11. april 2008

Villy Søvndal: Jeg bliver aldrig statsministerkandidat

Skrevet af: Mette Klingsey
Trods SF's enorme fremgang afviser Villy Søvndal et fremtidigt statsministerkandidatur. Forholdet til Socialdemokraterne er 'historisk godt', mens kritikken af de radikale er hård forud for weekendens landsmøde

"Neej, der har vi jo Villy."

Vi er gået uden for Christiansborg for, som Søvndal siger, at "ryge en fredspibe". En mindre forsamling mennesker på +50 udstyret med skilte for bevarelse af Vejle Sygehus får øje på SF-formanden og strømmer til. De står i en lille cirkel og lytter nærmest andægtigt, da Søvndal siger noget om, at det vist fungerer godt på Vejle Sygehus. Han bliver også tilbudt et lift med hjem til det jyske.

Men Søvndal må blive i København - han har travlt med at forberede weekendens landsmøde, der bliver det største i partiets historie.Også meningsmålingerne viser en hidtil uset opbakning til SF, der nu ligger side om side med Socialdemokraterne. Men tilbage på kontoret afskriver Søvndal sig muligheden for at indgå i en direkte konkurrence med Helle Thorning-Schmidt (S).

"Det der med at måle størrelser, kan man diskutere betydningen af i andre af livets forhold - men vi har ikke et ønske om, at blive størst. Vores statsministerkandidat hedder Helle Thorning, og det gør hun uanset styrkeforholdet mellem S og SF. Vi synes, det kunne være sjovt at være med til at sikre Danmarks første kvindelige statsminister."

- Vil man aldrig nogensinde se dig som statsministerkandidat?

"Nej."

Civiliserede angreb

SF-formanden betoner viljen til at præge det politiske indhold i en regering, men hvis han kastede sig ind i spillet om statsministerposten, ville det give VK-regeringen for gode kort på hånden:

"Radikale har forsøgt med meget ringe held, og Fogh ville juble, hvis vi gav os til at lege den leg. Den glæde synes jeg ikke, han skal have."

- Du har selv sagt, at en af SF's kerneproblematikker er, hvorvidt man skal køre en meget selvstændig profil eller lægge sig tæt op af S. Hvad er I i færd med nu?

"Vi har et historisk godt forhold til Socialdemokraterne. Lige da vi startede, Helle og jeg, som formænd, var forholdet lidt usikkert, men vi har i stigende grad udviklet en form, hvor vi taler hinanden op og finder fælles punkter," siger han og nævner bestræbelserne på at lave et fælles integrationsudspil.

"Vi går ikke til angreb på hinanden, undtagen der hvor vi er uenige, men så gør vi det på en ordentlig, pæn og civiliseret måde."

I forholdet til de radikale er tonen en anden. Radikale Venstre har gentagne gange afvist Søvndals forsøg på at samle oppositionen, og SF's forslag om at lade unge urostiftere mandsopdække af politiet blev mødt med hård kritik fra de radikale, som ellers - historisk set - har haft et nært værdifællesskab med netop SF.

"Det er da ufatteligt at skulle høre på alt det vrøvl fra de radikale, der systematisk har været med til decideret at forringe forholdene for de her grupper."

Villy Søvndal henviser til unge indvandrere og peger på, at de radikale stod bag afskaffelsen af skolepraktikordningen og vedtagelsen af kontanthjælpsloftet, om end de har fortrudt sidstnævnte.

Knibske radikale

Chancerne for at få Margrethe Vestager og hendes gruppe med på et fælles integrationsudspil vurderer han som små:

"De er så knibske i øjeblikket. Jeg ved ikke, hvordan man nærmer sig folk, der ikke ønsker, man kommer i nærheden."

Søvndal håber på, at de radikale besinder sig og indser nødvendigheden af at stå sammen med Socialdemokraterne - og SF. For den forestående dagsorden om forbedringer af den offentlige sektor med overenskomster og kommuneøkonomi ligger til højrebenet for oppositionen, mener SF-formanden.

Men for at kunne indfri målet om, at flere sosu-assistenter, politibetjente, lærere og pædagoger skal sætte deres kryds ved SF næste gang, var det afgørende med den retoriske opsang til fundamentalistiske kræfter, som Søvndal selv betegner som "SF's værdigennembrud".

"Indvandringen byder på en masse muligheder, men der er også problemer, og den virkelighed skal man ikke fornægte."

- Så du har gjort det klart, at du ikke er virkelighedsfornægtende?

"Yes, og det betyder, at jeg tror, at vi for alvor kommer til at rykke i det her efterår, om det så bliver S eller os, det må vi se."

Og i forhold til det forestående landsmøde er Søvndal optimist, om end det kræver manøvredygtighed at samle et bredt parti, som han selv betegner SF:

"Jo flere medlemmer, desto flere opfattelser vil der formentlig også være, men det er en styrke, og ikke et problem," siger formanden.

Hvorvidt mangfoldigheden vil vise sig problemfri, vil weekendens debatter vise. Foreløbig er der lagt op til en række ændringsforslag - kritikken går blandt andet på Søvndals støtte til Muhammed-tegningerne, og en del af baglandet kritiserer udkastet til landsmødeudtalelsen for at være populistisk.


Source URL: http://www.information.dk/157721