I 2002 mente mange svenskere, det grænsede til racisme, da det liberale Folkpartiet foreslog at sprogteste dem, der søgte om svensk statsborgerskab. Det var fremmedfjendsk, mente de, og det lignede det, de havde set i Danmark, Sveriges uvorne nabo.
I dag er den diskussion afdramatiseret, siger Hans Lödén, der blandt andet forsker i national identitet ved Institut for Statskundskab i Karlstad. I dag er det netop de sager, som sprogtest, medborgertest for asylansøgere, diskussioner om æreskultur og omskæring af piger, som Folkpartiet og integrationsminister Nyamku Sabuni slår sig stort op på. De spørgsmål er i dag blevet stuerene, og det siger ikke så lidt om, hvor meget den svenske debat har rykket sig.
“Det er svært at argumentere for, at sprogkrav skulle være racistiske. Ikke desto mindre er det at tale svensk en forudsætning for at fungere som samfundsborger,” siger Hans Lödén og henviser til sin forskning om unges holdning til ‘svenskhed’.
“Det flerkulturelle samfund er gået fra en norm til noget, der skal fungere i virkeligheden. Det er klart, at når der kommer nye svenskere spørger folk: ‘Hvem er de og hvem er vi?’ Derfor er debatten kommet op,” siger han.
Også Qaisar Mahmood, der var generalsekretær ved den kommission, der under den tidligere socialdemokratiske regering stod for udredningen af Sveriges integrationspolitik, mener, at debatten har rykket sig siden 2006, hvor Sveriges regering skiftede fra socialdemokratisk til borgerlig.
“Folkpartiet, der har haft hånd om integrationspolitikken, har sat sit tydelige præg. De er helt tydeligt blevet inspireret af Danmark. Det viser sig blandt andet ved, at man prøver at finde ud af, hvad der er særligt svensk. Man prøver at nagle det fast, f.eks. har der været forslag om en svensk litteraturkanon,” siger Mahmood, der er forfatter til bogen Small, Medium eller Large om en ny svensk identitet.
Tidligere var slagordet integration; at de nye svenskere også havde deres kultur, mener han. Men nu hælder man mere mod assimilation; at de nye svenskere må tilpasse sig.
“Problemet er, at begge dele kræver en statisk svenskhed. Men svenskhed går ikke at tage og føle på, for den er under stadig forandring. For 10 år siden fejrede vi f.eks. ikke Halloween. Vi må finde en tredje vej mellem det synspunkt, som har været typisk i Sverige, at svenskhed ikke eksisterer - at alle måder at være på er gode - og det, at indvandrere bare skal tilpasse sig til noget ‘svensk’,” siger Qaisar Mahmood. For hvad er ‘svensk’ og hvem skal have lov til at definere det?
“Det afgørende for en svenskhed må være følelsen af fællesskab.”
Svenskhed har ellers ikke været del af pensum siden 1930, hvor ordet forsvandt ud af National-encyklopædien. Man har helst ikke talt om national identitet, og da det højrepopulistiske parti Ny Demokrati kom i Riksdagen i 90’erne, blev der i nogle skoler forbudt at synge nationalsangen ved skoleafslutninger.
Den chilenskfødte Folkparti-politiker Mauricio Rojas sagde dengang om Sverige: “Dette mærkelige land, der skjuler sit virkelige ansigt. Denne kompakte nation uden nationalfølelse. Svenskheden har altid været så naturlig, at svenskerne endda tror, at de savner national karakter”.
For svenskere ser sig selv som det mest moderne folk i verden, mener Karl Olov-Arnstberg, der er professor i etnologi.
“Vi vil gerne fremstå som rationelle og fordomsfrie, ja næsten uden kultur, så sagligt moderne er vi. Vi bekræfter ikke nationalstaten, og fordi vi ikke gør det, kan vi være mere humanitære. Det er sådan, vi gerne ser os selv, og helst ses af andre.”
For svenskerne mener ifølge ham, at de er bedst til en hel masse. Også til integration - selv om Sverige har fået kritik for det af blandt andet FN.
“I virkeligheden har vi præcis de samme problemer, som alle andre lande, man ser det bare ikke i medierne. Vi har da også forstæder med store problemer, debatten er bare langt mere ængstelig,” siger han og påpeger den politiske konsensus om, at man ikke taler om problemer.
I stedet er tanken om strukturel racisme blevet gængs. Det var sådan den omstridte sociologiprofessor ved Uppsala Universitet, Masoud Kamali, karakteriserede det svenske samfund, da han kom med sin store nationale udredning om det svenske samfund. For som en af Svenska Dagbladets læsere, Madde, formulerede for nyligt i en artikelserie om netop svenskhed: “Så har vores flerkulturelle samfund nok skubbet til og forvirret svenskheden, på godt og ondt”.
Det er klart, at der må komme en ny værdidebat og nye forsøg på at formulere en svensk identitet i kølvandet på globalisering og invandring. Når Volvo og Ericsson ikke er svenske længere, hvem er vi så? Når der sidste år kom 36.000 mennesker for at søge om asyl i Sverige, så ved folk ikke, hvordan de skal forholde sig til det. Det mener Dilsa Demirbag-Sten, der er populær, men også omstridt debattør og lederskribent i store svenske dagblade som Expressen og Göteborgs-Posten. Hun giver gerne det svenske samfund en røffel for at være for konsensussøgende og kulturrelativistisk.
Her er hun på linje med mange af Svenska Dagbladets læsere, som f.eks. Nero, der mener: “Konfliktskyheden er af nogen anledning blevet jaget ind i folket siden barnsben.”
“Det store problem i Sverige er, at man ikke engang må sige, at Sverige er mere demokratisk end Iran. Sverige er ekstremt relativiserende,” mener Dilsa Demirbag-Sten, der mener, det er fuldstændig grotesk, når politikeren Gudrun Schyman i fuldt alvor siger, at svenske mænd er ligesom talibanere.
“Frem til 2004 havde vi f.eks. en lovgivning, der tillod ikke-svenske medborgere at blive gift som 15-årige. Man forsvarede det med, at mennesker somme tider har stærkere kulturelle bånd til et andet land. Men på den måde forudsætter man, at de aldrig bliver svenske. Man skaber et parallelt retsvæsen, fordi man ikke tør sige, at noget er bedre end andet,” siger Demirbag-Sten.
Og ved ikke at tage den slags diskussioner på et seriøst plan, giver politikerne frit spil til højrepopulistiske kræfter som Sverigedemokraterna, mener både Dilsa Demirbag-Sten og Qaisar Mahmood. Partiet nåede akkurat ikke spærregrænsen på fire procent ved sidste valg, men både Dilsa Demirbag-Sten og Qaisar Mahmood tror, de klarer den næste gang.
“De tager spørgsmål op, som ingen af de andre partier vil italesætte. Det er det, der sker, når man ikke tør tage hånd om spørgsmål, som at piger skal finde sig i tvangsægteskaber. Så kommer der anti-demokratiske kræfter, som forstørrer billedet og gør det til sin mærkesag,” mener Dilsa Demirbag-Sten.
Men det har svenskerne stadig svært ved at tro på. For fremmedfjendskhed, Muhammedkriser og Dansk Folkeparti er stadig forbeholdt danskerne.