Blandt klimaforskerne er der i dag konsensus om, at en gennemsnitlig global temperaturstigning på over 2,4 grader vil føre til klimaforandringer, som bliver verdensomspændende, irreversible og katastrofale. Ifølge nogle forudsigelser har vi kun ti år til at afværge dette rædselsscenarie.

I de industrialiserede lande er der imidlertid stærk modstand imod at ændre på de produktions- og forbrugsforhold, som har skabt problemerne. Man foretrækker i stedet 'tekniske fix' som mere effektive filtre, biobrændsel og atomkraft.

Over hele verden mod-arbejder transnationale selskaber og private virksomheder, at statsmagten gennemfører tvungne reduktioner af kultveilteudledningen. Man sætter i stedet sin lid til markedsmekanismerne som f.eks. i den omsiggribende handel med 'karbonkreditter', som ifølge kritikere i realiteten svarer til at give forurenerne carte blanche til at fortsætte med at forurene.

U-lande bliver tabere

I udviklingslandene findes ingen større vilje til at bryde med den vækst- og forbrugsmodel, man har overtaget fra de industrialiserede lande. Holdningen er, at det er op til de industrialiserede lande selv at foretage de første omstillinger, og at de i fald må bære hovedparten af byrden ved den omlægningsproces, der skal begrænse drivhusgasemissionerne.

I debatten om klimaforandringerne anerkendes princippet om et 'fælles, men differentieret ansvar' af alle parter. Men heri ligger også, at de industrialiserede lande må bære den største byrde i bestræbelserne på at afværge en klimakrise, eftersom det er disse landes økonomiske udvikling, der har frembragt denne krise.

Det anerkendes også, at den globale indsats for at redde klimaet ikke skal fratage udviklingslandene deres ret til større udvikling og større velstand.

Som altid er djævlen at finde i detaljerne. Som analytikere som Martin Khor fra Third World Network har påpeget vil den globale reduktion i drivhusgasser til 80 procent af niveauet fra 1990'erne inden 2050, som mange nu anser for uomgængelig, som minimum kræve en reduktion på 150-200 procent af drivhusgasudledningen i de industrialiserede lande, hvis princippet om det 'fælles, men differentierede' ansvar og anerkendelsen af ulandenes ret til udvikling skal følges.

Er regeringerne og befolkningerne i de industrialiserede lande rede til at yde de nødvendige ofre?

Såvel psykologisk som politisk må man desværre be-tvivle, at industrilandene i den nuværende fase er indstillet på denne omstilling. Den gængse opfattelse er, at de velstående samfund både kan leve op til deres forpligtelser om drivhusgasemissioner og fortsætte deres økonomiske vækst og høje levestandard, hvis blot de sørger for at gennemføre en omlægning fra fossile til ikke-fossile brændstoffer.

Ydermere er holdningen, at de obligatoriske reduktioner, som skal realiseres efter multilateral aftale mellem nationerne, skal ske på markedets præmisser, hvilket blandt andet vil sige i form af handel med emissionslicenser.

Det underforståede budskab er: De tekniske fiks og 'karbonmarkedet' vil gøre overgangen til klimatisk bæredygtige samfund forholdsvis smertefri - og hvorfor ikke - tillige profitabel.

Imidlertid er der også en erkendelse af, at mange af disse teknologier er årtier fra at nå det bæredygtige stade, og at selv en storstilet satsning på de ikke-fossile alternativer ikke vil kunne garantere en fastholdelse af de nuværende økonomiske vækstrater.

Det står samtidig klart, at jo mere landbrugsjord, der omlægges til produktion, desto mindre arealer bliver der til at dyrke spiselige afgrøder, og desto større usikkerhed vil der knytte sig til den globale fødevareproduktion.

Den uafviselige konklusion på dette må være, at det herskende paradigme om økonomisk vækst udgør en af de alvorligste hindringer for en seriøs global indsats for at modvirke fatale klimaforandringer.

Det helt fundamentale problem er, at vi har etableret en produktionsmåde, hvis væsentligste dynamik er omformningen af levende natur til døde varer - en proces, hvis biprodukter er spild og omfattende forurening. Motoren i hele denne proces er forbrug - eller rettere: overforbrug - og motivet bag er profit eller kapitalakkumulation. Kapitalisme, kort sagt.

Det er denne produktionsmådes generaliserede udbredelse igennem de sidste 300 år og dens aktuelle spredning til udviklingslandene, som har forårsaget den eskalerende afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie og den hastige afskovning - de to væsentligste menneskeskabte processer, der ligger bag den globale opvarmning.

Fællesgoder privatiseres

Det er oplagt at se den globale opvarmning som den væsentligste fremtrædelsesform for den seneste fase i en historisk proces om privatisering af menneskehedens fællesgoder. Klimakrisen må forstås i sammenhæng med de avancerede kapitalistiske samfunds ekspropriering af økologisk rum. Dette stiller udviklingslandene i følgende dilemma: Før den økologiske destabilisering, som kapitalismen har ført med sig, blev erkendt i sit fulde omfang, var forventningen, at udviklingslandene ville følge de industrialiserede landes 'vækststadier'. Det står nu klart, at dette er umuligt uden at udløse et økologisk Armageddon. Kina er på vej til at overtage USA's førsteplads største udleder af drivhusgasser, men alligevel er såvel den kinesiske som den indiske elite opsatte på at kopiere Amerikas overforbrugskapitalisme.

For udviklingslandene må en effektiv indsats imod den globale opvarmning ikke blot inddrage nogle af dem i en ordning om obligatorisk reduktion af drivhusgasser, skønt dette er af essentiel betydning: I den aktuelle runde af klimaforhandlingerne kan hverken Kina eller Indien længere unddrage sig den obligatoriske ordning med henvisning til, at det stadig er et udviklingsland. Ej heller kan udfordringen for de fleste af de øvrige udviklingslande begrænses til overførsler af teknologi, som kan afbøde følgerne af den globale opvarmning eller til at hjælpe dem til at finansiere denne teknologis ibrugtagen, således som mange af deres repræsentanter syntes at mene under Bali-forhandlingerne.

Nok er disse skridt vigtige, men de bør kun opfattes som indledende manøvrer i retning mod en bredere global nyorientering imod et helt andet paradigme for økonomisk velfærd.

Brud med overforbrug

Selv om tilpasningerne nødvendigvis må være meget mere omfattende og gennemføres langt hurtigere i udviklingslandene, vil omstillingsmodellen for udviklingslandene grundlæggende være den samme. Hvad der kræves, er et brud med højvækst- og overforbrugsmodellen.

I modsætning til de nordlige magteliters strategi om at afkoble vækst fra energiforbrug må en omfattende klimastrategi i såvel i-lande som u-lande stile efter på en gang at mindske energiforbruget og øge livskvaliteten for de brede masser.

Blandt andet vil dette indebære, at økonomisk retfærdighed og lighed kommer til at stå i centrum for det nye paradigme.

Endemålet må være indførelse af en model, der sikrer lavt forbrug, lav vækst og højere lighed, forbedrer menneskers velfærd og livskvalitet for alle og samtidig bringer produktionen under en større demokratisk kontrol.

Det er usandsynlig, at eliterne i i- og ulande vil kunne enes om en så omfattende omstilling. Det mest sandsynlige er stadig, at de vil satse på tekniske fix og et markedsbaseret reduktions-system. Såvel væksten som den globale kapitalismes system anses stadig for at være sakrosankte.

Men stillet over for truende dommedagsscenarier kan menneskeheden ikke tillade sig at vælge selvdestruktionens kurs. Nok er den vej, der ligger foran os, vanskelig at gå, men det overvældende flertal vil ikke være til sinds at begå socialt og økologisk selvmord for at gøre det muligt for en minoritet at bevare sine privilegier.

Uanset hvordan den gennemføres, må en gennemgribende reorganisering af produktion, forbrug og fordeling blive slutresultatet for menneskehedens indsats for at afværge klimakaos og omfattende miljøsammenbrud.

I denne henseende repræsenterer klimaforandringerne både en trussel og en anledning til at gennemføre de sociale og økonomiske reformer, der har været udskudt alt for længe, og er blevet saboteret af de herskende eliter, der er opsatte på at bevare og udbygge deres privilegier.

Forskellen i dag er, at selve menneskehedens eksistens og planetens skæbne afhænger af, at vi får institutionaliseret et økonomisk system, der hverken bygger på feudalt herredømme, kapitalakkumulation eller klasseudbytning, men på retfærdighed og lighed.

I det nye kollektive sociale og økonomiske system, som skal skabes, er der næppe tvivl om, at også markedsmekanismerne vil have plads. Men vil der også være plads til kapitalisme? Vil kapitalismen som produktions-, forbrugs- og distributionsmøde kunne overleve vores bestræbelser på at finde en effektiv løsning på klimakrisen?

Walden Bello er chefanalytiker i tænketanken Global South

Oversat af Niels Ivar Larsen