Jeg ved det godt. Det er simpelthen det mindst hype at være offer.
Eksistentialismen har storsejret hånd i hånd med liberalismen, nu vælger vi vort eget liv, og det skal bare være godt. Alt kan gøres positivt. Begrav din mor og far, og fat det positive ved det. Gør dit handicap til en gevinst. Der er win-win og coaching over hele feltet, mens lykkepiller deles ud fra lægens intime rum til dem, der ikke har forstået lektien.
Så naturligvis måtte en bitter fisse modtages som noget negativt. Jeg har endnu ikke fået fingre i Maria Svelands bog, som Informations Lilian Munk Rösing udnævnte til en bjørnetjeneste for feminismen og gav øgenavnet ‘klynkekussen’, men har ikke desto mindre gået og spekuleret en del over, hvorfor Svelands klage er at betragte som et negativt bidrag til kvindekampen.
Sagen er vel at, nej, sådan nogle vil vi ikke have længere. Vi vil ikke have lidende, klynkende personer, som giver andre skylden. Vi vil ikke have barnlighed og afmagt. Vi vil ikke have ren aggression i lideform. Vi vil ikke have nogen, som råber til himlen, ikke får svar og så bare bliver enormt vrede i stedet for at konkludere, at Gud ikke findes. Vi må i enhver forstand ud af offermentaliteten.
Sådan set er der vel ikke i sig selv noget i vejen med at være offer. I al fald ikke, hvis man tænker over, at et offer i oprindelig betydning var noget, man bar frem for en gud, en slags gave. Det kunne man ærlig talt bare være glad over at være, altså en gave. At ofre sig kunne være det smukkeste, og så ville der i al fald ikke være grund til klage. Sådan noget med at ofre sig for fædrelandet eller for børnene.
Men mærkeligt nok er det ikke dét, man kalder for offermentalitet. Offermentalitet er, når man beklager sig over sit offer, og oven i købet synes, det er nogen andres skyld.
Det er der så heller ikke noget nyt i. Vi hører jo om det som nærmest noget af det første i Biblen. Cirka på side fire optræder litteraturens første bitre mand, og han er godt nok sur. Både han og broderen har siden side tre arbejdet i deres ansigts sved og derefter bragt et offer til Herren. Kain har leveret afgrøder, Abel har ofret kød, men det er kun Abels offer, der anerkendes.
I dag ville Kain nok have udgivet en bog. I stedet gjorde han kort proces og slog broderen ihjel.
En ikke ubetydelig detalje er så, at det må være denne meget bitre mand, vi stammer fra. Vi har det simpelthen i generne. Det er endog muligt, at også Abel var en bitter mand, det ved vi ikke noget om, for han havde jo ikke nogen grund til at være bitter.
Men havde Kain så egentlig grund til at være bitter? Hvis var egentlig skylden i denne affære, der sendte disse så ubehagelige gener i omløb?
Man kunne jo fristes til at synes, at det var Guds skyld. Det var da simpelthen bunduretfærdigt kun at anerkende Abels offer og ikke Kains. Men hvad nu, hvis Gud ikke findes? Hvem har så skylden for den manglende anerkendelse?
Inden tankerne går i knuder over dette, vil vi lige forvikle det yderligere ved at overveje, om der ikke allerede fra dette meget tidlige tidspunkt kom et meget merkantilt aspekt ind i ofringen. Hvis det virkelig var en gave, kunne man vel ikke forvente noget til gengæld? Gud måtte vel, om han nu findes eller ej, selv bestemme, om han ville have den gave? Som altså slet ikke var en gave, hvis han derefter skyldte noget for den? Eller kort sagt: Kain var selv ude om det, også selv om det var Guds skyld. Det, han manglede, var en klar aftale. En overenskomst, der havde sikret, at han ikke bare gik der og gav noget væk uden at få noget til gengæld. Han burde have aftalt en fast kilopris på det korn han brændte af, så havde det været slut med den bitterhed, og endnu bedre, så havde vi fået has på enhver form for offermentalitet fra starten.
Og ligesådan med kvindesagen og ligestillingsproblemerne og undertrykkelsen. For så vidt den ikke er nogens skyld, eftersom ingen til dato har kunnet fotografere et patriarkat, og mændene også melder hus forbi, må følelsen af underskud i kassen og bitterhed skyldes, at vi ikke er kommet langt nok. Vi har ganske enkelt stadig ikke sat pris på alting. Al den der tid vi brænder af helt gratis for eksempel.
Så for for alvor at komme til bunds i offermentaliten, er det først og fremmest gaveprincippet, vi må have has på. Hvis man får, hvad man skal have for de ydelser, man leverer, har man ikke noget at klage over. Det er da såre enkelt, og det er vel egentlig det, ligestillingskampen har handlet om hele tiden, er det ikke? Lige løn for lige arbejde for eksempel? Og ganske som med Abel, så ved vi jo ret beset ikke, om mænd mon ikke også ville have været lidt bitre, hvis det var deres offer, Herren ikke havde taget imod.