I fredags fyldte SF's leder Villy Søvndal 56 år. Det er ikke nogen særlig rund fødselsdag og næppe nogen dag, der er grund til at markere udover det sædvanlige. Alligevel var den populære venstrefløjspolitiker at se på formiddagsavisernes spisesedler: 'Villy Søvndal har friet til eks'en', stod der at læse foran DSB-kiosker, bagerforretninger og brugsforeninger over hele Danmark efterfulgt af versalerne: 'VI SKAL GIFTES I KIRKE' og et mindre 'Ny bog: Læs kapitlerne om Villys svære kærlighed'. Inde i avisen kunne man så læse om de problemer, Villy havde haft med sin forhenværende kæreste Pernille Frahm, efter at han nu var vendt tilbage til sin første kone. Man kunne læse, at hans yngste søn hedder Mads og skal konfirmeres til maj, at Villy havde fødselsdag og ja, at han skulle giftes med sin ekskone - i en kirke. Villy selv optrådte ikke i artiklen. Oplysningerne stammede fra partiformandens biografi, der netop er udkommet på partikammeraten Ole Sohns forlag.

Der er næppe noget nyt i, at Ekstra Bladet interesserer sig for andet end politikeres politik, men forsidehistorien markerer et nybrud på venstrefløjen. Det at dyrke en lederskikkelse så intenst, som Villy Søvndal, er en nyhed i sig selv. Et par slagfærdige udmeldinger om religiøse mørkemænd, en markant retspolitik og en mere eller mindre planlagt historie om partiformandens privatliv. Der begynder at tegne sig billedet af en aldeles synlig person på venstrefløjen.

"Det rager naturligvis ikke os, om Villy Søvndal skal giftes i kirke, eller om han har været utro eller er blevet homoseksuel," siger professor i historie Claus Bryld, der har speciale i arbejderbevægelsen.

"Det er helt ligegyldigt, men SF er hoppet med på at dyrke deres leder som en stjerne. Politisk set er det uinteressant, men det interessante er, om man kan se det som et udtryk for, at SF er på vej ind på en helt anden vej."

Den tidligere SF'er og nuværende Folketingsmedlem for Socialdemokraterne Christine Antorini har netop skrevet den politiske debatbog Partiernes fremtid. Hun er ikke i tvivl om, at forsidehistorien er med til at markere en anden vej for SF. Partiet er organisatorisk ved at transformere sig fra en studiekreds med en flad struktur til at være en kamporganisation, der vil have magten.

"Hele SF's selvforståelse hviler på et grundlag om, at man ikke sætter personen, men sagen i centrum. Det er nyt og en intern kulturrevolution i SF, at man definerer sig som en kamporganisation, der går direkte efter magten, og en del af det er at profilere ledelsen - det må man acceptere," siger Christine Antorini og konstaterer:

"Det er der helt sikkert nogen, der har det svært med."

Villys Søvndal selv tager det roligt.

"Jeg har nu ikke bedt om den forside på Ekstra Bladet, men det overrasker mig lidt, at det mest interessante fra en bog på 300 sider er de fem sider, der handler om mit personlige liv," siger Villy Søvndal.

Politiske rorgængere

SF har tidligere haft stærke ledere. Med formænd som Aksel Larsen og Gert Petersen har man været vant til stærke rorgængere, men organisationen har altid været kendetegnet ved en flad struktur, og man har lagt en ære i at sætte de politiske sager før personen. Sådan er politik som bekendt ikke længere, og sådan er det heller ikke på venstrefløjen.

"Forsiden på Ekstra Bladet markerer et klart brud med det SF, vi har kendt de sidste mange år," siger valgforsker Christian Albrekt Larsen fra Aalborg universitet.

"Ser man på den foregående leder, Holger K. Nielsen, der godt nok forsøgte sig med sloganet om 'Holger og konen...', så blev han næsten altid fotograferet foran en bogreol og talte om meget tekniske ting. Her er Villy Søvndal en helt anderledes personlig leder, og det er ikke overraskende, at Ekstra Bladet laver sådan en forside."

Christian Albrekt Larsen mener ikke, at de nye toner nødvendigvis står i modsætning til SF's politiske program eller venstrefløjen som sådan.

"Op gennem 1960'erne og særligt 70'erne og 80'erne overtog de kulturradikale i høj grad venstrefløjen. Det er måske netop derfor, det er så iøjnefaldende, at en venstrefløjsleder bliver ført frem på den måde i pressen. Ser man på det i det perspektiv, kan de nye toner fra SF - sammenholdt med de seneste måneders udmeldinger om indvandrer- og retspolitikken - ses som et forsøg på at vinde den klassiske arbejder tilbage til partiet. Dem, Socialdemokraterne har mistet grebet om," siger Christian Albrekt Larsen.

"Det er svært at sige, hvor meget strategi, der er i det hele, men der foregår en meget tydelig kulturkamp på venstrefløjen."

Albrekt Larsens analyse bakkes op af professor Claus Bryld. Han øjner også et opgør med den kulturradikale venstrefløj i SF's kursskifte.

"De kulturradikales kamp i 60'erne og 70'erne ændrede den interne opfattelse af, hvad det vil sige at være venstrefløj. Der var en meget stor dogmatisme i 70'erne, og der opstod en meget stor intolerance - det kan man lige så godt indrømme. Der var en række holdninger, man på ingen måde kunne acceptere, selv om man måske ikke tog afstand fra venstrefløjen i traditionel forstand," siger historikeren og giver et par eksempel.

"Du kan tage spørgsmålet om abort. Hvis en socialist var modstander af fri abort, blev han slet og ret ekskluderet af miljøet. Det samme gjaldt holdningen til religion. Man kunne på ingen måde være religiøs og venstreorienteret på én gang. Og så var der uden tvivl en forblændethed af kollektivismen. Man var vandvittig dogmatisk og intolerant," siger Claus Bryld.

Villys personlige lederstil og dyrkelsen af en lederskikkelse kan således ses som et brud med kulturradikalismen mere end et brud med venstrefløjen.

"Som stil er det nyt at se SF's leder på den måde iscenesætter sig selv på forsiden af Ekstra Bladet. Det er et led i mediesamfundet og en trivialitet, som vil gøre ondt på de gamle kulturradikale - hos dem bliver det tolket som småborgerligt, men det begreb eksisterer jo nærmest ikke mere," siger Claus Bryld.

Mørkemænd

Selv om Ekstra Bladets forside skulle markere et nyt SF, er det en transformation, man har kendt til længe. Efter den store valgsejr i november talte de politiske kommentatorer om 'Villy-effekten', og da Villy Søvndal udtalte sig om Hizb-ut Tahrir, strammere retspolitik og somaliske kvinders kulturelle baggrund, var ingen længere i tvivl om, at noget var i gære.

Særligt formandens udtalelser om "de religiøse mørkemænd", der kunne "gå ad helvede til", brændte igennem. Men heller ikke den ser Claus Bryld som et åbentlyst skridt væk fra traditionel socialistisk politik

"Det er jo en stereotyp, der ikke har hold i den oprindelige venstrefløj, at man ikke må være islamkritisk. Der er masser af religionskritik på venstrefløjen. Det er derfra den altid er kommet. Det er opium for folket, som Marx sagde, men man har naturligvis altid været varsom med, at en kritik af religionen blot var et påskud for at kritisere muslimer, og dén kode er en gammel socialistisk og kulturradikal kode. Det er også det, vi kalder frisind i forbindelse med højskolebevægelsen og den brandesianske bevægelse. Religiøs og kulturel tolerance. Det har været kendetegnende for venstrefløjen," siger Claus Bryld og dissekerer det sproglige skred i Søvndals udtalelser.

"Problemet i Villy Søvndals kritik er, at han formåede at få den kædet sammen med en mere generel kritik af indvandreres kultur. Det er jo sådan i demokrati, at alle meninger skal kunne være der. Selv de antidemokratiske bevægelser skal der være plads til, det tror jeg også, venstrefløjen vil skrive under på."

Ifølge Claus Bryld vil der altid være et højre og et venstre i et moderne demokrati. Selv om tingene under tiden forskyder sig, og nye problemstillinger udfordrer venstre-højre-spektret, er der ting, der ikke står til at rokke.

"I dag er det i høj grad spørgsmålet om flygtninge-indvandredebatten, tolerance og autoritet, der afgør forskellen mellem et højre og et venstre. Men områder som for eksempel globalisering giver virkelig venstrefløjen identitetsbesvær. Enhedslisten har nogle statssocialistiske træk og forbinder velfærdsstaten med nationalstaten, hvor andre grupper på venstrefløjen lægger mere vægt på det internationale med henvisning til frisindet."

Alle til højre

Professor i samfundsvidenskab og stifter af Junibevægelsen Drude Dahlerup køber ikke historien om, at Villys kurs blot skulle være et brud med kulturradikalismen. Efter de seneste måneders udmeldinger fra SF er hun ikke længere i tvivl. Venstrefløjen er i totalopløsning.

"Jeg mener slet ikke, der er nogen venstrefløj længere. Som jeg ser det, er hele det danske politiske spektrum rykket sammen omkring højrefløjen. Det er ikke bare Dansk Folkeparti, der er rykket derover - det er hele det politiske spektrum,", siger Drude Dahlerup, der ikke hænger sig så meget i Villy Søvndals offentlige fremtræden som i de ord, der kommer ud af hans mund: "Jeg er helt ligeglad med, om Villy gifter sig i kirke eller ej. Den almindelige småborgerlighed er slået igennem hos folk, der tidligere deltog i et oprør, sådan er det, selv om jeg ikke synes, der er nogen grund til at sælge sig selv på, at man er blevet småborgerlig. Men når han begynder at bruge den samme sprogbrug, som vi har hørt i årevis i resten af det politiske Danmark, så er det ikke en venstrefløj, der taler. Her taler jeg om tonen. Jeg tror virkelig, der er en sammenhæng mellem, hvordan man taler om indvandrere, og så at et 16-årigt tyrkisk avisbud bliver myrdet."

Ifølge Drude Dahlerup har de sidste 10 år været præget af en progressiv højrefløj og en bevarende venstrefløj. Søvndals nye kurs skal ses som et forsøg på at komme ud af den rolle, men problemet er ifølge Dahlerup, at han gør det med de samme midler som højrefløjen. Højrefløjen har båret faklen. Nu løber Villy frem og tager den - og løber samme vej.

"I 60'erne, 70'erne og 80'erne er det venstrefløjen, der vil ændre samfundet, og højrefløjen bevare den. Men i 90'erne sker der et skifte med indvandrerdebatten og hele neoliberalismen. Pludselig er det venstrefløjen, der skal kæmpe for at bevare velfærdsstaten, og Dansk Folkeparti bliver et protestparti. Selv Venstre er et slags protestparti, mens det har statsministerposten," forklarer Drude Dahlerup

"Jeg har egentlig forståelse for, at Villy Søvndal gerne vil ud af den rolle, men det er utrolig sørgeligt, at det nye bliver, at man taler ligesom højrefløjen. Man kan virkelig godt begræde, at mennesker ikke kan være sammen på andre måder, end hvad moderne management foreskriver. Det stod venstrefløjen for i mange år, og det er stort set væk."

Nye strukturer

Det nye SF står ifølge Christine Antorini over for nogle grundlæggende organisationsændringer, hvis de vil følge Villy Søvndals kurs til dørs. Hun har netop udgivet debatbogen Partiernes fremtid, og her analysere hun blandt andet partiernes strukturer.

"Hvis man skal forstå det, SF står overfor, må man prøve at se, hvilke partikulturer, der har været tidligere på venstrefløjen. Kommunisterne har aldrig haft nogen problemer med at tilbede en leder. De har været organiseret som autoritære kamporganisationer, der går benhårdt efter magten, og en del af at gå benhårdt efter magten er, at du har et benhårdt hierarki med én i toppen, der i sidste ende træffer en beslutning. SF udspringer som opposition til kommunismen på venstrefløjen - både politisk, men også organisatorisk. Derfor har partiet en meget flad struktur med medlemsindflydelse i stedet for at beslutningerne bliver truffet i centralkomiteen. Det er selvforvaltning i stedet for topstyring," forklarer Antorini.

"SF er ved transformere sin organisation til, at den kan gribe magten. De skal naturligvis passe på med, at det ikke havner i det rene persondyrkelse, for når man går fra at være en studiekreds til en kamporganisation, så må man arbejde professionelt med ledelse - det vil også sige, at man har en meget synlig ledelse. Indtil nu har hovedbestyrelsen haft meget magt i SF, og det bliver uden tvivl sværere for SF at blive et stort parti, for her opstår der et stort uenigt mindretal, som man ikke må skubbe fra sig. Så må man have en stærk ledelse, der kan træffe upopulære beslutninger."

SF må således droppe grundtanken om de lange diskussioner, der skal føre til en konsensus i partiet, og hele tanken om mindretalsbeskyttelse må ifølge Antorini ud.

"Venstrefløjens egentlig projekt har handlet om frigørelse. Og man har virkelig brug for at rydde op ved at tage fat i rødderne på venstrefløjen: frihed, lighed og broderskab. Det vil kort sagt sige frigørelse."

Ingen krig her

Villy Søvndal selv vil ikke vedkende sig at være i gang med en kulturkamp på venstrefløjen. Han mener dog, at der findes dogmer på fløjen, han gerne vil bryde med, men en egentlig kamp er der ikke tale om ifølge formanden.

"Jeg ser det slet ikke som nogen kamp eller krig. Jeg har bare bestræbt mig på at tale tydeligt. Jeg synes jo, det er vigtigt, at folk forstår, hvad man siger, og at man gør det så tydeligt, at man ikke efterlader rum til misforståelse. Og der har tidligere været nogle dogmer, der har spærret for, at de ting, vi har sagt, blev hørt," siger Villy Søvndal og prøver endnu engang at klargøre sin position i det politiske spektrum: "Jeg tror ikke, vi er nået lige langt på venstrefløjen i erkendelsen af, hvem vi har et interessefællesskab med, og hvem vi ikke har. Jeg synes, det er selvindlysende at dele os på værdier og holdninger og ikke etnicitet. Det betyder, at når vi møder nogle reaktionære holdninger blandt folk med anden etnisk herkomst, så skal vi også tage afstand fra dem. Det har været en linje, vi har lagt i mange år, og den er helt i forlængelse af god socialistisk politik."