Naja Marie Aidts nye digtsamling, Poesibog, handler om at vokse op i skyggen af 70'ernes ungdomsoprør, og første sætning i digtet 'frihed' lyder:

"engang sagde vores mor jeg vil have min frihed og det var der mange der ville"

For i 70'erne handlede det først og fremmest om frihed. Frihed fra familiens snærende bånd, fra ejendomsretten, til fri sex og ikke mindst til at blive fri for et mandsdomineret samfund - selv ikke for hårdkogte, kriminelle kommunister var 70'ernes kvindekamp nemlig noget at kimse af. Læs blot Peter Øvig Knudsens beskrivelse af kvindeoprøret i Kommunistisk Arbejderkreds i Blekingegadebanden 1:

"Hver mand blev indkaldt enkeltvis til bønnemøde for at erkende sin mandschauvinistiske adfærd og love bod og bedring. Modellen var den maoistiske med kritik og selvkritik, som også blev praktiseret på Tvind. Mændene kunne også blive beordret til for eksempel at se kvindefilmen Tag det som en mand, frue og bagefter redegøre for den over for kvindegruppen."

Naja Marie Aidt og Peter Øvig Knudsen er således to af de forfattere, der har bidraget til at sætte fornyet fokus på 70'erne, og ifølge litterær direktør for Gyldendal Johannes Riis er der tale om en generel opblusning i interessen for den tid.

"Der er noget, der tyder på, at man er ved at zoome ind på det tiår," siger han og nævner, ud over Aidt (f. 1963) og Øvig (f. 1961), Katrine Marie Guldagers (f. 1966) Lysgrænsen og Christian Dorph (f. 1966) og Simon Pasternaks (f. 1971) Om et øjeblik i himlen og Afgrundens rand som eksempler på det nye fokus på 70'erne.

"Det er folk, som selv er vokset op i 70'erne, der tager fat på det - folk i 40'erne og sidst i 30'erne. Der er nogle erfaringer fra det tiår, som de synes skal frem nu. Det er et opgør med tiden og med nogle af de oprør fra dengang, med frigørelsen og så videre. For selvfølgelig var der omkostninger forbundet med de frigørelsesforsøg, der skete gennem 70'erne, ikke mindst for børnene, og for ikke så få oprørs vedkommende endte de jo i en ret kraftig politisk og/eller kønspolitisk dogmatik," siger Johannes Riis og tilføjer med et stille grin: "Jeg gik selv på universitetet i 70'erne, og det var ingen ubetinget fornøjelse."

Et forfærdeligt årti

Sociolog Henrik Dahl (f. 1960) skrev om sine ungdomsår i 70'erne i debatbogen Den kronologiske uskyld, og det var ikke en venlig skildring af perioden.

"Jeg synes på en eller anden måde bare, det var et forfærdeligt årti. Det var sådan tømmermandspræget på alle leder og kanter," siger han og fremhæver i dag, ligesom Johannes Riis, frigørelsens konsekvenser for de børn, der voksede op med den.

"Det er ret forkert at tage børnene som gidsler i et eller andet skørt projekt, man selv har. Men der kom for eksempel for nylig den bog om drenge af kvindeoprørets forkæmpere, der viste, at man i den periode nok netop tog nogle børn som gidsler," siger Henrik Dahl.

Bogen, der udkom i sidste måned, hedder Kvindekampens sønner og er bygget på et DR2-tema, som blev vist 8. marts under samme titel. Begge dele består af interviews med nogle af kvindeoprørets personligheder og deres sønner. Anette Borchorst er lektor i kønsforskning og desuden en af de mødre, som medvirkede i bogen og programmet. Som en del af forklaringen på den nye generations interesse for årtiet peger hun på styrken i de omvæltninger, der skete.

"I 60'erne og 70'erne kommer der nogle markante og meget koncentrerede ændringer. Meget mere koncentrerede end i mange andre lande syd for os. Når jeg kigger i statistikker over børnetal, vielser, skilsmisser, kvinder på arbejdsmarkedet, uddannelse, børneinstitutioner og så videre, så er der virkelig tryk på fra 1965-1975. Det er en periode, hvor især familien er under stor forandring, hvor vi fik både p-pillen og den fri abort. Og fordi det var vedvarende ændringer, så stopper man på et eller andet tidspunkt op og ser på, hvad det var, der skete."

Samfundsforsker og lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at det store fokus på 70'erne ikke bare handler om, at "vi prøver at få styr på, hvorfor vi er landet der, hvor vi er", men at det nok så meget handler om en form for selvransagelse.

"De, der er optaget af 70'erne siger enten: 'Nu skal I høre, jeg har foretaget min ransagelse' eller: 'Nu skal I høre, der er eddermame nogen, der ikke har foretaget den ransagelse, de burde'. Det gælder for eksempel Blekingegade-sagen, som jo udspringer af et grundlæggende behov for at sige, at der er nogen her, der ikke har ønsket at foretage den ransagelse," siger Johannes Andersen og nævner Bent Jensens forskning i Den Kolde Krig som et udtryk for noget af det samme.

Traditioner on demand

Johannes Riis mener, at det er afgørende, at der nu er kommet en vis afstand til begivenhederne.

"Det er jo virkelig interessant at se, hvor anderledes tiden er nu, for eksempel hvor forskellig vurderingen af fænomener som Blekingegadebanden er i dag i forhold til, hvad den var i 70'erne," siger han om det, han beskriver som Peter Øvig Knudsens politiske opgør, og han mener, noget lignende gør sig gældende for den "mere kønspolitiske konfrontation", man finder hos Naja Marie Aidt og Katrine Marie Guldager.

"Børnene er jo vokset op i det, og jo større afstand, de får til det, jo mere kan de overskue det, og jo mere kan de sætte det ind i andre sammenhænge og se, at der måske var nogle forbindelseslinjer."

Anette Borchorst påpeger ligesom Johannes Andersen, at der er et væsentligt element af selvransagelse i det nye fokus på 70'erne. Men i den forstand at de, der voksede op med forældre fra oprøret, nu selv har fået børn og dermed er kommet i en situation, hvor de skal tage stilling til mange af de ting, som forældrene gjorde oprør imod.

Og det er lige netop den pointe hendes søn Nikolaj Gandrup Borchorst, der også medvirker i både bogen og DR2-temaaftenen, fremhæver. Han fortæller, at det for ham er et særdeles relevant spørgsmål lige nu, hvor han inden for det sidste år er blevet gift, har fået barn og har købt sin første bil.

"Det viser sig, at mange af de traditioner, som mine forældres generation vragede, det var faktisk gode traditioner, som jeg i virkeligheden ville sætte pris på," siger Nikolaj Gandrup Borchorst.

"Man kan måske kalde det et opgør med opgøret med traditionerne. Det er lidt traditioner on demand - vi har mulighed for at håndplukke det, vi vil have," siger han.

Fri sex i hjørnet af stuen

Nikolaj Gandrup Borchorst kommer også ind på noget af det, som Naja Marie Aidt og Katrine Marie Guldager konfronterer i henholdsvis Poesibog og Lysgrænsen.

"Jeg tror også, at fordi det dengang handlede om opgøret med traditionerne, så blev der smurt tykt på, så nogle af de ting, man ikke måtte før, dem gjorde man nu ekstra meget: fri sex, kollektiver og fælles ejendele og så videre. Og der er mange af mine bekendte, som har sagt med hensyn til det der med, at sex skulle være så frit: 'Altså, det er sgu ikke altid sjovt at blive konfronteret med ens forældres seksualitet - det er dejligt, at de elsker hinanden, men man har jo ikke behov for, at de skal ligge og bolle ovre i hjørnet af stuen. Det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af.'"

En erkendelse der uden tvivl deles af drengen Jon, som i det 70'er-situerede første afsnit af DR's tv-serie Album, netop får den blandede fornøjelse at opleve sin mor i fri dressur oven på en fremmed mand. Serien er henholdsvis instrueret og skrevet af to fra samme generation som Øvig, Aidt og Guldager, nemlig Hella Joof (f. 1962) og Bo Hr. Hansen (f. 1961) og baseret på Benn Q. Holms roman.

"Folk husker tilbage på en tid med konebytning, lårkort, pornoens frigivelse og rødstrømper, og det er da også skideskægt at se på billeder nu, men det var ikke nødvendigvis så sjovt, hvis det var ens egne forældre, der rodede for meget rundt. Det havde også en bagside," fortalte Hella Joof til Filmmagasinet Ekko i sidste måned.

Henrik Dahl mener, at alle tidsaldre på et tidspunkt bliver udsat for en omfortolkning, og at det simpelthen er blevet 70'ernes tur.

"I 70'erne blev 60'erne også omfortolket, for eksempel med Grease. Så jeg vil gætte på, at tiden måske er kommet til en omfortolkning af 70'erne. I første omgang var fortolkningen ikke særlig positiv, og den bliver nok ikke mere venlig nu. Men den bliver mere nuanceret," siger han.