Da jeg var 19 år gammel og lige flyttet fra Sønderjylland til Århus for at studere, forelskede jeg mig i en mørkhåret russisk skønhed. Jeg mødte hende første gang på Statsbiblioteket, og hun hed Kira Argunova og var kun fyldt 18.
Kiras øjne var mørkegrå som stormskyer, der hvad øjeblik det skal være, kan blive gennemlyst af solstrålerne. De så roligt og fast på folk med noget, som de kaldte arrogance, men som i virkeligheden blot var en fuldkommen, dyb, tillidsfuld ro, der fortalte menneskene, at hendes syn var skarpt nok til, at hun aldeles ikke trængte til at låne deres yndlingskikkert, når hun betragtede livet.
Sådan skrev den russisk-amerikanske forfatterinde Ayn Rand om hende, for det var i Rands bog Vi, der lever, at jeg mødte Kira. Kira, der havde så meget kærlighed til livet, friheden og sin Leo, at hun var villig til at udstå hvad som helst for dem alle, skulle vise sig kun at være den første af flere karakterer fra Ayn Rands bøger, som jeg fik et tæt forhold til i det halve år, som det tog mig at læse hendes tre store romaner.
Mit venskab med arkitekten Howard Roark fra Kun den stærke er fri holdt i flere år derefter, for jeg vendte jævnligt tilbage til ham, når jeg havde brug for at være tæt på en person, der hellere ville lade sig ydmyge i andres øjne, end at fravige de principper, han troede på. Roark ville ikke bygge huse som de andre, han havde sin egen stil, hvilket var svært at forstå for hans omgivelser, især for studiekammeraten Peter Keating. Jeg husker en samtale mellem de to:
“Hør nu, Howard, hvorfor opgiver du det ikke?”
Det var noget, han slet ikke havde haft i sinde at sige. Han glemte at lukke munden igen af lutter overraskelse.
“Opgiver hvad?”
“Skaberiet. Eller idealerne, om du vil. Hvorfor kommer du ikke ned på jorden? Hvorfor begynder du ikke at arbejde som alle andre? Hvorfor kan du ikke lade være at være sådan et forbandet fjols?” Han følte det, som om han rullede ned ad en bakke uden bremser. Han kunne ikke standse.
“Hvad er der i vejen, Peter?”
“Hvordan kan du vente at komme frem? Du er jo nødt til at leve sammen med andre mennesker. Der er kun to måder at gøre det på. Du kan enten gå sammen med dem eller slås med dem. Men du gør ligesom ikke nogen af delene.”
“Nej. Ikke nogen af delene.”
Jeg har aldrig mødt et menneske som Howard Roark uden for Ayn Rands bøger, men jeg genkender ham alligevel i mange mennesker, når de gør noget ud over det sædvanlige, for sådan er det med Ayn Rands heltekarakterer - de er ikke realistiske, men de repræsenterer nogle af de bedste egenskaber i os mennesker:
Livsvilje, skabertrang, selvstændighed, styrke, mod, fornuft, ukuelighed. Egenskaber som er værd at efterstræbe, også selvom man kun er et fejlbarligt menneske som alle andre.
Nogle vælger at gøre selve fejlbarligheden til idealet. Forleden blev komikeren Mikael Wulff interviewet af Nyhedsavisen om sit nye tv-show. “Det er sådan, jeg ser livet,” sagde han: “et sted hvor man render rundt og forsøger at skabe orden og finde mening, men alene forsøget er idiotisk, fordi det vil altid gå galt. Hele den der forstillelse har jeg opgivet for mange år siden.” Og så kom han med en slags forklaring: “Fordi man har det her selvbillede, og man gerne vil alt muligt i livet, men samtidig er man ham, der går i byen og vågner nøgen op i et springvand.” Wulff fremstiller sammen med sin ven Morgenthaler en tegnet stribe om ulækre ting til bagsiden af Politiken: Blod, indvolde, afføring, urin, øjne der falder ud af hovedskallen etc. Sådan er man kulturelt progressiv i dag - ved at dyrke det klamme. Som i øvrigt også forfatteren Kristian Bang Foss, der fik en fin anmeldelse for sin roman Stormen i 99 i både Information og Weekendavisen for nylig, skønt han, så vidt jeg kan se, ikke har andet på hjerte, end at naturen er smuk, mens mennesker smører med afføring, putter sæd i frikadellefarsen og piller bussemænd i bussen.
Sådan gjorde John Galt ikke! Han var superhelten, som jeg blev præsenteret for i den tredje og sidste af Ayn Rands store romaner, - og verden skælvede. I romanens første to tredjedele stiftede jeg kun bekendtskab med ham som et navn i en talemåde uden kendt oprindelse. Talemåden blev brugt, når personer i bogen ville give udtryk for den håbløshed, der herskede i forhold til samfundets deroute til en kollektivisme, hvor alle forventedes at ofre sig for alle andre, men hvor ingen havde krav på noget som helst af det, de selv havde skabt: “Hvem er John Galt?,” sagde de. John Galts virkelige identitet gik op for mig, da en arbejder fra en engang ‘fremsynet’, men nu lukket fabrik fortalte om det møde, hvor fabrikkens ansattte og ledelse besluttede at igangsætte, hvad der hurtigt viste sig at være helvede på jord under parolen, at enhver skulle yde efter evne og nyde i henhold til sine behov:
“Dette er et afgørende øjeblik i menneskehedens historie!,” skreg Gerald Starnes gennem larmen. “Husk, at ingen af os nu må forlade dette sted, for enhver af os tilhører alle de andre i kraft af den morallov, som vi alle sammen accepterer.” “Det gør jeg ikke,” var der én mand, der sagde, idet han rejste sig. (…) “Jeg vil gøre ende på dette én gang for alle,” sagde han. Hans stemme var klar og lidenskabsløs. Dette var det eneste, han sagde, og han begav sig ud. (…) Pludselig råbte Gerald Starnes efter ham: “Hvordan?” Så vendte han sig om og svarede: “Jeg vil standse verdens motor.” Derefter forlod han hallen. Vi så ham aldrig igen. (….) Når jeg hører dem gentage dette spørgsmål, bliver jeg bange. Jeg tænker på den mand, som sagde, at han ville standse verdens motor. Hans navn var nemlig John Galt.
Ayn Rands romaner er naturligvis håbløse ud fra alle litterære standarder, som sættes af anmeldere i dag. Faktisk udkom de to første af bøgerne igen på dansk i 1999, udgivet af Høst & Søn, og de fik et par anmeldelser af en slags. Flemming Andersen på Aktuelt mente, at det var “lidt sjovt,” at bøgerne overhovedet blev genudgivet, mens Pedro på Ekstra Bladet skrev, at “det meste af teksten er voldsomt patetisk og svulstig.”
Dengang for 15 år siden, da jeg læste Ayn Rands bøger, var jeg revnende trekvart ligeglad med hendes sprog, jeg interesserede mig kun for hendes budskab: Sæt dig dine egne mål. Tud ikke over modgang. Men gør helvede så hedt som muligt for dem, der bilder sig ind, at de har ret til at bestemme over andre.
Ole Birk Olesen er redaktør på Netavisen 180Grader.dk og forfatter til debatbogen ‘Taberfabrikken’