På bagsiden af Sandholmlejrens lysegule bygninger glider en turistbus langsomt gennem dobbeltindgangen fra asylcentrets sikrede afdeling, Ellebæk. Bag de meterhøje dobbelthegn er der plads til 118 indsatte, men lige nu bor der kun 55 afviste asylansøgere, der nægter at rejse hjem.
I bussen sidder en delegation fra Europaparlamentets udvalg for borgeres rettigheder og indre anliggender (LIBE). De har netop inspiceret forholdene i Kongelunden, Sandholmlejren og Ellebæk, som de tidligere har gjort i asylcentre i blandt andet Spanien, Frankrig, Grækenland og Polen. Delegationens franske ordfører, Martine Roure, træder ud af bussen for at beskrive parlamentarikernes reaktion for pressen.
“Vi er bekymrede og foruroligede over, at mennesker er spærret inde i årevis uden at få nogen form for uddannelse eller arbejde, fordi vi har fået indtryk af, at asylansøgerne bliver psykisk syge,” siger Martine Roure, der er ansvarlig for EU-delegationens betænkning om asylforholdene:
“Danmark overholder ikke Dublin 2-konventionen, der går ud på, at børn, som bor et andet sted end forældrene, kan blive genforenet med dem. Det er en måde at skabe asociale børn på. Børnene taler dansk, de kender kun Danmark, og de vil formentlig blive i Danmark. Det er et stort problem,” siger Martine Roure.
Inde i bussens virvar af tolke, parlamentarikere og journalister sidder den cypriotiske formand for delegationen, Panayiotis Demetriou, i et dilemma. På den ene side er landegrænserne i EU følsomme over for indvandring, men på den anden side bør menneskeretttighederne stå hinsides den præmis, mener Panayiotis Demetriou.
“I Grækenland og Polen er forholdene i tilbageholdelsescentrene værre, fordi vagterne behandler asylansøgerne forfærdeligt, men i Danmark kan de sidde i asylcenter i årevis,” siger Panayiotis Demetriou.
I de danske tilbageholdelsescentre destruerer mange afviste asylansøgere deres personlige papirer, fordi de ikke kan blive løsladt og hjemsendt uden papirer. Andre flygtninge har indvillget i at rejse hjem i 2005, men er i stadig Danmark, fordi myndighederne ikke ved, om flygtningen skal sendes til det oprindelige hjemland eller til det land, hvor han søgte asyl, fortæller Panayiotis Demetriou.
“Danske politikere er nødt til at se på realiteterne i stedet for at hænge sig i bureaukrati. Det er jo asyllovgivningen, der betyder, at folk sidder 10 år i danske asylcentre. Efter 10 år kan man ikke sende familierne tilbage, de har intet at tage tilbage til. De lever her uden uddannelse og job, og staten betaler,” siger Panayiotis Demetriou.
Han vil ikke foreslå løsninger, før delegationens betænkning er færdig, men det er hans personlige holdning, at asylansøgere bør have lov til at arbejde eller i det mindste opnå en status, der gør det muligt for dem at “afbalancere et liv mellem to kulturer”, som han siger.
“Som menneske sympatiserer jeg med flygtningenes situation i Sandholmlejren, og jeg undrer mig over, hvordan et civiliseret samfund kan tillade sig at behandle sine borgere sådan,” siger Panayiotis Demetriou, der håber på en fælles asyllovgivning for EU’s medlemslande.
“Vi må gribe om problemets rod. Landene i EU må blive enige om, hvordan vi får balance mellem landes og menneskers interesser, så vi kan få en fair og human asyllovgivning,” mener han.
Panayiotis Demetriou er overbevist om, at delegationens besøg og kritik vil være til gavn for den danske regering på trods af det danske retlige forbehold. Og på trods af, at integrationsminister Birte Rønn Hornbech er den første minister, der ikke har villet møde parlamentarikerne, på deres besøg i 10 EU-lande.
“Jeg har ikke lyst til at tro, at der ligger politiske årsager til grund for, at hun ikke er med. Det må bero på en misforståelse, men vi håber at møde en politisk repræsentant, for visse ting kræver politiske beslutninger,” siger Panayiotis Demetriou, mens bussen stopper foran Røde Kors’ kontorer til frokost inden mødet med Integrationsministeriets departementschef Nilas Claes.
“Integrationsministeren synes åbenbart, at delegationens besøg er irrelevant,” siger det ene danske medlem af delegationen, Britta Thomsen (S).
- Hvilken effekt tror du delegationens betænkning får med det danske forbehold?
“Lige nu er Danmark ikke en del af den asylpolitik, som EU er ved at udvikle. Men der bør være minimumsstandarder for, hvordan man behandler folk,” siger Britta Thomsen (S).
Hun var “rystet” over mødet med flygtningene i Sandholmlejren og Ellebæk, fordi mange har fysiske mén af tortur eller lider af traumer som følge af livet i asylcenter.
“Kvinderne på 50-60 år gjorde størst indtryk, fordi de har givet op. De magter ikke at rejse tilbage med deres børn, der har boet otte år i Sandholmlejren, fordi de ikke længere har et hjem. En kvinde fra Iran græd og græd,” fortæller Britta Thomsen (S).
“Det værste var den opgivenhed alle vegne … de venter og venter, det er en form for tortur. Fængselspersonalet fortæller, at asylansøgerne bliver skøre af, at det hele er på ubestemt tid,” siger Britta Thomsen (S).