INTET AVLER SUCCES som succes. Dette amerikanske mundheld holdt stik under Socialistisk Folkepartis landsmøde i weekenden: Jubel og begejstring og modkandidatløs genkåring af formand Villy Søvndal.
Landsmødet fremstod som frugten af den forandring, som Søvndal har ført SF igennem siden sit formandsvalg for tre år siden. De ord, der springer på læberne om dette forløb, lyder, som om de kommer fra en borgerlig regerings slagord for den offentlige sektor: "Modernisering", "professionalisering", "globalisering".
Undervejs er noget stuvet væk i SF.
Som Peter Andersen fra Ballerup erklærede fra landsmødets talerstol: "Hvor fanden er de røde faner?"
Og partifælle Bührmann fra Allerød fulgte op med ordene:
"Kammerater! Det er et ord, der er gået fløjten - lige som fanerne. Ved næste landsmøde glemmer vi nok at synge 'Internationale'."
DET NYE DESIGN på SF omfatter mere end indretning og udenomsværker. Det går dybt i det politiske indhold:
- EU er noget, SF'ere nu kan tale pænt om uden straks at få andre SF'ere på nakken. Søvndal brugte med held sin autoritet på at standse en diskussion om emnet: Skal SF tvangstilbagemelde sit Europaparlaments-medlem Margrete Auken i parlamentets røde gruppe og hive hende ud af den grønne, som hun har trodset hovedbestyrelsen ved at vælge.
- Gruppeformand Ole Sohn luftede ledelsens vilje til at sænke grænsen for topskatten. Da Socialdemokraternes Nick Hækkerup over weekenden ytrede samme synspunkt, er Venstre og Dansk Folkeparti efterladt i en pudsig rolle som topskattens trofaste værnere.
- Formand Søvndal gør et stort nummer ud af at fremstille SF som et økonomisk umådeligt ansvarligt og regeringsdueligt parti, og han viser tydelige tegn på irritation, når de radikale lufter tvivl herom.
Netop denne ansvarlighed får SF en prekær anledning til at vise, når partiet i de kommende uger skal balancere mellem sin højlydt luftede støtte til de strejkende offentlige ansatte - og et slutresultat, som de offentlige kasser kan overkomme.
SØVNDALS SUCCES ville ikke være mulig uden Socialdemokraternes afmatning. Den skaber råderummet for SF. Søvndal er snild nok til at vise demonstrativ beskedenhed: Uha, Helle Thorning-Schmidt er skam stadig SF's statsministerkandidat, uanset hvor elendigt det går hendes parti. Med sin smilende ydmyghed giver Søvndal sosserne et yderligere fur ned ad slidsken.
I befolkningen rumsterer en higen efter noget andet end VKO-partiernes krejlertilgang til politik. Det førte til en pludselig fascination ved Marianne Jelveds tilknappede saglighed og sidenhen Naser Khaders enkle menneskelighed. Nu er det Søvndals bramfri folkelighed, der trækker.
I Politiken Søndag forklarer den 28-årige statskundskabsstuderende Veronica Hansen om sit nyerhvervede medlemskort til SF:
"Ja, jeg besluttede mig faktisk sidste forår. Men selvfølgelig har Villys karisma betydet, at jeg tror på ham og partiet."
Selvsamme karisma har statskundskabslektor Klaus Levinsen fat på i fredagens Information. Levinsen peger på, at mange unge vælgere stemmer på SF, fordi de er fascinerede af Villy Søvndals karisma. Levinsen tilføjer:
"Men det gør også partiet sårbart. For hvis Villy Søvndal mister karismaen, risikerer partiet også at miste en masse vælgere."
KARISMA - ER DET noget, man kan miste? Er det ikke en medfødt egenskab, som man enten har eller ikke har?
Nej, det er faktisk mere spøjst. Karismaen bor nemlig ikke hos sin tilsyneladende indehaver, men hos publikum. Ordet 'karisma' kommer fra oldgræsk og betyder 'nådegave'. Og ifølge Encyklopædien består nådegaven i:
"Den særlige kraft eller udstråling, der opleves at udgå fra visse dragende skikkelser, og som gør, at de formår at samle eller lede større menneskegrupper alene ved deres personligheds emotionelle appel og overbevisende styrke."
Forklaringen fortsætter: "Et ydre kriterium for den karismatiske leder er den følelsesmæssige spænding, som han uvilkårligt vækker i folk, hvor flertallet enten betingelsesløst går ind for personen eller afskyr vedkommende, mens få vil være ligeglade."
Og nu kommer den profetiske slutning af ordforklaringen: "Som følge af dette følelsesforhold vil mange ligeledes være tilbøjelige til at tillægge den karismatiske person helt urealistiske evner og egenskaber."
Av, av, Villy. Der er forklaringen på, at det er gået så galt for dine karismatiske forgængere i dansk politik. Fra Hilmar Baunsgaard i 1970'erne til vore dages Jelved & Khader. Folk tillagde dem egenskaber, de ikke besad.
Vogt dig, Villy, for karismaen!