Den 20. april 1908 fik danske kvinder deres første væsentlige politiske borgerret. De kunne stemme til de daværende kommunalråd. I 2008 er der 91 mandlige borgmestre og syv kvindelige. I valgkampen sidste år var der kvinder i front hos seks af partierne. Ingen af dem diskuterede ligestilling. Så langt er vi nået, konstaterer forfatter Gretelise Holm i sin nye bog, Hvorfor er feminister så snerpede, der markerer 100-årsdagen.

Den 29. november 1883 er et andet årstal, Gretelise Holm hæfter sig ved. Den dag begik en 21-årig kvinde selvmord på det pensionatværelse på Gammel Kongevej 49 i København, hvor hun boede. Hun ville være sikker på at dø. Først drak hun gift. Så skar hun pulsåren over på venstre hånd, og til sidst skød hun sig gennem højre tinding. Adda Ravnkilde efterlod sig tre romaner, som handlede om kvinders fortvivlende stilling i samfundet. De udkom efter hendes død.

Tre år senere stillede Frederik Bajer fra Venstre, medstifter af Dansk Kvindesamfund og Nobelprismodtager, det første forslag om begrænset borgerret til kvinder. Forslaget blev mødt med høj latter og tilråb, så der måtte kaldes til orden i folketingssalen, og det blev siden hånligt afvist af Landstinget. Der skulle gå 22 år og ni efterfølgende forslag, før kvinder fik lov til at stemme til kommunalvalgene.

"Virginia Woolf har udtalt, at historien om mændenes modstand mod kvinders rettigheder er mere underholdende end kvindernes kamp," siger Gretelise Holm, da vi har fundet lidt varme på en cafe i det kolde forårskøbenhavn. Forfatteren har tidligere skrevet historiske bøger om kvinders kamp for valgret, men hun oplever, at den yngre generation mangler faktuelle argumenter for, hvorfor ligestillingskampen ikke stopper ved de formelle rettigheder. Derfor bliver det historiske afsnit i bogen fulgt op med besvarelsen af 30 'dumme' spørgsmål om køn og ligestilling. Og hun har ikke noget imod at udgøre "det - som så ofte påpeget - højtråbende mindretal", der fortsat kæmper i Adda Ravnkildes fodspor. Hvad hun gør med så stor iver, at hun ikke kan sidde roligt på cafestolen.

Men tilbage til den underholdende historie. For argumenterne, der blev brugt mod kvinderne dengang, går igen i dag, hævder Gretelise Holm.

Greve og kammerherrer Christian Rosenkrantz Scheel gav i 1887 Frederik Bajers progressive forslag disse ord med på vejen: "Det at give kvinden kommunal valgret vil kun være det første skridt til at føre hende ind på en glidebane. Det vil ende med, at hun kommer ind i den landspolitiske valgkamp og bliver valgbar til Folketinget, og det tror jeg ikke, nogen af os mænd, som har virkelig respekt for kvinden, kunne ønske, at hun kommer med til."

Er det demokrati?

Landstinget vedtog så, at det hverken var i samfundets eller kvinders egne interesser, at kvinder fik valgret.

"I dag kan vi sagtens se det vanvittige i argumentet om, at det eksempelvis var imod grundloven, at kvinder fik valgret, fordi man aldrig kan vide, om kvinder er uberygtede. For mænd handlede det om, at de ikke måtte være straffede, men hvad angik kvinder, var det også deres seksuelle vandel, der skulle tages i betragtning, og den kan man aldrig være sikker på. Det var Hugo Hørring, der sagde det, og han blev betragtet som en af sin tids skarpeste juridiske hjerner og blev senere statsminister. Det er jo interessant, at juraen bruges til at finde ud af, at kvinder aldrig kan få valgret."

Argumentet, om at man vil beskytte kvinden, og at hun derfor ikke skal behandles lige, gælder jo stadig, mener Gretelise Holm.

"I diskussionen om kønskvotering vil man for eksempel beskytte kvinderne mod den ydmygelse det er, at nogle skulle få den opfattelse, at de er blevet ansat på deres køn frem for deres kvalifikationer. Dengang forlangte man halvdelen af stemmesedlerne, nu forlanger man halvdelen af indflydelsen og pengene. Det er også en form for demokrati. Har man demokrati, hvis den ene del af befolkningen er mere eller mindre sat uden for indflydelse? Når det gælder kønskvotering i private bestyrelser i dag, diskuterer man, om man kan tilsidesætte ejendomsretten og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. De argumenter bruger man for at hævde, at det ikke kan lade sig gøre."

En 39. plads

Det er ikke nogen fiks ide, at ligestilling er en demokratisk rettighed, som er opstået i nogle feministiske rappenskralders hoved, understreger Gretelise Holm.

"Det ansete World Economic Forum dokumenterer, at vi er røget helt ned på en 39. plads på ligeløn. De Forenede Arabiske Emirater, Botswana og Gambia har mere ligeløn end os. Danske Bank lavede i december 2007 en opgørelse for Jyske Vestkysten, som medregner alle indkomster også overførsler. Af den fremgik det, at der er en indkomstforskel mellem mænd og kvinder i Danmark på gennemsnitlig 37 pct. - svarende til 82.301 kroner mere om året. Ligestilling er ikke en fiks feministidé. Det er verdenssamfundets erklærede målsætning og ideal, som vi har ratificeret og forpligtet os til at arbejde for som stat. Det bør vi, uanset hvilken regeringen vi har. Vi er under overvågning internationalt, og vi ryger bagud. Ikke skandaløst bagud, men vi har ligget helt oppe i toppen. Og vi ligger stadig højt, fordi vi har gode daginstitutioner, men på enkeltfaktorer er vi røget meget langt ned."

Det mest skadelige for ligestillingen, er ifølge Gretelise Holm, at det er lykkedes at udbrede forestillingen om, at den har vi i Danmark.

"Det er lykkedes at lancere en stiltiende konsensus om, at nu har vi ligestilling, og at det kun er de grimme muslimer, der ikke har det. Det er det ondskabsfulde, at vi projicerer vores egen uligestilling over på indvandrerkvinderne, der så sandelig har ligestillingsproblemer, men vi siger så, at det er der, vi skal fokusere vores ligestillingsindsats. Meget kan vi beskylde indvandrere for, men det kønsopdelte arbejdsmarkeder er altså ikke deres ansvar."

- Kan du forstå yngre mænd, der har meget svært ved at se jævnaldrende, fremadstormende kvinder, der ser godt ud og har knald på karrieren som ofre for en ligestillingsmæssig skævhed?

"De mænd må læse ligestillingsstatistikkerne og se på, at det faktisk ofte er de privilegerede kvinder, der bliver sat tilbage på arbejdsmarkedet, når de tager barselsorlov og ikke får det samme i pension som mænd, fordi de har været væk for at passe børn. Man hører også tit den der med, at de kvinder, der råber højt om ligestilling, er nogle privilegerede mokker, der hellere skulle tænke på ligestilling for deres medsøstre i Afghanistan. Det er en smart mekanisme at få det til at se ud, som om problemerne altid er et andet sted: Danske kvinder skal ikke sammenligne sig med middelstandsmænd i Danmark, men med afghanske kvinder. Et argument man i øvrigt også har godtaget inden for kvindebevægelsen selv."

Et andet argument imod at gøre mere for ligestilling handler om, at kvinderne skal tage sig sammen. Hvis man vil have magt og indflydelse, må man selv komme frem i skoene.

Det skal kvinder selvfølgelig også. De skal ikke sidde og vente på at blive budt op til dans. Men det kan ikke gøre det alene, mener Gretelise Holm, fordi der er så mange barrierer, når det drejer sig om fordeling af ansvar for reproduktion og barsel.

"Den manglende ligeløn kommer af det kønsopdelte arbejdsmarkedet. Man har forsøgt at give lige løn for arbejde af samme værdi. Men hvordan værdisætter man forskellige typer arbejde? Kvindearbejde har bare ikke så meget værdi, fordi omsorgsarbejde stadig er noget, der er delvis gratis."

- Er velfærdsstaten med til at forhindre ligestilling?

"Velfærdsstaten har skab et glasloft, fordi barsels- og forældreorlov ikke bliver fordelt ligeligt mellem kønnene. Det rammer især veluddannede kvinder. Lavtlønnede kvinder kan bedre bevæge sig ind og ud af arbejdsmarkedet, deres løn og karriere er dårlig uanset hvad. Hvorimod veluddannede kvinder bliver og lader sig piske hjem."

- Hvorfor skal kvinder realisere sig på arbejdsmarkedet, hvis de hellere vil passe deres familie?

"Ligestilling er ikke, at alle kvinder skal ønske sig topposter, men dem, der gør, skal have en fair chance. Man hører også ofte argumentet om, at der også er mange mænd, der ikke kan blive topchefer, selvom de måtte ønske det. Altså at det bør handle om klassekamp i stedet for kvindekamp, og at kvinder ikke kan tillade sig at forlange noget, som mænd ikke har. Men der må man bare sige, at nu taler vi altså ikke om klassekamp og mænds problemer, men om kvinders ret til at være ligestillede på alle niveauer i samfundet."

En flaske snaps

Gretelise Holm opridser i bogen fire faser på vej mod mere ligestilling. Danmark befinder sig i fase tre, hvor direkte diskrimination er forbudt, men ingen effektiv ligestillingspolitik og kun begrænsede fremskridt. Hvorimod alle de andre skandinaviske lande fører en langt mere aktiv ligestillingspolitik og har bevæget sig videre til fase fire, hvor man for eksempel øremærker barselsorlov til mænd og kønskvoterer i bestyrelser.

I Danmark fastholder vi, at alt handler om kvalifikationer. Lige indtil mændene er i undertal altså.

"Det handler jo om køn, bare i det skjulte. Det er blevet dokumenteret igen og igen, at præstationer bedømmes bedre, hvis man tror, at det er mænd, der står bag. Den slags er jo nemt at påvise i undersøgelser ved at sætte forkerte kønsnavne på ansøgninger for eksempel. Det sjove er, at mænd aldrig har opfattet det som kønskvotering, dengang der blev ansat 100 pct. mænd på alle samfundets embeder. Jeg har udlovet en flaske snaps i Information til den, der kan finde noget i deres biografier om, at det var ydmygende, at de blev ansat på deres køn. Derimod har vi fået tudet ørene fulde af, at det vil være ydmygende for kvinder, hvis de skal have positiv særbehandling, hvilket er noget vrøvl. Kvinder vil jo aldrig blive ansat, bare fordi de er kvinder, de har jo kvalifikationerne."

Der var bemærkelsesværdigt nok ingen, der talte om, at det ville være ydmygende for mænd, at de skulle lukkes ind på læge- og dyrlægestudiet, fordi de var mænd, da man i 2007 havde konstateret, at de var i stærkt stigende mindretal på de pågældende studier. På Syddansk Universitet i Odense fandt man på en ordning for at afhjælpe problemet, hvorefter halvdelen af de studerende skulle optages på kvote to, hvor karaktergennemsnit ikke er det afgørende.

Bare de unge ikke trækker sig

"Optaget på kvote to handlede udelukkende om at få flere mænd. Jeg hørte argumentet, at tager man udelukkende studerende efter deres karakterer, så får man bare alle gymnasiets flinkepiger ind. Der skal man bemærke sig, at kvalifikationer lige pludselig er noget nedsættende, når det er kvinder, der har dem. Kvinder har kvalificeret sig i den grad, at 63,3 procent af de nyoptagne studerende på Københavns Universitet var kvinder i 2007. Ifølge Berlingske Tidende er der også tanker i regeringen om, at man ikke længere skal gå efter karakterer. Det er helt klart de kvalifikationer, kvinderne har, og så må man åbenbart lave nogle nye barrierer for kvinder. Det kunne være en ide, hvis man også kvoterede i kommunalbestyrelserne, i bestyrelserne på virksomhederne, hvor som helst. Men man gør det kun der, hvor mændene er klemt på nogle privilegerede ting. Der må sidde utrolig mange kvalificerede kvinder på universiteterne, men de råber ikke op. Måske tænker de, at det kan blive en isbryder for kønskvotering."

- Er kvinder klar til at opgive deres privilegier på hjemmefronten?

"Det kan være svært at afgive noget, inden man har noget nyt at sætte i stedet for. Et udfordrende og interessant arbejde for eksempel. Men jeg kan være bange for, at de yngre kvinder, der er utrolig pressede af markedets krav om, at de skal ligne fotomodeller og hjemmet en reklame, bukker under og trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Hvor jeg syntes, de burde skære ned på forbruget i stedet for," siger Gretelise Holm.

Hvorfor er feminister så snerpede? udkommer torsdag den 17. april