I aftes blev sidste side i Album vendt.

Tv-seriens tre hovedpersoner trådte i en noget sen alder ind i de voksnes rækker. Lars, søn af en gold materialist, mødte sin nevø og fik hevet sig op af dranker-sølet. Jon, søn af lallende hippier, overvandt sin angst for bier. Martin, søn af den flade normalitet, fik succes som forfatter og genså sit livs kærlighed.

Det handler ikke om at være et godt menneske, men bare være et menneske, lød budskabet - så skal det nok gå alt sammen.

Gu gør det ej!

Netop som jeg sætter mig for at skrive denne anmeldelse, kommer der en e-mail. Den er fra Catharina fra min folkeskoleklasse, som jeg ikke har set, siden vi forlod skolen i 1980. Hun vil samle klassen igen, men et vedhæftet dokument oplyser lakonisk, at lange Ole er død (stoffer, skød sin mor, begik selvmord), bager-Jørgen sidder i fængsel for at have skudt sin kone, og Marianne Sørensen hedder nu Mia Franciska.

Drama i velfærdsland

Livet er dramatisk, selv når man - som overtegnede og seriens Martin - er opvokset i en pædagogisk 70'er-forstad med trafiksikre stisystemer, obligatorisk skoletandpleje og fine fritidsordninger.

Hvorfor magter Album ikke at skildre dette drama, dette fascinerende stykke velfærds- og danmarkshistorie, så vi græder, gyser og gribes?

Tre familiers liv over tre årtier med forskellige skuespillere var for stor en mundfuld for Hella Joof, der nok har haft publikumssucces med spillefilm som Fidibus og Oh Happy Day, men i den lettere genre.

Serien har savnet det knivskarpe overblik, hvormed Robert Altman skabte sit spiddende samfundskritiske Amerika-panorama, Short Cuts, der sammenlignet med Albums næsten 300 minutter blot varer 188.

Joof kunne have dyrket fotoalbummets snapshot-stil, men i stedet valgte hun en mere traditionel, episk fortælleform.

Det var en halsløs gerning. Springene mellem hvert afsnit blev for store og virkede tilfældige, og de mange handlingsstrenge blev aldrig overbevisende knyttet sammen af et tema.

Album skildrede Danmarks forvandling fra bondeland til parcelhusland, velfærdsstatens tilblivelse og familiens opløsning, men hvad handlede serien egentlig om? Hvad var præmissen?

Nydeligt, men kedeligt

Æstetisk var Album en DR-billedbog med nydelig fotografering, nydelig scenografi, nydelig klipning og nydeligt placerede tidsmarkører.

Grimhed og vildskab i sig selv er ikke en værdi, men netop i Album havde en subjektiv fortællestil været på sin plads.

De tre bærende historier har potentiale til en psykopatisk thriller (Lars), et følsomt ensomhedsdrama (Jon) og et storslået melodrama (Jon), og selv om DR Drama med chef Ingolf Gabold i spidsen gerne vil henvende sig til hele Danmarks befolkning (åh, disse seertal), kunne en generation - opvokset med syretrips, David Bowie, pærepunk, Joy Division, Sidste Tango i Paris, Dommedag nu, Tainted Love og American Psycho - have fortjent en mere åndsbeslægtet form.

Nok er vi Nå-generationen, men der er altså et stykke vej endnu til Gaber-generationen.

Afdanket femme fatale

Var det så skønne spildte kræfter?

Nej, serien lyste op i enkelte scener, som er blevet siddende på nethinden. Når Lars (Sebastian Jessen) på afstand overværer to håndlangere gøre sine plageånder tavse i et Psycho-agtigt hus, er det faktisk genuint uhyggeligt. Når Jon (Benjamin Kitter) tager til julefrokost hos sine gamle klassekammerater, er Joof i sit absurd-komiske es. Og selv om det er over the top at gøre C.V. Jørgensens Costa del Sol til Vilhelm Rolsteds (Jens Jørn Spottag) yndlingssang i hans spanske skattely, kan mandens tragiske deroute og alt for sene erkendelse af fatale fejltrin ikke undgå at gøre indtryk.

Som teenageren Martin, der med romantisk ungdomsiver jagter den store lykke, minder Allan Hyde lidt om det franske 60'er-ikon Jean-Pierre Léaud, og Christian Tafdrup tilfører den ældre Martin tiltrængt charme og selvironi, mens Ditte Gråbøl i en lille, men vigtig birolle er skræmmende overbevisende som afdanket femme fatale.

Love Will Tear Us Apart

Det mest slående var at opleve, hvordan de tre mandlige hovedkarakterer forelsker sig i en kvinde, som de ikke kan slippe, selv om de uigenkaldeligt har mistet hende - eller fra starten har været uden chance.

Det er et universelt tema, Den Unge Werthers lidelser, men det er måske særlig markant hos den mandlige halvdel af vores generation. De bristede illusioner, vi fik ind med modermælken, blev til en uendelig, umulig kærlighedslængsel, som gruppen Joy Division satte ord på med deres generationssang, "Love Will Tear Us Apart" (som i fordansket form er titlen på Martins debutroman i tv-serien).

Frihedens spøgelse

Bo hr. Hansen, der har overført Benn Q. Holms roman til tv-manuskript, har fortalt, at Album handler om, hvordan vi - børn af 68-oprøret - finder vores bestemmelse på et tidspunkt i historien, hvor friheden er vundet - en frihed, der er både er inspirerende og lammende.

Det stod ikke lysende klart i serien, der i perioder lignede en sød, men ordinær ungdomsfilm. Noget entydigt svar gav serien da heller ikke. Nå-generationen sagde endnu engang Nå.

Selv om man ikke skal banke en tv-serie oven i hovedet med en filmperle, vil jeg alligevel lige nævne, at samme Bo hr. Hansen skrev manuskriptet til Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor, der også har en dansk roman som forlæg.

Så stærkt kan filmfiktion laves, General Gabold, blæs dine tropper til kamp!