AMSTERDAM - Da jeg kom til min hjemby i det østlige Holland, så jeg, at der var blevet bygget en moske ved indfaldsvejen til byen. Byen har måske 20.000 indbyggere, og der er mange tyrkiske arbejdere nu. Da jeg så moskeen, begyndte jeg at græde. Jeg vidste, at tingene aldrig ville blive, som de var før. Og at byen aldrig ville være den samme, som jeg havde kendt som barn.

Den historie fik Paul Scheffer fortalt af en hollandsk kvinde. Det skal tages alvorlig, mener han.

Man kan jo ikke begynde at græde, hver gang man ser en moske, når der nu er 500 moskeer i Holland. Men følelsen af, at noget er tabt, og at noget er under forandring, den findes. Og den er reel. Så den skal endda tages meget alvorlig.

Scheffer er forfatter og udgiver, han er også professor i bysociologi ved universitetet i Amsterdam. Når det gælder debat om indvandring, integration og islam er han en af de stemmer, der bliver taget alvorligt, både i Holland og internationalt. Måske fordi han forsøger at tage alle parter i debatten alvorligt. Måske, fordi han forsøger sig med det større perspektiv.

Det er ifølge Scheffer ikke kun den hollandske kvinde og hollænderne, der har en oplevelse af at miste noget, men også indvandrerne selv.

"Det her handler jo ikke om ekstremister," siger han.

"De fleste har travlt med at overleve, ofte med mærkelige jobs. Det er virkeligheden. Det er forældre og deres børn som forsøger at leve deres liv."

Når muslimske forældre ser deres børn tilpasse sig et hollandsk liv og tage hollandske traditioner til sig, oplever de en følelse af at miste deres børn. Endnu en følelse af at miste noget - og den er lige så reel som følelsen hos den hollandske kvinde, der mister sin barndomsby.

Ligesom at sørge

"Jeg synes ikke, at hele debatten skal sættes i et negativt lys," siger Paul Scheffer eftertænksomt. Faktisk ligger der både udfordringer og ikke mindst chancer også for vore samfund. Men vi må se i øjnene, at det er forandringens tid.

"Danmark, Holland, Norge - sammenlignet med resten af verden var de i avantgarden af sekulære stater. Og pludselig er der en million muslimer, der bor her. I Amsterdam er halvdelen af befolkningen indvandrere eller deres efterkommere. Det betyder altså noget."

Men vi skal se i øjnene, at forandringen er uundgåelig.

"Det er så meget lettere at være tolerant blandt ligesindede. Vi var arrogante i vores verdenssyn," mener Scheffer.

"Vi fortalte altid de andre, hvordan de skulle opføre sig - for vi var jo indbegrebet af tolerance og frihed. Nu er vi pludselig blevet sårbare, og det kan føre til, at vi lukker os inde. Spørgsmålet er derfor: hvordan forbliver vi ærlige over for et ægte åbent samfund."

Wilders og populisterne, kriminelle unge indvandrere, angste befolkninger. Vi er dybt inde i en stor konflikt, mener by-sociologen. Vi har ikke været indvandringslande, nu er vi det. Vi har fortrængt det i årevis, nu kan vi ikke undgå at se det i øjnene.

"Det er ligesom et sørge-ritual. Man mister noget, der var kært. Først undgår man at se det i øjnene, så kommer der en tid med oprør, og til sidst forsoner man sig med det nye," forklarer Scheffer.

Trykkoger

Hvis man kommer igennem sørgetiden på en ordentlig måde, så bliver det godt.

"Så kommer der måske noget værdifuldt ud af den trykkoger, Nederlandene er for tiden."

Marie-Jo Hermans arbejder midt i denne trykkoger hver dag. Sammen med sin mand og deres tre døtre bor hun i et hus med store vinduer over en af grachterne i Amsterdams indre by. Men i de sidste 16 år er hun dagligt taget til vestbyen, hvor hun er lærer på en teknisk skole. Hun underviser de uregerlige teenagere - også i seksualkundskab. En sort skole, som hollænderne kalder det - i gennemsnit er der to procent hollandske elever. Selv foretrækker Marie-Jo at kalde det en kulørt skole - der bor flere end 100 forskellige nationaliteter i nabolaget, tyrkere og marokkanere er de største grupper.

Wilders? Jo det har de diskuteret i klassen. De unge følger med i aviserne - takket være gratis-aviserne.

"Metro er helt fantastisk, det har i også i Danmark, ikke? I busser og i sporvogne? Med gratisaviserne er eleverne begyndt at læse. Og jeg skal jo give plads til, at eleverne kan spørge," siger hun eftertrykkeligt. Det gør de så. De spurgte til Theo van Gogh, den hollandske filmmager, der blev dræbt i 2004 efter en islam-kritisk film.

"De sagde, at han hader marokkanere. Så måtte jeg jo fortælle dem, at hans søns bedste ven var marokkaner, og at van Gogh selv betalte øjenoperationen for en marokkansk nabo."

I denne vinter kom Wilders filmen - eller rettere al omtalen inden Wilders-filmen.

"Det har vi talt meget om."

Til det skulle islam tages med ind i debatten.

"Jeg er agnostiker. Jeg venter og ser, hvad der sker, når jeg dør," siger Marie-Jo Hermans og griner: "Men når 80 procent af mine elever er muslimer, kan jeg ikke lade som om islam ikke er der."

Hermans har oplevet, at de unge kommer ind i klassen og råber, at de vil slå Wilders ihjel, hvis de møder ham, fordi han fornærmer islam.

"Så spørger jeg: 'Du tror på Allah, ikke?' 'Jaa, siger de så.' 'Du tror på, at Allah kan alt, for han har magten, ikke?' 'Jaa, siger de så.' 'Jamen - kan Allah da fornærmes af en affarvet nar fra Venlo?'" Hermans smiler tilfreds. For selvfølgelig kan Allah ikke fornærmes af populisten Wilders, der er kendt for sine bølger af affarvet hår og sin provinsielle herkomst. Og så falder der ro over klassen.

"Man må tale med dem, fortælle dem, konfrontere dem," siger læreren eftertrykkeligt. Det gør hun også i seksualundervisningen. Hvis nu Allah er så stor, at han kan ændre alt ved at knipse med fingrene, hvorfor har han så ikke knipset og fjernet alle homo'er? Vel? Så hun inviterer bøsser i skolen, og hun kan se, hvordan det sætter tankerne i gang hos de unge.

"Det er ganske sjovt."

Hun fortæller også om jomfruhinder, og at der rent medicinsk ikke altid er blod ved første samleje.

"Og så løber de ned til den marokkanske pedel, der fortæller dem, at der skal være blod ved første samleje." Marie-Jo griner, løfter armene opgivende - og griner igen.

"Integration er små skridt."

Ikke kun i Amsterdam-Vest.

"Jeg har tre døtre, de ældste er 18 og 22 år, den yngste seks. Og de har ingen kontakt med marokkanere eller muslimer. Men de har en negativ holdning. Når jeg kommer hjem og er positiv, så vækker det modvilje, så bliver de ekstra negative."

Døtrene har oplevet aggressive marokkanske unge, når de gik i byen - ellers er indvandrerne fuldstandig ukendte for dem.

"Mine døtre læser, de har gået på hvide skoler, de bliver fremtidens læger og advokater - og de har et dårligt billede," siger hun. Løsninger? Nej, det kan Marie-Jo ikke lige se. Hun læser avisen, men egentlig gider hun ikke rigtig politik. Og hun er ikke alene.

"Folk orker ikke at tale om det mere. Problemet er jo, at de to samfund lever parallelt ved siden af hinanden. Og jeg kan sagtens tale - mine naboer er ikke afghanere, og jeg bor ved grachterne."

Sårbar

Holland er kendt for sin tolerance. I bybilledet er der coffie-shops og homo-par, der går hånd i hånd. Men der er også mørkhårede unge mænd, der taler højere end hollænderne gør normalt. Og kvinder der over deres stramtsiddende tøj bærer et ligeså stramt tørklæde. I medierne er der beretninger om fare for terror-angreb, og for første gang føler hollænderne sig sårbare.

"I lang tid var vi verdens forgangsland. Vi var liberale og havde et åbent sind, vi var afslappede. Og vi troede altid, at indvandringen ville bekræfte det åbne samfund," siger Paul Scheffer.

Men de kommer med et lukket og kollektiviskt syn - og det giver problemer. I sin nyeste bog Ankomstlandet videreudvikler han ideerne fra essayet.

"Vi kan komme over konflikten, det er ikke så vanskeligt, men ingen politikere i Holland konfronterer begge sider. De afviser enten den ene eller den anden side. Der er ingen dialog - de kræver friheder for sig selv og fornægter den for andre. Wilders politiske projekt er at tage religionsfriheden fra muslimerne. Det skal han da konfronteres med. Der skal være en gensidighed af rettigheder og pligter," understreger Scheffer. Det åbne demokratis regler skal være helt tydelige, og det skal gælde alle.

"Jeg forsvarer din religionsfrihed, hvis du forsvarer min frihed til at kritisere din religion," siger han.

Konflikten kan kun løses, hvis samfundet forbliver tro mod idealer som ytringsfrihed.

"Hvis man ikke må omsætte sin vrede i ord, så bliver afstanden til vold kortere."

Vi er ikke Danmark

Allerede inden Wilders-filmen kom, reagerede de muslimske organisationer i Holland ved at tone hele sagen ned. Sammenslutningen FION sendte allerede i februar et brev til tv-stationen Al Jazeera og forklarede Wilders taktik: Han vil provokere muslimer for at polarisere og selv vinde valg.

"Vi er ikke Danmark," sagde også den hollandsk-marokkanske forening LBM.

"Muslimerne her er fuldgyldige, aktive og ansvarlige borgere," sagde foreningen til avisen Volkskrant. Islam må finde sin nye plads i verden, argumenterer LBM - inklusive fornærmelser.

"Stop diskriminationen mod islam," lød allerede for nogle år siden opråbet fra en af hollands vigtige debattører i denne tid, iransk-fødte Afshin Ellian.

"Hermed opfordrer jeg alle kunstere, skribenter og akademikere," lød opråbet. Først når der er masser af vittigheder om islam på tv og i teatret, og først når akademikere bliver mere kritiske overfor islam, kan muslimer lære tolerance - skrev den troende muslim i 2004 kort efter mordet på Theo van Gogh.

Det er faktisk samme mantra, som Scheffer provokerer med: "Man gør ikke indvandrerne nogen tjeneste ved ikke at kræve noget af dem. Det skjulte budskab er: I bliver alligevel aldrig del af dette samfund."

Men flere og flere indvandrere bliver i en aktiv del af det hollandske samfund. De er politikere, debattører, akademikere. Afshin Ellian, der er jura-professor ved universitetet i Leiden, har en daglig blog på avisen Elsevier og skriver jævnligt kronikker til de store medier.

Ellians svar på Wilders-filmen var et krav om ytringsfrihed: "Hans van den Broek, udenrigsministeren, argumenterede for at forbyde en film, ingen havde set," skrev Ellian med harme i tastaturet.

"Sådan håndterer man vores retsorden i en imaginær krisesituation. Og det værste er, at venstre-journalisterne overhovedet ikke havde fornemmelse for denne forestilling om at indføre en grundlovsstridig censur. Venstre er så heller ikke længere venstre," skældte Ellian, der selv måtte flygte fra Iran for at have været aktiv på venstrefløjen under Khomeinis regime.

'Vi'

Der er dog tegn på forandring.

"Jeg har mødte mange folk i moskeerne. Og i de senere år har jeg iagttaget forandringer. Flere og flere muslimer ser et ansvar for vort fælles samfund. Dette skift er måske det mest positive, jeg har set," siger Paul Schaffer, der har fulgt udviklingen i årevis.

"Vi har et fælles ansvar som borgere i det her land."

Det handler om at udfordre hinanden og tage emnerne op til debat. Hvis kirke og stat skal være skilt ad, hvordan kan det så være, at de ikke er det i Danmark?

"Det er måske et gammeldags spørgsmål, 'hvem er vi?'" siger Paul Scheffer, der længe har kæmpet mod en kuldsejlet multikulturalisme.

"Det er forkert at hævde, at 'vi' er overflødigt. 'Vi' er en del af et fælles ansvar for noget, der er større, end vi selv er. Hvordan ser dette 'vi' ud? At se på denne forandring er jo indbegreb af et levende demokrati. Vi skal se hen over Wilders-hændelsen og forestille os, hvordan Holland skal se ud. Jeg håber, vi har energi og stamina til det."