Et farveorgie er, hvad første dag i Bolivia byder på: Brunlige bjerge spejler sig i en turkis mineralsø med en klar, blå himmel som baggrund. Her er både en hvid lagune, en grøn lagune og en rød én af slagsen.

Nogle laguner er hjemsted for lyserøde flamingoer, mens andre ligger øde hen. Lagunerne er egentlig bare pitstop på vejen. Salar de Uyuni er målet med turen. Det er verdens største indtørrede saltsø, men vi når først dertil næste dag.

Efter nogle geysere, der lystigt sprutter mudderlignende sager ud fra Moder Jords indre, lander vores jeep midt på eftermiddagen ved Laguna Colorada - den røde lagune. Den ligger i 4.300 meter over havets overflade. Det er et ubarmhjertigt sted, hvor end ikke læbepomade hjælper mod knastørre læber, kokablade mod højdesygen eller flere lag tøj mod kulden. Det eneste lyspunkt er umiddelbart en lille vicuña, som familien, der bestyrer stedet, har taget til sig. Det er her, vi skal overnatte.

Hold så kæææft!

Stedet minder mest af alt om en lerklinet lejrskole med en masse 6-sengs stuer. Den kolde ørkenluft har fri adgang gennem 'vinduerne', som reelt kun er et stykke plastik, der er tapet til i et hul i muren.

.). Vi går i seng klokken 20. Vi deler værelse med vores tre rejsefæller fra jeepen. En af dem hygger sig med en bog om alverdens gloser. Denne aften lærer vi et japansk ord for en kvinde, der er flot forfra men grim bagfra.

Der er ikke meget at lave ved Laguna Colorada. Nogen kunne tjene fedt på at lave en lille café, snackbar - eller bare en eller anden form for opholdssted til de 20-30 backpackere, der overnatter her hver nat. Det er for koldt selv med flere lag tøj at være andre steder end under tre tæpper og den lejede sovepose til 20 bolivianos (13 kr., red

Endelig ved midnatstid overmander søvnen os efter timers kamp med at få bugt med kulden. Højdesygen har sat sig som en skærende hovedpine bag pandelappen, og end ikke panodiler hjælper på den slags 'eksotiske' hovedpiner.

Efter nogle timers sporadisk søvn vågner vi ved, at en eller anden står lige uden for og bræger løs.

Er det fuldemandsnak - eller er det en slags bøn eller klagesang? Vi ved det ikke, for sproget er uforståeligt. Har mest af alt lyst til at gå ud og råbe: "Så hold dog kæææft". Men kulden holder os indenfor og under tæpperne et par timer endnu.

Pablo og kokabladene

Vi får forklaringen på klagesangen af vores jeepchauffør, José.

"Ja, I må undskylde, men jeg er lidt træt og halvfuld," siger José kl. 8:30 næste morgen, da vi har pakket og sidder klar til dagsrejsen gennem den øde ørken mod saltsøen.

Målløse kigger vi på ham og afventer en uddybning.

"En baby var ved at dø i nat."

Babyen tilhører den lille, lokale familie, som tager sig af stedet.

"Gud nej," siger vi forfærdede.

"Så vi chauffører blev nødt til at holde os vågne hele natten."

"Ja, klart."

"For at holde os vågne blev vi nødt til at drikke en masse rom og rødvin."

Aha. Dét var forklaringen på alle de tomme flasker, der stod på det bord, hvor vi indtog vores morgenmad.

"Jamen, hvad er der galt med babyen. Hvad fejler den?"

"Den var ved at dø af skræk," lød diagnosen fra José.

"Dø af skræk - hvad var den bange for?"

"Den var ved at dø af skræk, så vi måtte hele tiden vække babyen, så den ikke faldt i søvn, for så ville den dø," forklarer han igen.

Da vi aldrig har hørt om diagnoser som at 'dø af skræk', opgiver vi at spørge mere ind til det. Så forklarer José, at hans chaufførven Pablo heldigvis kunne læse kokablade. Og i dem stod der, at babyen nok skal klare sig.

Vi ånder alle lettede op forvissede om, at babyen klarer skærerne. Vi slingrer af sted mod saltsøen.

Salt for alle pengene

Efter otte timer i en gammel jeep, forbi 'stentræet', der ligner noget fra et Dali-maleri og forbi endnu en lagune, når vi lavere højder.

Hovedpinen er forsvundet, og José er efterhånden ved at være ædru. Overnatningen foregår denne nat i lidt mere civiliserede omgivelser. Der er lunt indenfor. Et varm bad gør lykke for os alle.

Efter en god nats søvn venter dagens eventyr i Salar de Uyuni. Den røde jeep nærmer sig langsomt et hvidt landskab forude.

Der er hvidt, så langt øjet rækker. Solbriller går fra at være pyntelige accessories til at være en streng nødvendighed.

, der har gennemlevet de hårde backpackervilkår ved den røde lagune, skal vi også knipse billeder med syrede perspektiver. Det er åbenbart almindelig kendt, at man i Uyuni tager billeder, hvor man leger med perspektiverne. For eksempel bliver man 'holdt i en hånd', mens man sidder i lotusstilling, vi er bittesmå på toppen af en colaflaske, vi hænger i skyerne og flyver over bjergene. Skiftevis leger vi fotografer for hinandens opfindsomme motiver i en times tid, mens José får sig en tiltrængt middagslur.

Ligesom alle andre cool backpacker dudes

Salteventyret ender i en lille by uden for saltsøen, hvor lokale forsøger at sælge alt, hvad de har lært, af alskens souvenirs lavet af salt: askebægere, lamafigurer, magneter m.m. Midt i vores souvenirshopping styrter José hen til os. Han har fået den glade besked, at Pablos kokablade talte sandt.

"Babyen overlever," smiler han.