12. april 2008

En go' sag ... eller en trossag

Af: David Rehling

GUD ELSKER EN glad giver. Og giveren er ikke mindst glad ved tanken om sin egen gave. Den mekanik har siden urtid pumpet pengestrømme mellem mennesker. I disse elektroniske tider løber strømmen forventeligt nok også på nettet.

Som rapporteret i Information i onsdags har en hjemmeside sat danskernes glade gavegivertrang i system. Klikker man ind på siden, får man at vide:

"Engodsag.dk gør det muligt for dig gratis at hjælpe velgørende formål, når du handler via nettet. Hvad end du ønsker at sikre mere nødhjælp, rent drikkevand, mindre CO2, effektiv bekæmpelse af sygdomme eller bedre dyrevelfærd, så kan du gøre det. Uden at det koster dig en krone."

UD AF DEN BLÅ luft kommer pengene til velgørenheden ikke. De pibler frem via en aftale, som hjemmesidens bagmænd og -kvinder har indgået med store firmaer som Dell, Iceland Air og Yves Rocher. Aftalen går ud på, at firmaerne skænker gennemsnitligt otte procent af en vares pris til velgørenhed, hvis varen købes via Engodsag.dk.

Som det hyppigt forekommer i organiseret godgørenhed, tages der også et mellemhandlergebyr, idet Engodsag.dk beholder en fjerdedel af de tilflydte pengemidler. I de fleste trosretninger har Gud det med at elske også driftige næringsdrivende, så dén del er vel i orden. Under alle omstændigheder er Engodsag.dk blåstemplet af en række kendisser, der har gjort sig til 'ambassadører'. Det er navne som Stine Stengade, Benny Andersen, Ib Michael, Nik & Jay, Jacob Holdt og Lotte Heise.

Engodsag.dk oplyser, at den til dato har indsamlet 3.133.200 kr.

SØGER MAN problemer, er de alvorligere at finde blandt de 134 organisationer, som de tre fjerdedele af de indsamlede midler fordeles mellem. Mange ædle formål er iblandt, i flæng nævnt: Amnesty International, AIDS-Fondet, CARE Danmark, Frelsens Hær.

Men der er også jokere i bunken. Tag f.eks. den med navnet 'Foreningen Agape'. Engodsag.dk beskriver Agape således: "Kirkelig diakonal forening. Hjælper mennesker med ondt i livet ..."

Ondt i livet? Agape arbejder med at omvende homoseksuelle. Det sker gennem terapi og ud fra opskriften: Kan de ikke gøres til heteroseksuelle, kan de i det mindste afrettes til at leve i cølibat. Agapes omvendervirksomhed foregår praktisk gennem filialen 'Basis'. På sin Agape-forankrede hjemmeside redegør Basis for sit religiøse grundlag:

"Hvis det ikke var for den kærlighed, Jesus har til de homoseksuelle, var der ingen grund til at gøre homoseksuelle opmærksomme på deres synd."

RØRENDE, IKKE sandt? Af lutter kristen kærlighed må man fortælle andre, hvilke forbandede syndere deres seksuelle længsler gør dem til, og at de gør klogt i at omvende sig, inden hammeren falder for alvor.

Det lyder som religionsvanvid af amerikansk tilsnit, og det er ikke tilfældigt. Agape vedstår sin inspiration fra USA's højrereligiøse organisation NARTH, der markedsfører bogværker som Forældreguide til forebyggelse af homoseksualitet.

Agape var i fjor i offentlighedens søgelys, da det kom frem, at Socialministeriet over en 13-årig periode har ydet et tilskud på ni millioner kr. til driften - altså Agapes egen og ikke dén, Agape modarbejder.

Kan man kalde Agape "en god sag"? Der er rettere tale om en trossag. Alligevel har Engodsag.dk i året 2007 overført 8.722 kr. til Agape.

Tilsvarende overvejelser kan man gøre sig om organisationen 'Retten Til Liv', som bekæmper kvinders ret til abort, og som i 2007 modtog 7.312 kr. fra Engodsag.dk.

INDVENDINGERNE AFVISES af medstifteren af Engodsag.dk, Mads Ellegaard. Han henviser til, at alle organisationerne er godkendt af den danske stat som indsamlingsberettigede, og at kunderne i øvrigt kan gøre sig den ulejlighed at nedlade et særligt program, hvis de selv vil bestemme, hvem der skal modtage støtten. Han siger:

"Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogle organisationer skal gå ind og gøre sig klogere end andre, der også agerer inden for dansk lov."

Automatisk at medtage alle, der opfylder et formelt krav, er jo et princip, der er som skabt til netdrift. Men er det godt nok til en god sag?

Ambassadør for Engodsag.dk, fotografen Jacob Holdt, vånder sig og henviser til, at han på sine rejser i USA har oplevet, "hvordan homoseksuelle lider under en sådan sygelig forfølgelse".

En anden ambassadør, Lotte Heise, siger:

"Jeg vil ikke holde op med at støtte Engodsag.dk, fordi der er en eller anden latterlig narrøv, der mener, at abort er forkert. Jeg mener heller ikke, at det er fedt, at Agape er på listen. Men i det samfund, vi lever i, skal der være plads til mennesker, som mener, at homoseksualitet er forkert."

I gårsdagens Information anlægger etikforskeren Ole Bjerg et bredere perspektiv:

"Når man sponsorerer Engodsag.dk, handles etikken som en vare. Vi kan forbruge, mens vi bevarer bevidstheden om, at forbrug er skidt."

Hvis det er sådan, den gode sag forholder sig, betyder det selvsagt mindre, om der er en smutter eller to blandt dem, der modtager offergaverne.


Source URL: http://www.information.dk/157781