dagsorden på Kunstfondens indkøbsseddel gennem tiderne, men mener at udviklingen er ved at vende:
“Personligt skelner jeg ikke mellem om et kunstværk er video eller fotografi eller skulptur, når vi skal vælge, hvad der skal købes ind i Statens Kunstfond. Og jeg kan da også love, at der i vores indkøb i år vil være langt flere videoværker,” siger Stephensen.
De videoværker som Statens Kunstfond indkøbte sidste år blev købt for henholdsvis 45.000 kroner og 18.000 kroner. Beløb, der langt fra dækker omkostningen til selve produktionen. Erik Stephensen betragter dog ikke prisen som direkte urimelig, da et videoværk kan sælges i flere omgange. Men han undrer sig dog over, at Statens Kunstfond ikke før har satset mere på lydmedier. Grunden kommer han selv med:
“På mange gymnasier eller i andre offentlige rum har man svært ved at forestille sig, hvad man skal stille op med et videoværk, og man er bange for, at det ikke vil kunne holde længe. Det kræver blot at denne kunstgenre bliver formidlet bedre i samfundet,” siger han.
Holdningen til videokunst er, til trods for videokunstnernes skepsis, ved at ændre sig. Gallerier som Asbæk, Bendixen Contemporary og Tom Christophersen meddeler alle, at de sælger videokunst - dog i begrænsede mængder og oftest til udenlandske købere. Også de fleste danske museer viser videokunst, og både Statens Museum for Kunst, Arken og Louisiana har købt værker af den internationalt anerkendte videokunstner Jesper Just.
Alligevel mener videokunstnerne, at der stadig hersker en tøven, når det kommer til at investere i mediet.
“Museerne køber først et værk af en dansk samtidskunstner, efter at den pågældende kunstner har opnået stor international anerkendelse,” siger Katya Sander.
“Det er som om, museumslederne bliver valgt på livstid herhjemme. Og det resulterer i en stagnation af samlingerne. De danske kunstmuseer befinder sig mentalt stadig et sted i 1920’erne,” siger den danske kunstner, som i øjeblikket nyder stor international opmærksomhed.
Sander mener, at den danske videokunsts fremtid ligger i udlandet af den simple grund, at den i øjeblikket bliver opkøbt af udenlandske investorer, i stedet for at blive bevaret i danske samlinger.
Eva Koch mener også, at museerne har et stort ansvar for at den danske samtidskunst bevares på dansk grund.
“Det er museernes ansvar at satse på videokunsten, og formidle den ordentlig til publikum. Hvis publikum ikke møder videokunsten, lærer de den aldrig at kende.”
Lilibeth Cuenca Rasmussen er enig:
“I Danmark bliver der tænkt mere traditionelt end i udlandet om, hvad kunst er. Det kræver opdragelse. Og det er selvfølgelig alt fra gallerister, museer og samlere, der skal stå for denne opdragelse, men det er også uddannelsessystemet, som skal medtænke videokunsten.”
Kritikken af de danske museers manglende fokus på dansk videokunst, er museumsinspektør på Statens Museum for Kunst Marianne Torp ikke enig i. Hun fortæller, at museet meget tidligt begyndte at købe videokunst, og at deres samling i dag indeholder værker af både Peter Land, Joachim Koester og Ann Lislelund, som alle senere er blevet internationalt anerkendte.
“Jeg oplever ikke, at Statens Museum for Kunst venter længere med at købe videoværker, i forhold til hvad vi ellers køber ind af kunst. Video er bestemt ikke nedprioriteret hos os,” siger museumsinspektøren, der dog understreger, at hun godt kan følge videokunstnere kritik en del af vejen.
“Jeg kan da godt se, at danske museer generelt er mere afventende, når det kommer til at købe ind af ny dansk kunst. Men det gælder ikke kun videokunsten. Når vi køber ind, køber vi ind til eftertiden. Vi ser tiden an og følger gerne kunstnernes arbejde gennem en periode inden vi erhverver til samlingen,” forklarer Marianne Torp.