Maja Lucas (f. 1978) debuterede i 2007 med kortprosasamlingen Jegfortællinger, men havde inden da medvirket til væsentlig nytænkning af oplæsningsgenren, som vi kender den. Hun var bl.a. en del af Hvisk et digt, der både er navnet på en antologi og et meget intimt oplæsningskoncept udviklet af Rolf Steensig og Vagn Remme omkring 2004. Her er forfatteren placeret i en kasse med et lille hul i og kan kun henvende sig til én lytter ad gangen, nemlig den, der lader sig hviske i øret gennem hullet. Maja Lucas kan vi med andre ord også placere i kassen med forfattere, der tager sig af grundforskningen og den kunstneriske fornyelse.
I Min far kan lide fugle gælder det prosaen, som hos Maja Lucas stadig er ultrakort og fragmentarisk, men med mindre det blot er fordi, jeg er blevet bedre til at læse Maja Lucas, er det virkeligt nye i forhold til debuten nok, at forfatteren denne gang får meget mere ud af kortformen, at den fremstår mere smidig og fri, og at det faktisk lykkedes at få sagt så helt utroligt meget mere end det, den sparsomme tekst lader ane. Der er altså nok at tage fat på, selv om bogen bare er en bette splejs, men vi når i det mindste følgende:
Min far kan lide fugle er en fortælling i jeg-form om et forældrepars skilsmisse - “en forreven familie”. Jeg’et er ikke bundet af tid og sted og fortæller både fra barndomslandet og fra det, hun i voksenlivet kalder “mit eget bombede lokum, min egen ruin af et liv”. Flere af teksterne er gengivelser af nattedrømme, der har det med på skift at ligne ønskedrømme og mareridt. Drømme og virkelighed optræder på hver deres bogsider, men mødes i hovedet på læseren, når for eksempel en tekst indledes med, “Jeg drømmer, at jeg har influenza -“, og teksten to sider efter begynder, “Så får jeg influenza -”
Prosaisten Lucas bruger sideskiftet, som lyrikeren bruger linjeskiftet. For vel og mærke udviskes drømmene ikke af barsk realitet ved disse brud. Nej, de to tilstande bliver fuldgyldige udsagn om familiens ve (og vel) som sådan eller om de enkelte familiemedlemmers hver især.
Det drejer sig en hel del om sygdom, for mor er læge. Hun er den kloge af forældrene, så det handler også en hel del om nye kønsroller, og i en drøm fortæller moren sin datter, at hun har arvet hendes intelligens og farens krop.
“Det er vel det omvendte af den almindelige opskrift,” tænker datteren herefter, og måske er det derfor, hun har det så mærkeligt - og siger hun er begges pige, men vist er fars. Far, der bestemt ikke kan lide fugle, men tværtimod sparker efter duerne i parken, men altså her er placeret i et stykke prosa rig på fjerkræ, og hvad dertil hører: svaner, strudse, stegte kyllinger, vinger, æg, pip i låget og fugleinfluenza. Til sidst må han da også forære sin datter en lille stenkat, som den Tut Ankh Amon havde. Far, der også spøger med, at han nok ikke bryder sig om lugten af hospital, fordi han har været gift med en læge.
Hvor sjovt mon lægens datter synes, det er, tænker man som læser, ligesom man også selv kan regne den egentlige årsag til farens hospitalsfobi ud gennem teksten om farens egen mor, som han ofte besøgte på netop et hospital, og som endte med at drukne sig selv ved at fylde lommerne med sten ligesom Virginia Woolf, og så flyver tankerne ellers videre i en ny retning.
Sådan bliver man som læser aktiveret af Maja Lucas’ fuglebog, der er kompakt som det vaskepulver, lægemoren begynder at bruge lige inden skilsmissen, klar, gennemført og så fuld af drømmelogik og barnlig logik, at det er til at blive helt svimmel og klog af.