De fleste mennesker tænker på 'krig' og 'bomber', når de hører om Beirut og Libanon. Det vil Nadine Labaki gerne lave om på, og det forsøger den libanesiske skuespillerinde og instruktør at gøre med sin første spillefilm, Karamel.

Filmen, der handler om kvinderne på en skønhedssalon i Beirut, havde sin verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes i 2007, og siden har den med stor succes rejst verden rundt.

Information mødte smukke, 34-årige Labaki på et hotel i Paris til en snak om Karamel, Libanon og kvinder.

"Det var vigtigt for mig at vise en anden side af Libanon, som også er virkelig," sagde Labaki.

"Det, man ser i filmen, er virkelighed. Vi er meget farverige og hjertevarme og humoristiske, og vi har en stærk vilje til at leve og overleve mod alle odds. Når udlændinge kommer til Libanon, bliver de overraskede over, at vi er i stand til at udholde situationen og bare blive ved med at leve vores liv. Men det er en forsvarsmekanisme, og den er man nødt til at have for at kunne blive ved."

En svær balance

- Din film er ikke åbenlyst politisk, men bliver den netop ikke mere politisk af den grund?

"Måske, ja. Jeg har levet med krigen så længe, at jeg, da jeg fik mulighed for at udtrykke mig selv, ikke havde lyst til at tale om krigen eller om politik igen. Politik har ikke ændret noget som helst eller givet mig nogle brugbare løsninger. Jeg er ikke glad for politikere eller måden, de håndterer krigen på. Det var vigtigt for mig at sige noget på et mere personligt plan."

- Når jeg ser den med danske øjne, synes jeg, at den er politisk.

"Måske på et ubevidst plan, fordi politik er i ens blod. Hvordan ser du den som en politisk film?"

- Det er en film om kærlighed og om at finde den eneste ene. Men det er også en film om at være en kvinde - en af kvinderne på skønhedssalonen er endda homoseksuel - i et vestligt orienteret samfund, hvor kvinder dog ikke har lige så megen frihed og lige så mange rettigheder som i det danske.

"Filmen handler om, hvordan kvinder har det lige nu i det libanesiske samfund, og hvordan de ser på livet og samfundet, og hvordan samfundet ser på dem. Jeg ville vise modsætningerne mellem den tilsyneladende frihed, hovedpersonen har - for hun ser fri ud i måden, hun opfører og klæder sig på - og så realiteterne. For vi er ikke helt frie. Der er stadig mange ting at kæmpe med: religion, uddannelse, tradition, samfundet, familien, omgivelsernes syn på én. Det er ikke altid nemt at vide, hvordan man skal opføre sig og finde den rigtige balance mellem det, man kan kalde det vestlige udtryk, og så tradition og religion."

En slags terapi

- Hovedpersonen, som du selv spiller, forsøger at være en moderne, fri kvinde. Er det et selvportræt?

"Filmen begyndte som noget meget personligt. Jeg har sådan set altid følt mig meget fri. Jeg arbejder med noget, som ikke er oplagt for kvinder, jeg rejser meget, er gift etc. Men samtidig kan jeg mærke, at jeg i høj grad kontrollerer og censurerer mig selv. Jeg er bange for, hvordan andre mennesker opfatter mig, dømmer mig, bange for alt det, som religionen har påduttet mig. Alle kvinder i Libanon er vokset op med et ord, som betyder skamfuld. Det er skamfuldt at gøre det og det. Man vokser op med billedet af den vestlige kvinde, som man imiterer, og samtidig hviler skammen tungt på ens skuldre. Jeg fandt ud af, at alle kvinder omkring mig var i samme situation. De følte sig heller ikke tilpas med deres krop eller måden, de bevægede sig på. Jeg besluttede mig for at lave Karamel for at finde ud af mere og forstå hvorfor. Det var en slags terapi for mig."

Fascinerende frihed

- Du begyndte din filmkarriere med at instruere musikvideoer. Hvordan reagerede dine omgivelser på det?

"Det førte en del polemik med sig, fordi jeg viste billedet af en kvinde, der er meget fri i forhold til sin krop. I min første musikvideo danser en kvinde, en sanger, i en café foran 50 mænd. Hun danser for sig selv, meget selvbevidst og uden at være bange for, hvordan mændene ser på hende. Hun er meget sexet og virkelig fri. Det skabte diskussion, men ikke negativt, fordi man også var fascineret af kvindens frihed. Nærmest over night blev hun den største sanger i Libanon, et ikon."

- Hvordan er Karamel blevet modtaget i Libanon?

"Rigtig godt. Min kritik bliver fremført på en meget blød og underspillet facon. Den provokerer eller chokerer ikke nogen, og humoren og selvironien i filmen gør det nemmere at kommunikere. Alt slap gennem censuren, og jeg fik ingen negative reaktioner. Jeg var bange til at begynde med, men det gik godt."

- Blev folk ligefrem lettede? Du må have færdiggjort filmen under de seneste bombeangreb på Beirut.

"Jeg var færdig med optagelserne ni dage, før krigen begyndte igen. Det er ikke nemt at lave en film, der ikke taler om krig, når ens land er i krig. Man har dårlig samvittighed over, at man har lavet en film om kærlighed og venskab, og det tog mig et stykke tid at forstå, at måske var det min opgave at vise en anden side af mit land. Karamel havde premiere i Libanon den 9. august 2007, og det var et meget afgørende tidspunkt, fordi der var en masse snigmord og bombeangreb, og folk var bange for at besøge offentlige steder. Men filmen fik folk til at reagere helt anderledes, i trods. De bestormede billetlugerne, og den lå øverst på biohitlisten i to måneder."