Den 15. februar 1959 mødte 164 personer - fortrinsvis forhenværende kommunister - frem på Holmegårdsskolen i Hvidovre. Her stiftede de Socialistisk Folkeparti med DKP-lederen gennem næsten 30 år Aksel Larsen som det nydannede partis formand. Efter først at have støttet Sovjets nedkæmpelse af Ungarn-opstanden i efteråret 1956 var Larsen kommet i tvivl - en tvivl, der endte med, at han omsider gjorde op med sin blakkede fortid.

Kun få år forinden havde han ved en mindehøjtidelighed efter Stalins død i 1953 udtalt disse gribende ord: "Som ingensinde før i menneskehedens historie er en verden i sorg på grund af stort og elsket menneskes bortgang. (...) Intet andet menneske har haft så stor betydning for menneskeheden." Sorgen ramte ifølge Aksel Larsen også "hele det danske folk". Men "vi sværger en dyrebar ed om at fortsætte kampen for freden (og) for demokratiet". For hans eget vedkommende kom denne kamp altså kun til at vare seks år.

Mange venstrefløjs-repræsentanter har i tidens løb bebrejdet Socialdemokraterne, at partiet aldrig rakte hånden ud til DKP. Både det netop bragte citat og de følgende citater vil forhåbentlig kunne give en yngre generation forklaringen på, hvorfor det aldrig blev til noget med en sådan håndsudrækning fra S til DKP.

I 1932 blev DKP for første gang repræsenteret i Folketinget -- dog kun med to mand. Larsen var den ene og Arne Munch-Petersen den anden. Trods fuldstændig loyalitet over for Sovjet-diktaturet sad han i årene 1937- 40 i Butyrka-fængslet i Mos-kva og rådnede op pga. tuberkulose og undernæring, uden at Aksel Larsen rørte en finger for at hjælpe ham. Munch-Petersens sidste ønske - fremsat månedsdagen før han døde - var at få udleveret noget varmere tøj. Han sad stadig i det sommertøj, som han var blevet fængslet i tre år forinden. Ønsket havde han fremsat gentagende gange, ligesom han også havde søgt om tilladelse til at skrive til sin kone. Begge dele blev konsekvent afslået.

'Hovedfjenden' ved valget i 1932, hvor DKP for første gang blev repræsenteret i Folketinget, var hverken det minimalstats-liberalistiske og fagforenings-fjendske Madsen-Mygdal-Venstre, den nazi-orienterede Landbrugernes Sammenslutning, LS - som organiserede næsten halvdelen af de danske landbrugere; Vs højreafskalning Det frie Folkeparti/Bondepartiet blev LS' talerør på Rigsdagen, og dette parti gik i direkte samarbejde med det danske naziparti DNSAP - eller de fascistoide kræfter i det Konservative parti eller i Dansk Samling eller i Indre Mission eller blandt det grundtvigske højskolefolk eller på visse borgerlige aviser. Nej - 'hovedfjenden' for DKP var Socialdemokratiet. "Al vor kraft skal koncentreres om at splitte dette socialfascistiske parti". S blev også kritiseret for at have skabt "en parlamentarisk forgiftet arbejderklasse," og det danske folkestyre blev karakteriseret som et "humbugdemokrati."

I 1935 talte Aksel Larsen på Kominters - den kommunistiske internationales - 7. verdenskongres i Moskva. Her betroede han de forsamlede stalinister, at det danske Socialdemokratis "regeringsvirksomhed har været og er ensbetydende med en skridtvis likvidering af folkets demokratiske friheder og rettigheder overhovedet. Socialdemokratiets regeringsvirksomhed hjælper med til at skabe det ideologiske grundlag for fascismen og gennem dets anti-demokratiske forholdsregler jævner det yderligere fascismen vejen". Det skulle man høre af den DKP-formand, som få år senere uafkortet støttede Hitler-Stalin-pagten i årene 1939-41. Hvordan skulle S dog kunne samarbejde med DKP?

Årsagen til foragten?

Men SF har jo for længst lagt denne fortid bag sig. Åh jo, men det er såmænd kun et par år siden, at SF-formanden Holger K. Nielsen afviste at være medunderskriver på en henvendelse til Arbejdermuseets bestyrelse om at fjerne Lenin fra indgangen til dette museum, hvis opgave det er at vidne om den danske arbejderbevægelse. De danske arbejdere tog massivt afstand fra denne forræder mod den demokratiske udgave af socialismen og hans efterfølger Stalin. Modsat tilsluttede mange såkaldt intellektuelle sig DKP. Hvad var - og er - mon årsagen til deres foragt det S, som skabte verdens bedste, frieste og socialt mest velafbalancerede samfund?

I efteråret 1989 var alle landes kommunist-formænd kaldt til Øst-Berlin for at hylde magthaverne i DDR på denne stalinistiske politiststats 40-års dag - kort tid før Murens fald. En af de KP-formænd, som den dag stod på ærestribunen i Øst-Berlin, er i dag SF's næstkommanderende - i øvrigt en rar fyr og velkommunikerende. Men hvordan kunne Ole Sohn endnu i 1980'erne finde på at melde sig ind i DKP og siden lade sig vælge som den sidste formand for dette parti? Det tyder ærlig talt ikke på nogen alt for veludviklet politisk vurderingsevne.

Ved det stiftede SF-møde i 1959 besluttede man bl.a. at arbejde for Danmarks udmeldelse af NATO og gennemførelsen af "en socialistisk planøkonomi", der "har bevist sin bærekraft". Havde den? Var der ikke langt mere kraft i den regulerede markedsøkonomi, som især de skandinaviske, S-keynesianske cand. polit.'ter havde praktiseret siden 1930'erne? Senere fik det ellers så internationalistiske SF endnu en hjertesag: Danmarks udmeldelse af EF.

Men i dag vil SF som bekendt hverken ud af NATO eller EU, og det er meget, meget længe siden, at man har hørt en SF'er kræve "socialistisk planøkonomi". I 1979 kunne SF ikke engang gå med til at støtte et S-forslag om overskudsdeling i virksomhederne. Derimod pressede de voldsomt på for lønstigninger, der i 1974 nåede op på 20 pct. Da LO-formanden Thomas Nielsen året efter anbefalede "en smallere vej", lød der voldsomme protester fra SF og den øvrige venstrefløj. Sammen med de kraftige prisstigninger på olie i 1973 og i 1979 var lønstigningerne med til at forringe dansk økonomi meget alvorligt. Overbudspolitikken tog SF i arv efter DKP.

Hvad med i dag?

Hvor er forskellen i dag mellem S og SF mht. arbejdsmarkeds-, social-, undervisnings-, forsknings-, erhvervs-, skatte-, miljø-, kultur-, udenrigs- og u-landspolitikken? Den er der ikke. Og under valgkampen i november faldt det sidste slør, da Villy Søvndal afviste, at SF skulle have til hensigt at forlange udlændinge-politikken rullet tilbage til det, den var før valget i 2001. Siden har han som bekendt lagt sig til højre for DF med et ordvalg, som Louise Frevert ikke behøver at skamme sig over.

Socialdemokratiseringen af SF kunne man i rigt mål få bekræftet den 28. november sidste år, hvor Weekendavisens Hans Mortensen og Arne Hardis bragte en samtale med Søvndal. Han blev bl.a. spurgt, om det ikke snart er på tide at fjerne den socialistiske del af partinavnet, "sådan som politikken er lagt an i dag?" Det mente Søvndal "ville være rigtig, rigtig dumt". Det er nemlig lykkedes "at omdanne SF til et moderne, venstreorienteret, socialistisk parti".

På Mortensens og Hardis' opfordring definerede Søvndal begrebet socialisme som "menneskers mulighed for i højere grad at styre deres eget liv". Men, "det ville en liberalist kunne skrive under på", indvendte de. Søvndal prøvede at parere: "Hvis du spørger om socialisme i dag er et opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne, så er svaret for vores vedkommende et nej". Kapitalen "skal være villig til at give afkast". Det vil enhver borgerlig bankrådgiver kunne skrive under på.

Villy Søvndal talte videre pænt om 'den skandinaviske velfærdsfortælling' om, hvordan mennesker fik stor frihed. Men det er jo "en socialdemokratisk fortælling", indvendte Mortensen og Hardis. "Det kan du godt sige, hvor jeg så mener - og det er grunden til, at jeg er SF'er og ikke socialdemokrat - at de i for høj grad har tilpasset sig (til hvad?) og glemt de store linjer i fordelingskampen (og) i synet på en stærk offentlig sektor".

Mon det var muligt at få Villy Søvndal til at forklare, hvad det er for store linjer i fordelingskampen, og hvad er det for en styrkelse af den offentlige sektor, som Socialdemokratiet skulle have glemt?

Henning Tjørnehøj er socialdemokratisk samfundsdebattør