ISTANBUL - Det har aldrig været realistisk, at militær magt alene skulle kunne fordrive Taleban-bevægelsen fra Af-ghanistan.

Soldaterne, og heriblandt de danske, kan gå forrest og fordrive og slå ihjel, men soldaterne kan ikke fastholde erobringerne, hvis ikke politikerne render lige i kampvognenes hjulspor og sår good will og tillid i befolkningen. Det skal ske med penge til vandrør, el-ledninger, skoler og alt det andet der skal til, hvis man er en afghansk bonde, der gerne vil leve i fysisk sikkerhed, men også i sikker forvisning om, at dagen i morgen lover mere økonomisk og social fremgang end dagen i går.

"Det er vigtigt at forstå, at erfaringen fra utallige kampagner helt tilbage fra 1950'erne og 60'erne siger, at i kampen mod oprøre er kun 20 procent af indsatsen militær. 80 procent er politik og udvikling," siger Forsvarsakademiets Afghanistan-ekspert Peter Dahl Truelsen.

"Når vi har smidt Taleban ud, så er det vigtigt, at der bliver fulgt op på den militære fremgang, så befolkning kan se, at de får mere ud af at støtte den afghanske regering end Taleban. Det er ikke os i militæret som sådan, der vinder over Taleban. Vi får mest opmærksomhed, men vi er kun en lille brik."

Det går fremad

Bedømt på de seneste ugers tab for de danske soldater i Helmand-provinsen ser det ud til, at militæret har svært ved at yde sin del af indsatsen og få banet vejen for den civile genopbygning. Fire soldater er blevet dræbt alene i marts, og syv andre har mistet livet i løbet af det sidste år. Men det skal ikke ses som et udtryk for, at Taleban er ved at slå de danske styrker. Tværtimod er det tegn på en offensiv dansk indsats, mener Peter Dahl Truelsen.

"Man kan ikke sige, det er gået tilbage, men vi står overfor en beslutsom fjende. Taleban er trængt længere mod nord, og kæmper for et område som de gerne vil holde. For danskerne er det en fortsættelse af tidligere operationer, der er led i en lang, lang kampagne for oprørsbekæmpelse. Man går stille og roligt frem, og vi står nu længere nordpå end vi gjorde for et halvt år siden," siger Peter Dahl Truelsen.

"For militæret handler det mere om at vinde befolkningen og få dem til at acceptere vores tilstedeværelse, end det handler om at vinde terræn."

Afghanistan-eksperten siger, at den seneste tid høje tabstal skyldes Taleban-bevægelsens nye strategi om at ramme de internationale styrker, der hvor de er svagest, nemlig i kontakten med lokalbefolkningen. For at opnå den ønskede accept er soldaterne nødt til at komme tæt på de lokale i de områder, de kontrollerer, og der er de samtidig sårbare overfor selvmordsangreb og vejsidebomber.

Tal med afghanerne

Den danske regering meddelte i går, at den fordobler sit bidrag til den civile genopbygning i Afghanistan, så bevillingen kommer op på 400 millioner kroner, hvilket er næsten det samme som bevillingen til den militære del. Bevillingen vil givetvis blive modtaget med tilfredshed hos de civile organisationer, der skal omsætte pengene, men at gøre det gode og det rigtige i Afghanistan er ikke så let, siger Malek Sitez, der er projektleder hos Institut for Menneskerettigheder.

For nylig viste en rapport fra den internationale koordinator for hjælp til Afghanistan, The Agency Coordinating Body for Afghan Relief, at størstedelen af de vestlige hjælpemidler går til lønninger og sikkerhedsarrangementer for udenlandske ansatte. En udenlandsk ansat kan få op til 1,2 millioner kroner om året, mens en af-ghansk embedsmand typisk får 5.000 kroner om året. Det fremgår ikke, at danske midler skulle blive brugt på den måde, men Danmark er nødt til at forholde sig til problemet, siger Malek Sitez.

"Afghaniseringen af Afghanistan er meget vigtig. Vi taler nogle gange om et Af-ghanistan, der ledes uden afghanere. Det internationale samfund må fokusere meget mere på lokalt ansatte, for alle taler om, at der mangler kapacitet til at realisere pengene. Seks et halvt år efter Taleban mangler der stadig mange rådgivere og sagsbehandlere," siger Malek Sitez fra Institut for Menneskerettigheder i København.

Han peger også på, at den danske humanitære indsats i landet bliver overskygget af den militære i afghanernes bevidsthed, så de lokale er i tvivl om, hvad det er det internationale samfund og Danmark vil i Afghanistan.

"Sidst jeg var i Afghanistan så jeg på tv i Helmand-provinsen, en gruppe lokale ledere, der sagde, at hvis der kommer hjælp i form skoler, strøm, klinikker, så vil situationen blive helt anderledes. Deres kritik var, at det internationale samfund kommer til Helmand og lover en hel masse, mens amerikanske flyvemaskiner flyver rundt over dem. Folk går ikke ind i en konstruktiv dialog, når der falder bomber. Hvis man vil bekæmpe terrorisme skal man også indgå i en dialog, så de lokale kan forstå det."