"Vi plejer at være mere beskedne. Men i år klæder vi os lidt ud. Det er vi nødt til, hvis vi vil tages alvorligt som et stort parti."

Ordene kommer fra Gunnar Svendsen, SF-medlem siden 1960'erne og delegeret på partiets landsmøde denne weekend. Han har deltaget i utallige landsmøder med dertil hørende overnatning på luftmadrasser i ildelugtende gymnastiksale. Men i år er landsmødet for første gang henlagt til det lettere fashionable Falconer Center på Frederiksberg.

Modsat Gunnar Svendsen har Hjalte Laursen Würtz kun været medlem af SF i et år. Men også han har det helt fint med valg af mødested - også selvom deltagerne skal punge ud med hele 56 kroner for en fadøl til landsmødefesten.

"Det er da lidt storslået. Men vi sender det rigtige signal: At vi er et parti, der gerne vil have indflydelse og har et konkret mål," siger Hjalte Laursen Würtz.

Afværgedagsorden

Da mødet åbner fredag eftermiddag er de røde faner forvist til en ydmyg placering i forhallen. Til gengæld er der blandt publikum et rekordstort antal delegerede - over 600 - og et massivt presseopbud, hvor selv dagbladet Børsen for første gang har sendt en reporter.

Ikke kun rammerne er større i år. Formen er også. Før i tiden var SF's landsmøder præget af endeløse diskussioner i øst og vest. Nu er der afværgedagsordener, kompromisser og fælles fodslag.

Tag for eksempel debatten om Villy Søvndals skarpe udmeldinger på udlændingeområdet den seneste tid. Op til mødet er der blevet spekuleret en del i, om græsrødderne vil benytte lejligheden til at komme med et oprør fra gulvet.

Medlem af SF's hovedbestyrelse, Ole Risgaard, har foreslået en ændring til den politiske beretning, som "skal dementere indtrykket af, at SF's udlændingepolitik er drejet mod højre."

Men ændringsforslaget bliver overtrumfet af et nyt forslag fra SF's ledelse, der får Ole Risgaard til at indtage talerstolen med disse ord:

"Det kunne jeg næsten ikke have skrevet bedre selv. I har taget mit forslag og med to små ændringer ophøjet det til jeres eget. Hvis det er det, som skal til, så for min skyld ingen alarm," siger han - hvorefter han trækker sit forslag tilbage.

Afdæmpet EU-debat

Men hvad så med EU? Den debat har redet SF som en mare i årevis, og lørdag er der afsat to timer til at diskutere programmet til næste års valg til Europa-Parlamentet. I år er et af de største stridspunkter, hvorvidt det eksisterende medlem af Europa-Parlamentet, Margrete Auken, må blive i parlamentets Grønne Gruppe ved et genvalg næste år.

Ved det seneste valg i 2004 trodsede hun nemlig et flertal i hovedbestyrelsen, som havde besluttet, at hun skulle tilslutte sig den stærkt venstreorienterede GUE-gruppe. Og det førte til en masse ballade.

"Jeg vil ikke i den situation én gang til. Så hvis I vil af med mig, skal I bare beslutte, at jeg skal være en enmandshær," siger Margrete Auken med henvisning til, hvordan hun vil opfatte sin rolle som medlem af GUE-gruppen.

Så går Søvndal på talerstolen og lægger al sin autoritet bag sine ord:

"Lad nu være med at starte en ny krig. Det er dumt. Vi kan ikke holde til det. Min personlige holdning er, at vi skal blive i den grønne gruppe," siger Villy Søvndal og lægger ellers op til, at hovedbestyrelsen forholder sig til spørgsmålet senere. Og sådan bliver det.

I takt med tidsånden

Da de delegerede indtager deres pladser søndag, er de røde faner tilbage i salen. Måske fordi SF har inviteret fagbosser som Dennis Kristensen fra FOA og Connie Kruckow fra Sygeplejerådet.

Deres medlemmer går i strejke fra på onsdag, og der blev talt dunder mod arbejdsgiverne til de mange frafaldne socialdemokrater i salen.

Og i fin takt med tidsånden og det forestående OL er der søndag besøg af udenrigsministeren fra den tibetanske eksilregering, Kesang Y. Takla.

Efter et veloverstået landsmøde er næste skridt for Villy Søvndal så et udspil, som skal være det endelige opgør med, hvad han selv kalder "myten om vores økonomiske uansvarlighed".

Det er primært rettet mod de radikale, som ved landmødets afslutning får denne svada: "Lad være med, kære radikale, at blive ved med at brugen tiden på at kritisere dét parti I - når alt kommer til alt - har flest berøringspunkter med."

Stående ovationer, den traditionelle afsyngelse af 'Internationale' og tak for i år.