Henrik Dahl blev landskendt (af radiolyttere), da han i en periode optrådte på DR’s program 1 med egen fast udsendelsesrubrik. I denne serie, hvor han tog store spørgsmål op til diskussion for og imod med sekundanter i et noget umotiveret system, leverede han selv oplæggene, der ofte var oplyste og interessevækkende og til tider provokerende. Men også ofte uden den farlighed, der gør provokationer helt vedkommende. Stilen var i høj grad manden, hvis retorik afspejlede en tilbagelænet fornemmelse af den talendes egen vished om visdom. Det var der ikke altid dækning for. Men det gik i radioen, også fordi DR allerede på det tidspunkt havde afskaffet ordentlig intern efterkritik ved professionelle folk i et redaktionelt bagland.
Desværre går nogle af disse manerer fra radioen igen i Henrik Dahls nye bog Den usynlige verden, hvis problemverden bestemt ikke er uvedkommende, og hvor originalitet i tanke og tese også har rum.
Idéen er i kort form den, at Danmark i virkeligheden er flere Danmark’er alt efter brugs- og synsvinkel. Og det er jo rigtigt. Det er også rigtigt, at der findes et usynligt Danmark i dannelsestraditionel forstand. Områder af landet, man ikke maler eller beskriver. Og der er også funktioner, man går let hen over, skønt disse funktioner er en væsentlig del af vor tilværelse. Hørt!
Dahl ser frem til den dag, der findes sange i Højskolesangbogen om disse steder og disse funktioner: benzintankenes liturgi, Storebæltsbroens, kursusejendommenes, både hvad angår steder og kultur, osv; javel, jo. Heroverfor står Danmarks traditionelle nationalkulturs besungne steder, der ikke får for lidt. Også jo.
Givetvis vil Henrik Dahl få ret i sine forudsigelser: Der digtes en dag en sang om Hindsgavl; (som Rifbjerg i øvrigt allerede har besunget i Fædrelandssange i 1966). Måske en dag også en om Bymosehegn i Helsinge og de andre større eller mindre rædsler af kursusejendomme. Og om benzintanken ved Karlslunde og den ved Odense. Og om at sidde og glo i timevis i en åndssvag bilkø. Man skal intet forsværge. Alt det, der ikke besynges finkulturelt, og som traditionelt i vores skoleopdragelse har haft denne status, står indtil videre i et lys af finkulturel foragt.
Denne foragt er blandt andet gået ud over forstæderne, mener Dahl, der derfor er blevet til Danmarks ingen steder. Også her kan det umiddelbart være svært at være uenig, bortset fra at tanken strejfer én i al ens finkulturelle højrøvethed, at der måske heller ikke altid er så meget at besynge om alting, og at der kan være grunde til, at visse funktioner, der ganske vist fylder meget i tilværelsen, den usynlige på usynlige steder, der forbliver i et åndelig, metaubehandlet tusmørke. Jeg mener, man går jo også ret ofte på lokum.
Det gælder i øvrigt, hvis man nu skal være kontrær, at en hel del af det, vi så har sat i sang, og som indgår i Højskolesangbogen, sagtens fra første færd kunne undværes. Vorherrebevares for den nationale selvglæde, slagmarkerne, det slet skjulte had, kunne man hævde, og hvad med den elendige danske sommer, er det noget at synge om; og Vipper springe over klinger aristokratiets lovprisning af det arbejde, de udførende sikkert helst ville have været fri for?
Det er lige før, man mistænker Henrik Dahl for at ville gøre det usynlige til en ny nationalromantisk finkultur; i hvert fald klargør han så ikke tydeligt nok, hvad han egentlig mener. Han antyder selv, at man måske først for alvor tager noget op til kanonisk beskrivelse, når det er ved at gå tabt eller er truet, hvilket jo ikke er så besynderligt, såfremt nogen har haft affektion for fænomenerne.
Det er måske i virkeligheden denne læsers delvise egen skyld det med beskyldningen for tankens uklarhed i fremstillingen. Delvise egen skyld. Henrik Dahls slentrestil afstedkommer en overdådighed i ord og redundans, hvilket tilsammen giver en gennemgående uoverskuelighed, som en mere drastisk forlagsredaktion kunne have afhjulpet lidt bedre. Indrømmet ville det have kostet noget af den uomtvistelige rigdom af syner og analyser, der også rummes i bogen. Men påstandene er også mangfoldige, og også hvor forfatteren kunne have hummet sig i sin iver efter at være kvik og have slået efter; det gælder for eksempel i afsnit, hvor Dahl anvender kunsten som argumentationsmateriale. Motorvejskørsel er beskrevet i dansk litteratur og traditionelle gøremål alt i alt i noget rigere mål, end forfatteren medgiver.
I sociologisk forstand er Henrik Dahls beskrivelser set fra dette fags duelige metode ikke uspændende. Dahl besidder afgjort evnen og redskaberne til ganske præcist at iagttage, hvad vi andre måske overser eller ikke giver netop de ord.
Som foredragsholder kommer forfatteren meget rundt og beskriver morsomt synet på landet med den omrejsendes øjne, en synsvinkel som også er anmelderens, og som han hermed kipper med flaget for. Der er faser i rejsen, som er mesterligt set. Kys og klap. Men ikke så snart efter går iagttagelserne over i lidt for flotte historiske følgeslutninger, hvor Dahl drager konklusioner uden belæg på andres vegne. At globalisterne over for neonationalisterne drives af foragt, er uden kilde. Det er vel endelig nærmere modsat, såfremt man lægger øret til jorden og hører Dansk Folkepartis gungren. Foragten syder. Eventuel mere overnational indsigt og bredere udsyn end neonationalisterne opviser, medfører, kære Henrik Dahl, ikke automatisk foragt. Dette er og forbliver en vild påstand som det store slagnummer for det herskende flertal i den meget vredladne og mindreværdsbårne kulturkamp på i øvrigt ulige materielle vilkår, denne indædte kamp mod internationalisme, højloftethed, tolerance, rimelig relativitet i værdivurderinger og rene trosspørgsmål, og det man i mangel af bedre har kaldt kulturradikale ideer, forestillinger og indfaldsvinkler.
Gid Henrik Dahl havde høvlet 100 sider ud af bogen, hvor han mange steder sparker åbne døre op, og gid han havde kritiseret sit stof lidt mere indædt og lidt mindre benovet.
Ikke desto mindre er det da en læseværdig bog, Henrik Dahl har leveret, et bidrag til forståelse af mere komplekse værdiforståelser end rådende i det politiske flertal og blandt de mange eftersnakkere. Og så alene af den grund, at han skriver godt.
Et register ville have pyntet svært for nu at slutte surt. Men det er sikkert forlagets nærighed, der gør sig gældende.