Jeg bliver en smule modløs, når jeg ser, hvordan film, litteratur og aviser er begyndt at beskæftige sig med 70'erne. Konsekvent møder man den samme vinkel; enten latterliggørende eller som grundlag for stor arg og frustrationer. Klicheerne i disse fortolkninger er gerne så metertykke, at man knapt kan følge fortællingen for bar pandebånd, frynseveste, trompet bukser og gamle folkevognsrugbrød.

Jeg er 52 år og altså født i 1956. Fra jeg var 18 til engang midt i 30'erne, har jeg i ubrudt række boet i forskellige kollektiver. Disse år har været rige og i den grad dannet basis for den person, jeg er i dag. Jeg har ofte tænkt, at nogen snart må begynde at fortælle denne fantastiske historie, hvor vi rykkede så enormt, at vi stadig, ligesom vores nu voksne børn (endnu ikke traumatiserede) får julelys i øjnene, når vi salige i sindet mindes det frodige fællesskab.

Lige ned i parcelhuset

Før denne opmærksomhed, som nu er rettet mod 70'erne, var fokus på 60'erne, og i den forbindelse har det altid undret mig, når gamle frontkæmpere fra '68 tilbagelænet og i fuld resignation har kunnet fortælle, at efter dette magiske stor-år stoppede al progressiv og kreativ udvikling - i et dybt og brat fald, lige lukt ned i parcelhuskvarteret.

Der, hvor jeg stod i begyndelsen af 70'erne som ung kollektivist ,så det helt anderledes ud. Det var begyndelsen på en lang dannelsesrejse udi at kunne forvalte et ansvar, tage stilling til samfundet og blande sig i de politiske processer, at lære at leve og tage hensyn til andre mennesker. Det var den tid i Danmark, da kollektiverne lå knappenålstæt spredt over hele danmarkskortet, og mange af drømmene fra sidst i 60'erne egentlig blev til virkelighed.

Der var en stor variation af kollektiver, fra de meget ambitiøse produktionskollektiver til de mere tilbagelænede, storrygende verdensfjerne fristeder. Der var de meget politiske kollektiver, hvor Max, Lenin, Mao og (okay) sågar Stalin huserede over spisekrogen. Der var 'De alternative børne- og ungdomsmiljøer', hvor man med basis i kollektivet leverede et stykke pædagogisk danmarkshistorie uden sidestykke. Der var musik- og teater- kollektiver. Man var aktive i et væld af græsrodsbevægelser, fik etableret bogcafeer og spillesteder med en energi uden lige. Der var tale om en smuk bevægelse mere eller mindre samarbejdende i forskellige netværk - og ja det var sgu' 'fede tider'.

Tabt noget værdifuldt

Vi var rigtigt mange mennesker, der fik en mængde gode erfaringer om, hvor langt man kan nå, og hvor meget der egentlig kan lade sig gøre, hvis man - ja såre banalt - står sammen. Jeg vil påstå, at disse erfaringer, grundlagt hos rigtigt mange mennesker gennem dette herlige årti, i den grad har været med til at bidrage positivt til samfundsudviklingen, og sætter man disse tider i relation til, hvad der møder os i dagens Danmark, er jeg ikke i tvivl om, at vi har tabt noget meget værdifuldt.

Det er tæt på historieforfalskning, eller i hvert fald en umådelig ensidig tolkning af historien, hvis 'den gode historie' ikke også bliver fortalt - og jo, jeg kender også til dem, der faldt af i svinget)

Der var så mange kreative kræfter i gang, at nogle af dem, der deltog med talent for at skrive eller på anden måde fortolke, må komme på banen, ellers ender vi med dette fortegnede billede gennem 'overcastede' overfladiske tv-programmer, teater, film, litteratur og avisartikler, kun skrevet af dem der på den ene eller anden måde har ondt af tiden - og det er altså 'bare for meget!'

Jørgen Hallberg er pædagogisk medarbejder