Enhedslisten og SF kan være nok så meget i opposition, men uden Socialdemokraterne har de ikke en chance for at mønstre flertal i Folketinget.

Socialdemokraterne har nu i 15 år fulgt en kurs, der har ført partiet hen mod en grundlæggende accept af den gældende samfundsudvikling. Det første skelsættende brud var Poul Nyrups overtagelse af formandsstolen og den politiske strategi i regeringsperioderne i 1990'erne.

Herefter skete der et nyt brud i 2005, da Helle Thorning-Schmidt blev formand. Tiden herefter har været præget af, at hun har samlet partiets højrefløj omkring sig, mens Frank Jensen og flere andre på partiets venstrefløj har forladt Folketinget.

Omkring valget i 2007 moderniserede Socialdemokraterne så deres valgkampagne, hvilket resulterede i en mediestyret politik uden sjæl og dybde. Slagordet 'Vi vælger velfærd' og prioriteringen af velfærd over skattelettelser var præcis massekommunikation, men samtidig alt for let at skyde ned for regeringen og vælgerne, hvorefter Socialdemokraterne stod tilbage uden politisk tyngde.

Fraværet af politiske forskelle i nutidens politik er sjældent udtrykt så direkte, som da Helle Thorning-Schmidt efter valget kvitterede for regeringsgrundlaget ved at konstatere, at 'grundlæggende er det et udmærket regeringsgrundlag'.

Nyliberalt

Socialdemokraterne har i stigende grad tilpasset sig det nyliberale forbrugssamfund.

Nyliberalt betyder, at liberalismen er dominerende i form af individualisme og forherligelse af markedet, men at minimalstaten ikke længere er på dagsordenen.

Der er ikke tale om voldsomme nedskæringer, men om et indirekte opgør med den offentlige sektor gennem favorisering af den private sektor kombineret med et vedvarende organisatorisk og økonomisk pres på den offentlige sektor. Samtidig fremmes en konsekvent individualisering af ansvaret for velfærdssamfundets udvikling gennem 'frit valg'.

Konsekvensen er en snigende markedsgørelse af velfærdssamfundet som helhed.

Det afgørende nyliberale karaktertræk er, at det er essentielt, at adfærd og organisering er markedsmæssig, mens det er af mindre betydning, om det er staten, der betaler, og/eller aktiviteterne finder sted i den offentlige sektor. Staten spiller faktisk en vigtig rolle i forhold til at skabe og intensivere markedssamfundet.

Sideløbende med en nyliberalisering af det danske samfund kan vi konstatere, at vi i dag lever i et forbrugssamfund. Det er karakteriseret ved, at der er materiel overflod, samtidig med at forbruget er forbundet med nye betydninger, der gør det grænseløst. Forbrug er i dag intimt knyttet til identitet, værdier, politik og etik. Konsekvensen er, at der på trods af overfloden er en konstant pres for et øget forbrug, og at denne målsætning fremstår uomgængelig. I det nyliberale forbrugssamfund er individualisering, markedsgørelse og grænseløs vækst i særlig det private forbrug fremherskende.

Nybrud

I lyset af denne udvikling er de 10 teser et nybrud. Mange af teserne er flertydige, og det er tydeligt, at den nuværende topledelse også har sat betydelige fingeraftryk, men alligevel indeholder udspillet konturerne til et gennemgribende brud med den gældende samfundsudvikling.

Den indledende tekst beskriver et Danmark, der bevæger sig i den gale retning, og sætter især fingeren på den stigende ulighed og individualisering.

Som alternativ til denne udvikling præsenteres lighed og fællesskab. Men som det bliver klart i de første teser, skal fællesskab og pligt ikke ses som en modsætning til frihed.

Socialdemokraternes version af frihed indebærer lige muligheder for alle på grundlag af fælles ansvar - og gør op med det nyliberale fokus på 'frit valg'. Denne vinkel videreføres i målet om at afskaffe fattigdom: 'Bekæmpelse af social ulighed skal være bestemmende for alle afgørende politiske beslutninger'.

Dette er et opgør med nyliberalismen, for marked og konkurrence er lig med ulighed. I forlængelse heraf tales der i tese nummer fire direkte om nødvendigheden af 'af-privatisering'. De følgende tre teser er en lovsang til videnssamfundet og forandringsvillighed - også hvad angår velfærdsstaten. Økonomisk vækst skal finde sted i videnssektorer, en skattereform skal skabe større lighed, og beskatningen skal overføres fra arbejde til forbrug.

Det pointeres også, at velfærd ikke kun er velstand, men også handler om tid og kvalitet, hvilket bryder med markedsgørelsen, da et marked netop indebærer, at alt skal gøres op i tal og kvantitet.

Teserne indeholder også skarp kritik af forbrugssamfundet. Der argumenteres for, at rent miljø er vigtigere end forbrug, og at vi primært skal være borgere - ikke forbrugere. Udviklingen skal være bæredygtig, og det nuværende 'overforbrug' duer ikke. Favorisering af borgeren er et argument for demokratisering, men i tese nummer ni bliver det skåret ud i pap, at Danmark og verden har brug for mere politik og mindre marked.

Den afsluttende tese spiller bolden op til venstre side af Folketinget. Mette Frederiksen har selv omtalt teserne som et bidrag til kulturkampen, og Helle Thorning-Schmidt har sagt, at teserne skal munde ud i et nyt politisk grundlag for Socialdemokraterne frem mod næste valg.

Ny opposition?

De 10 teser aftegner et alternativ, der fortjener betegnelsen opposition. Kulturkampen har allerede raset i mange år, og nu melder Socialdemokraterne sig på banen. Det er teser til tiden.

Meget tyder på, at vi står på tærsklen til en samfundsøkonomisk krise, og sådanne perioder falder normalt sammen med et værdimæssigt opbrud. Teserne kan blive startskuddet til en reel opposition med flertalsmulighed ved næste folketingsvalg.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC