Naturligvis støtter jeg det tibetanske folks ret til uafhængighed. Naturligvis fordømmer jeg det kinesiske styres overgreb i Tibet. Men demonstrationerne vil jeg ikke deltage i.
Hvorfor? Fordi jeg har en ubehagelig følelse af hjernevask.
Jeg støtter tibetanerne, selv om det er åbenlyst, at USA har bagtanker med at støtte deres frihedskamp. Det er muligt, at CIA har planlagt og organiseret optøjerne, og i al fald er det åbenlyst, at amerikanske medier fører an i den globale kampagne. Alt dette er del af en skjult kamp mellem USA, den aktuelt ledende supermagt, og Kina, den fremtidige supermagt. Tibet er en brik i dette spil.
Jeg er rede til at se bort fra, at de blide tibetanere har gennemført morderiske pogromer imod uskyldige civile kinesere. Hæslige excesser forekommer nu engang under en befrielseskamp.
Nej, det, som indignerer mig, er verdensmediernes hykleri. De tordner og raser om Tibet og overdænger Kina med forbandelser og ukvemsord. Det ser ud til, at tibetanerne er det eneste folk på denne jord, hvis ret til uafhængighed knægtes med brutal magtanvendelse, og at alt ville være optimalt i den bedste af alle mulige verdener, hvis blot kineserne ville fjerne deres beskidte hænder fra munkene i de safrangule kutter.
Der kan ikke herske tvivl om, at tibetanerne har ret til at styre deres eget land, dyrke deres egen kultur og religion og hindre udenlandske bosættere i at nedmajorisere dem.
Men er kurderne i Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien ikke berettigede til det samme? Og hvad med indbyggerne i det marokkansk besatte Vestsahara eller tjetjenerne i Kaukasus?
Hvad får verdens medier til at fokusere på en bestemt uafhængighedskamp og kynisk ignorere de øvrige? Hvad gør en tibetaners blod rødere end tusindvis af afrikaneres blod i Øst-Congo?
Immanuel Kant pålægger os sit ‘kategoriske imperativ’: “Handl, således at du kan ville, at maksimen for din handling var en almen lov”. Afspejler vores holdning til Tibet en forståelse af dette moralprincp? Er den i harmoni med vores holdning til alle andre undertrykte folkeslags befrielseskamp? Nej, vel.
Hvad får så de internationale medier til at diskriminere i dækningen af de befrielseskampe, der foregår verden over.
Følgende faktorer har relevans:
- Har det folk, der søger uafhængighed, en særlig eksotisk kultur?
- Er det et attraktivt folk i mediernes øjne?
- Står en karismatisk leder i spidsen for det?
- Bryder medierne sig ikke om det undertrykkende styre?
- Tilhører det undertrykkende styre den proamerikanske lejr? (Dette er afgørende, da USA dominerer en stor del af de internationale medier med den mulighed, det giver for at sætte nyhedsdagsordenen.)
- Er økonomiske interesser involveret i konflikten?
Ud fra disse kriterier kan ingen i verden hamle op med tibetanerne.
Omkranset af Himalaya ligger Tibet i et af Jordens smukkeste landskaber. Bare at komme hertil var i århundreder et eventyr. Deres unikke religion vækker nysgerrighed og sympati. Deres ikkevold er tiltalende (og fleksibel nok til at dække over voldsomheder som den seneste pogrom). Eksillederen Dalai Lama er en romantisk figur og mediedarling. Mange hader det kommunistiske regime - kapitalisterne, fordi det er et kommunistisk diktatur, venstreorienterede, fordi det er blevet kapitalistisk. Det står for en vulgær og grim materialisme, der står i skarp kontrast til det åndelige buddhistiske munke, som bruger al tid på bøn og meditation.
Og så er Kina en magt på vej op, hvis økonomi truer Amerikas hegemoni i verden. En stor del af den skrantende amerikanske økonomi tilhører allerede Kina, direkte eller indirekte. Det vældige amerikanske imperium synker i håbløs gæld, og Kina er på vej til at blive største kreditor. Amerikansk produktion flytter til Kina og tager millioner af arbejdspladser med sig.
Hvorfor har medierne ikke taget tjetjenerne til sig på samme måde som tibetanerne? Også de er et isoleret bjergfolk, som i lang tid har været undertrykt af Ruslands zarer, herunder Stalin og Putin. Nå ja, de er jo muslimer, og i den vestlige verden har islamofobien indtaget den plads, som i århundreder var forbeholdt antisemitismen. Islam gøres til synonym for terrorisme og opfattes som iboende morderisk og grusom.
Men USA frygter ikke Moskva, som det frygter Beijing. Rusland ligner ikke et land, der ser ud til at dominere i det 21. århundrede. De stakkels tjetjenere har ingen karismatisk leder eller fremragende talspersoner og er derfor blevet bandlyst fra overskrifterne. Putin kan mishandle dem ,alt det han vil - verden er da ligeglad.
Hvilket alt sammen fører os frem til det palæstinensiske spørgsmål. I konkurrencen om verdensmediernes sympati er palæstinenserne ilde stedte. Ifølge alle objektive kriterier har de samme fulde ret til uafhængighed som tibetanerne. De bebor et veldefineret territorium, har nationalt særpræg og klare grænser op til Israel.
Men palæstinensernes skæbne har været hård. De folk, der undertrykker dem, gør selv krav på den ultimative offerstatus. Israel påkalder sig sympati, fordi jøderne var ofre for den værste forbrydelse i Vestens historie. Det har skabt en ejendommelig situation: Undertrykkeren er mere populær end ofret, og enhver, der støtter palæstinenserne, bliver automatisk mistænkt for at være antisemit og Holocaust-benægter.
Og så er flertallet af palæstinensere jo muslimer. Og da islam skaber frygt og væmmelse i Vesten, er den palæstinensiske befrielseskamp automatisk blevet del af den diffuse uhyggelige trussel, der går under navnet ‘international terrorisme’. Hvortil kommer, at palæstinenserne ikke har haft karismatiske ledere siden Yassir Arafats død og mordet på sheik Yassin.
Verdensmedierne udgyder tårer for det tibetanske folk, hvis land bliver dem frastjålet af kinesiske bosættere. Hvem græder for palæstinenserne?
Uri Avnery er talsmand for den israelske fredsbevægelse Gush Shalom
Oversat af Niels Ivar Larsen