I 1990'erne hed det måske mest spændende danske pladeselskab inden for den alternative rock Cloudland. Og selv om selskabet kun udgav en lille håndfuld kunstnere, lykkedes det med usvigelig sikkerhed folkene bag at finde nogen af tidens mest prægnante navn - Greene, How Do I, 18th Dye samt ikke mindst sekstetten Trains and Boats and Planes, der egenhændigt introducerede en ny klang og tone i dansk rock. Dette skyldes ikke mindst sangskriver, sanger og guitarist Nikolaj Nørlund, der efterfølgende har etableret sig som en af tidens mest fascinerende solister, selv om det måske kan hævdes, han endnu ikke har leveret sit definitive værk.

Nørlund er en travl mand - han driver pladeselskabet Auditorium og er endvidere en myreflittig producer - og som pladekunstner udgiver han både dansksprogede plader under eget navn og engelsksprogede ditto i den løse bandkonstruktion The Rhonda Harris. Personligt har jeg altid fundet hans udgivelser under eget navn de mest interessante, et indtryk, der blev yderligere forstærket, da han før jul udsendte den fornemme opsamlings-lp Resumé, en fin reminder om, hvor god Nørlund er, når han er bedst. Til gengæld er der ikke meget på hans nyeste engelsksprogede cd-udgivelse Here's the Rhonda Harris, der rokker stort ved indtrykket af, at hans ekskursioner med dette band rent kunstnerisk ikke hæver sig over det jævne.

Stærke musikere

Tværtimod sætter pladen her hans melodiske begrænsninger i relief, til gengæld har han samlet rigtig stærkt hold musikere, hvilket gør, at man trods det kompositoriske lavvande alligevel hænger ved fra start til slut. Det er samme hold, Nørlund benyttede på sin hæderlige hyldestplade til idolet Townes Van Zandt Tell the World We Tried, der udsendtes i 2006; det lykkedes så ikke på noget tidspunkt for Nørlund & Co. at matche van Zandt, men det ville nu også have været mærkeligt, da denne tragiske Texas-troubadur befandt sig blandt verdens ypperste sangskrivere.

Men måske derfor opleves det mere som et band end et projekt, og når sangene er gode - og der er tre (måske fire), der for alvor stikker ud: "The Kindness", "Valley of Open Doors" og "On Time" holder, "The Layout" er næsten god - befinder lytteren sig kortvarigt i Nirvana. Men lidt for ofte lyder sangene som skitser, hvilket måske både er meningen og en metode (og helt legitim, tilmed), men det efterlader i hvert fald denne lytter med et indtryk af en sangskriver, der kunne gøre det bedre. Så til den næste deciderede Nørlund-udgivelse ramler ind i verden, holder jeg mig til min allerede slidte kopi af Resumé.

Spændende og prægnant

Et andet Cloudland-band, som stod mit hjerte nær, var den dansk-tyske trio 18th Dye, hvis album ikke alene var nogle af de få støjrockalbums, der overhovedet udsendtes herhjemme, men de var tilmed af ret høj - tør vi sige: international - klasse. Jeg vender stadig tilbage til dem engang imellem med stor glæde, og det tror jeg søreme også jeg kommer til med comebackskiven Amorine Queen. Thi efter en pause på 10 år er denne grumme gode trio atter samlet og årene behandlet dem godt. Opstillingen er som altid tyske Sebastian Büttrich, vokal og guitar, dansk-tyske Heike Rädeker, vokal og guitar samt ikke mindst janitshar-esset Piet Breinholm, en af sin generations ypperligste slagtøjsspillere.

Der er blevet droslet ned for støjen i denne ombæring til fordel for det mere melodisk art-poppede, og det klæder trioen utrolig godt. Sangskrivningsniveauet har taget et gevaldigt hop opad, og Jesper Reginals muskuløse og dikkedarfri produktion klæder gruppen, som nu om stunder i nogle tilfælde ligefrem både rocker og ruller, old school style. Mange af den alternative rocks stilgreb har gruppen allerede benyttet, så på denne udgivelse gives der los for en klædelig lige-ud-ad-landevejen metode, der generelt giver gode resultater. Amorine Queen skal nok skaffe 18th Dye fodfæste blandt unge rockfans, der gik i underskolen, da gruppen i årene 1992-1998 oplevede sin første storhedstid; der er alt mulig grund til at tro, at dette album er startskuddet til en gloriøs anden runde.

Ny Århus-trio

Helt nye på den alternative scene er Århus-trioen Marybell Katastrophy, som indtil videre udelukkende har markeret sig med et par vinyludgivelser i form af to attraktive ti-tommers Ep'er: This is the One, der udsendtes sidste år og det nye You Are the Two, som allerede viser betydelig kunstnerisk vækst. Skulle De finde på investere i dem gør for Guds skyld det!), får De en kode med i købet, således at sangene altså også kan downloades på Deres sagesløse computer. Hos MK clasher en klassisk rockopstilling med diverse electronica-elementer, centreret omkring en excentrisk og dog indbydende avantgarde-tilgang til sangskrivningen, som nægter at følge de gængse skabeloner. Det er hævet over enhver tvivl, at bandet er et af tidens allermest spændende og prægnante og et fromt ønske herfra ville være en mindre krukket udgivelsespolitik, thi mange potentielle klienter udebliver utvivlsomt fra Marybells klinik pga. formatet.

Og det er virkelig synd, thi her er både noget på og i spil - langt ud over det sædvanlige - samt enorme fremtidsløfter. På den anden side er det måske meget fint, at bandet bruger tid og resurser på at udforske sit potentiale og forskellige udtryksmuligheder, før den for alvor bryder ud og slår os alle i gulvet med sin syrede, psykotiske, poetiske og udfordrende hybridrock. Jeg har hørt en bid af fremtidens rockmusik og den lyder godt, baby. Eminent, faktisk. Så hvad venter De på?

The Rhonda Harris: Here's the Rhonda Harris (Auditorium/A:larm) Udkommer mandag

18th Dye: Amorine Queen (Crunchy Frog/ Playground)

Marybell Katastrophy: This is the One / You Are the Two (Merger)