Den dag den olympiske fakkel blev tændt i Olympia, skete der noget forventet, men alligevel overraskende. Den kinesiske repræsentant blev afbrudt i sin tale af en demonstrant, der var trængt igennem den mur af sikkerhed, som omgav seancen. Kameraernes linser blev vendt væk fra hans banner, hvor de farvede olympiske ringe var aftegnet som grå håndjern, og hen på publikum. Værten fra CNN kommenterede det pludselige sceneskift, og videoklippene på Youtube markerer nu med en ring, hvordan demonstranten helt nede i højre hjørne bliver slæbt ud af billedet.
Om fire måneder vil journalister fra hele verden strømme til verdens mest folkerige land, og den Kinesiske Olympiske Komité har lovet udenlandske medier “fuldstændig frihed til at rapportere når de kommer til Kina”. Et løfte der kom til at stå sin første prøve før legenes start, da der for nyligt opstod voldsomme uroligheder i Tibet.
Organisationen ‘Journalister uden grænser’, der stod bag aktionen under fakkelceremonien, er nu kommet i besiddelse af et officielt dokument, der viser, hvordan Kina har tænkt sig at håndtere den udenlandske presse under OL.
I en pressemeddelelse skriver pressefrihedsorganisationen, hvordan embedsmænd får besked på, at de udadtil skal virke åbne over for journalisterne, men at de samtidig skal prøve at kontrollere og få indflydelse på de internationale mediers dækning.
Det officielle dokument som ‘Journalister uden grænser’ har fået fat i er fra 2007 og indeholder instrukser fra de nationale myndigheder til provinserne om, hvordan de skal styre mediedækningen.
Journalist Flemming Ytzen fra Politiken er ikke spor overrasket. Han har 30 års arbejdserfaringer med Kina, og har netop udgivet bogen Supermagten Kina - Mirakel eller mareridt, hvori et af kapitlerne handler om, hvordan regimet styrer landets medier og kultur. Flemming Ytzen er lidt bekymret for, hvordan pressedækningen af OL kommer til at se ud - men det skyldes nu hovedsageligt de danske mediers tilgang til Kina.
“Det der er det svære, og som er den virkelige journalistiske udfordring er at finde ud af, hvad den kinesiske offentlighed tænker og mener. Kun ganske få af de fastboende korrespondenter fortæller den historie. Mit råd er, at journalisterne skal forsøge at finde den historie, som ikke bliver fortalt af alle de andre,” siger han.
Sportsnyhedschef på TV 2 John Jäger fortæller, at hans redaktion da har gjort sig overvejelser omkring situationen i det store land, der skal huse verdens største sportsbegivenhed.
Da han besøgte Kina for et halvt år siden for at forberede OL-dækningen, kom han hjem med en fornemmelse af, at der var en tand mere praktisk bøvl forbundet med at få lov til at filme konkrete steder, end han har oplevet i andre lande.
“Jeg oplevede, at nogle godkendelser kan gå så langsomt, at det kan umuliggøre projekter. Det vil vi være ret opmærksomme på - blandt andet ved at være i god tid,” siger han og fortsætter:
“Vi har for nyligt haft en situation med LPS (TV 2’s program ‘Lige på og sport’, red.), hvor vi ville af sted for at dække nogle af forberedelserne til OL, men det endte med at være umuligt. Mit eget bud er, at det muligvis godt kunne have ladet sig gøre til OL i Sydney,” siger Jäger.
Helt konkret har sportschefen bedt alle journalisterne om at tilmelde sig Amnesty Internationals mailingliste, så de kan følge med i hvilke overvejelser og vurderinger, der er fra den kant, og han har bedt dem om at holde sig opdateret på forskellige fronter.
“Vi har nogle redaktionsmøder i ugerne op til OL, hvor vi udover den helt konkrete fordeling af opgaver og sportsgrene beslutter, hvem der står klar, hvis en dansk atlet for eksempel udtaler sig politisk,” siger Jäger, som mener, at hans hold er godt rustet.
“Vi har de rigtige folk med, hvis det lige pludselig er noget andet end sport, der stjæler fokus,” siger han og tilføjer:
“Det er i øvrigt vigtigt ikke at piske en stemning op, så alle kritiske sportsjournalister med respekt for sig selv, skal løbe hele Beijing rundt og lede efter en, som vil behandle dem dårligt”.
Han pointerer, at der ved så stor en begivenhed er så mange praktiske hensyn, der skal tages, at et ‘nej’ ikke altid kan opfattes som censur.
Flemming Ytzen inddeler de journalister, der tager til Kina i flere kategorier.
“Der er sportsjournalisterne, der vil gøre det de plejer. Så er der de mere politisk og kulturelt orienterede kolleger, hvoraf en stor del vil sidde og vente på, at nogle demonstranter folder et banner ud på den Himmelske Freds Plads og bliver fjernet af politiet. De journalister vil så skrive nogle artikler efter den præcis samme skabelon: Undertrykkelsen skærpes i Kina. De kan bruge en søg og erstat-funktion og skifte mandag ud med tirsdag og ændre på antallet af arrestanter,” siger han.
Men historierne kommer ikke ud af ingenting. På samme tidspunkt som ‘Journalister uden grænser’ afbrød programmet i Olympia, modtog en mand ved navn Yang Chunlin sin dom et sted i Kina. Han er aktivist og leder af bevægelsen ‘Vi vil have menneskerettigheder, ikke Olympiske Lege’.
Dommen for at tilskynde til omstyrtning af regimet lød på fem års fængsel og var en af de faktorer, der medvirkede til, at organisationen ‘Journalister uden grænser’ i sidste uge opfordrede til boykot af De Olympiske Leges åbningsceremoni i august, da Kina igen “har mindet verden om deres kompromisløshed i deres modstand mod ytringsfrihed”.
World Association of Newspapers oplyser, at der i øjeblikket sidder minimum 30 journalister og 50 bloggere i fængsel i Kina på grund af deres ytringer.
Journalist Flemming Ytzen, mener alligevel at forholdene i Kina er blevet bedre.
“For 30 år siden havde de kinesiske medier ikke noget andet valg end at referere en fuldstændig grotesk ideologisk propagandamølle. I dag har de ikke pressefrihed, men de kan i et voksende omfang skrive om korruption, forurening og magtmisbrug. Noget af det eneste de ikke kan er at sætte spørgsmålstegn ved partiets eneret til magten,” siger han.
Flemming Ytzen mener, at danske journalister også bør fortælle resten af historierne.
“Selvfølgelig er der overgreb, og selvfølgelig skal de beskrives og refereres. De falder bare ofte ind i en færdiglavet skabelon om Kina som Ondskabens Rige. Jeg mener ikke, at de journalister, der laver de historier, har forstået en brik. De kommer til Kina for at blive bekræftet i et billede af landet, som de har med på forhånd,” siger han.