“Vi er nødt til at finde andre kanaler, så vi samlet set når den CO2-reduktion, der er sat som mål i 2020. Det bliver køb af CO2-kreditter i u-lande.”
Sådan sagde Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt, forleden til Information som kommentar til det forhold, at den ny energipolitiske aftale på Christiansborg kun ser ud til at sikre halvdelen af den CO2-reduktion, Danmark skal præstere i 2020. Lilleholt nævnte også “yderligere hjemlige tiltag” som noget, der løbende må overvejes, men CO2-kreditterne fra u-lande var hans første bud.
Dermed giver Venstre-politikeren næring til den forestilling om de kommende års internationale klimaindsats, som i øjeblikket deler vandene: den store globale CO2-byttehandel. En markedsbaseret veksling af i-landenes klimaforpligtelser med u-landes ønske om bæredygtig teknologi og kapital. Et emne som også diskuteres på denne uges klimaforhandlinger i Bangkok, den første af de internationale arbejdssessioner på vejen til klimatopmødet i København næste år.
I øjeblikket er især EU-Kommissionen under stærkt internationalt pres for at åbne for mere omfattende handel med CO2-kreditterne. Et pres der udøves af store u-lande, europæiske virksomheder, EU-lande med ondt i klimaregnskabet samt branchen af CO2-købmænd og -konsulenter.
Nøgleordet er CDM, Clean Development Mechanism. En af Kyoto-aftalens såkaldt ‘fleksible mekanismer’.
CDM-projekter “er den optimale løsning, når det handler om at opnå globale udledningsreduktioner på en økonomisk effektiv måde. Samtidig er der enorme forretningsmuligheder for klimavenlige investeringer og for teknologi-leverandører,” hedder det i præsentationsmaterialet fra Perspectives, et af de konsulentfirmaer, der lever af det nye marked og for nylig deltog i en konference i København for 1.600 aktører fra den fremstormende CO2-handelsbranche.
Et CDM-projekt består i, at f.eks. et EU-land eller en EU-virksomhed investerer i et projekt i et u-land, som fører til reduceret udledning af CO2 eller andre drivhusgasser. Vindmøller i Kina, energibesparelser i Indien, biogasanlæg i Brasilien og en hel del andet. For hvert ton CO2, u-landsprojektet skåner atmosfæren for, udløses ét stk. CO2-kredit, som den vestlige investor kan bruge til modregning af sin hjemlige forpligtelse til CO2-reduktion.
I øjeblikket ekspanderer mængden af potentielle CDM-projekter og kreditkilder fra u-lande stærkt. Konsulentvirksomheden PointCarbon oplyser, at den faktiske handel med CO2-kreditter voksede dramatisk fra 2006 til 2007 - med hele 199 pct., målt i værdi.
Ifølge Risøs database er der nu 1.000 FN-registrerede CDM-projekter og yderligere 2.000 undervejs. Den samlede mængde CO2-kreditter til forventet rådighed i perioden 2008-2012 vil ifølge Risø blive knap 2,5 mia. ton og i 2020 mere end det dobbelte.
For de nærmeste år vil der i snit være 366 mio. ton CO2-reduktion til salg til vestlige lande og kvotebelagte virksomheder - svarende til ca. seks gange Danmarks årlige CO2-udledning.
I Europa definerer EU-Kommissionen både et loft for energi- og industrivirksomheders interne EU-handel med CO2-kvoter og en overgrænse for, hvor meget medlemslande og kvotevirksomheder må tage u-landsprojekters CO2-kreditter til hjælp for at opfylde CO2-målene.
Hidtil har EU været overordentlig gavmild med adgangen til at trække på kreditter fra CDM-projekterne og tilsvarende projekter i østlande, kaldet JI (Joint Implementation). Senest hvad angår Kyoto-systemets fase 2, perioden 2008-12.
“Det er generelt accepteret, at EU-Kommissionen gjorde et godt stykke arbejde med at sætte kvotelofter, men var mere generøs med at definere grænsen for kreditter. I teorien kan fase 2 vise sig ikke at give nogen udledningsreduktioner i Europa, kun import af kreditter fra CDM- og JI-lande,” skriver PointCarbon i rapporten Carbon 2008, præsenteret på konferencen i København.
Inden for EU-kvoteloftet for 2008-12 skal virksomhederne reducere CO2-udledningerne med, hvad der svarer til 140 mio. ton pr. år, men de har samtidig fået lov til at købe kreditter svarende til 280 mio. ton pr. år.
“Hvis alle JI/CDM-tilladelserne udnyttes i 2008-12, vil den kvotedækkede sektor kunne øge EU’s emissioner betydeligt i perioden 2008-12 frem for at begrænse dem,” fastslås det i et notat fra Energistyrelsen til EU-Specialudvalget for Energi.
Altså i givet fald en CO2-mæssig fredning af de europæiske energiselskaber og tunge industrier til gengæld for en overførsel af såkaldt klimavenlig teknologi til især de store u-lande.
I EU-Kommissionen er man helt bevidst om problemet.
“EU’s mål er at ændre retningen af sin egen økonomi og dermed sætte et eksempel for andre,” sagde Yvon Slingenberg, chef for EU-Kommissionens kontor for CO2-handel, på mødet i København.
Derfor har Kommissionen spillet ud med en helt ny kurs for tredje fase af EU’s kvotesystem, perioden 2013-20, hvor EU har som mål at reducere udledningerne med mindst 20 pct. I denne fase skal der ifølge Kommissionens forslag stort set ingen nye CO2-kreditkøb fra CDM-projekter stilles til rådighed for medlemslande og kvotevirksomheder. Kun ubrugte kreditmuligheder fra perioden 2008-12 kan overføres og bruges frem til 2020.
“Vi er nødt til at give folk et incitament til at investere i ren teknologi i EU. Hvis man kan klare forpligtelserne billigere ved at købe kreditter, så vil vi ikke bevæge os mod en EU-økonomi med lave CO2-udledninger. EU kritiseres for at gøre for lidt, og hvis vi skal sikre vor troværdighed, må vi vise, at der sker noget i EU,” lød Yvon Slingenbergs begrundelse for den ny, restriktive kurs.
Kun hvis det på klimatopmødet i København næste år lykkes at få USA og andre i-lande med på et fælles mål om 30 pct. CO2-reduktion i 2020, er Kommissionen villig til at genåbne for markant brug af nye CO2-kreditter.
EU-Kommissionens udspil har fået ros fra grønne ngo’er i EU, der finder det afgørende, at de vestlige lande fejer for egen dør som dem, der står for de store CO2-udledninger. Dertil mener ngo’er som Greenpeace og WWF, at den reelle klimavirkning af mange CDM-projekter er højst tvivlsom. Fordi projekterne ville blive gennemført af u-landene alligevel og derfor ikke giver nogen ekstra CO2-reduktion, eller fordi de i nogle tilfælde ikke er reelt bæredygtige.
Men fra andre sider rejser der sig nu et ramaskrig mod Kommissionens nye kurs.
“EU’s forslag ryster markedet,” sagde Odin Knudsen, miljøproduktchef hos den store finansvirksomhed JPMorgan Chase, på konferencen for CO2-handelsmænd i København.
Han henviste til, at det i dag først og fremmest er EU-lande og -virksomheder, der køber CO2-kreditter og dermed holder markedet i gang.
“Dette er en indsprøjtning af enorm usikkerhed i markedet. Hvis ikke EU-Kommissionen ændrer kurs, vil det eksisterende CDM-marked blive svækket med potentielt kollaps for nogle (CO2-investerings)fonde og projektudviklere til følge. Hvis de projekter, der er udviklet, ikke kan sælges, skaber det en meget, meget kaotisk situation,” advarede Odin Knudsen.
Samme signal er sendt af EFET, den europæiske sammenslutning af energiselskaber, der bl.a. tæller DONG Energy som medlem. EFET fremfører, at en begrænsning af EU’s brug af CO2-kreditter vil få u-landene til at nedtrappe investeringer i klimavenlig teknologi. En sådan kreditbegrænsning “vil bremse udviklingen af et dybt marked for projekter for udledningsreduktion og dermed markant øge Europas pris for at mindske udledningerne, idet potentialet for billige reduktioner i u-lande ikke vil blive tappet fuldt ud,” skriver EFET, der helst ser fri adgang for virksomhederne til at klare deres klimaforpligtelser via CDM.
Samme toner lyder fra Dansk Industri, der repræsenterer danske virksomheder under kvotesystemet.
“Uanset om en international klimaaftale øger EU’s selvvalgte forpligtelse på 20 pct. (CO2-reduktion), har vi brug for øget adgang til at kunne købe CO2-kreditter. Dette er et middel til dels at bevare EU’s konkurrenceevne og samtidig finansiere den helt nødvendige teknologioverførsel til udviklingslande,” siger Helle Juhler-Verdoner, fagleder i Dansk Industri, til DI Business.
Presset på EU-Kommissionen kommer også fra anden kant. Chefen for FN’s Klimasekretariat, Yvo de Boer, mener, at CDM er nøglen til at få u-landene med i en ny global klimaaftale. Han henviser til u-landenes krav om penge og teknologi.
“U-lande vil sige, at CDM i øjeblikket udgør de eneste seriøse penge, der er kommet på bordet, og I foreslår at begrænse dem,” sagde de Boer til EU-Kommissionen på konferencen i København.
Han mener, at CDM-systemet er nøglen til succes for klimatopmødet næste år. Hvis i-lande leverer penge og grøn teknologi ved at købe CO2-kreditter fra CDM-projekter, kan det få lande som Kina og Indien til at acceptere en global klima-aftale, og dermed er der chance for også at få USA med. Hvis omvendt CDM-markedet undergraves via restriktiv EU-adfærd, kan det bruges af USA som argument for, at hele den Kyoto-baserede tilgang til klima-udfordringen ikke duer.
“Forslaget om at begrænse CDM er helt klart ikke en hjælp,” sagde de Boer.
Under denne uges klimaforhandlinger i Bangkok har bl.a. Kina forlangt en styrket rolle for CDM-mekanismen.
Norges statsminister Jens Stoltenberg, som også deltog i CO2-konferencen i København, er enig.
“CDM er en succes. Vi bør ikke ødelægge det med for stram regulering. Der vil selvfølgelig være dårlige projekter, men det er ikke et argument mod CDM. Jeg er imod rådne æbler, men det betyder ikke, at jeg er imod æbler,” sagde den norske regeringschef.
For EU’s forhandlingsstrateger er bremsen på CDM i tiden efter 2012 også en taktisk manøvre. Budskabet om kun at åbne for øget CDM-adgang, hvis der laves en global aftale om 30 pct. CO2-reduktion i 2020, kan være redskabet til at få såvel store u-lande som EU-erhvervslivet til at presse USA til at acceptere et sådant ambitiøst mål.
Når man ikke så langt, kan EU alternativt bruge CDM-begrænsningen som handelsvare: Hvis Kina, Indien og andre vil gå med til en aftale i København, kan EU til gengæld tilbyde at åbne for friere adgang til investering i CDM-projekter.
Dilemmaet er åbenlyst. Og grundlæggende affødt af det faktum, at i-landene ikke i nævneværdigt omfang har villet yde den gennem mange år lovede teknologioverførsel og finansielle hjælp til u-landene - ikke før nu, hvor man har opfundet den helt rigtige modydelse: En pris på CO2 og et marked, der giver vestlige lande og kvotevirksomheder muligheden for at slippe nemt om ved deres klima-forpligtelser.
Skulle EU-Kommissionen give efter for presset, er spørgsmålet, hvem der på sigt trækker det længste strå: De i Vesten, der slipper billigt og uden store hjemlige indgreb fra deres CO2-forpligtelser?
Eller de u-lande der gradvist opnår et mere bæredygtigt energisystem, mens Vesten af magelighed og forandringsangst bliver hængende i det fossilt dominerede system?