FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon, har desværre ikke ledig plads i kalenderen den dag, Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har ikke besluttet sig, og Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, tøver. Med under fire måneder til OL’s åbningsceremoni i Beijing har datoen den 8. august fremkaldt lige så stor bestyrtelse blandt verdens ledere som en truende meteorit på vej imod os. Hvordan skal de reagere på denne uventede begivenhed, som har fremkaldt så vrede protestaktioner og truer med at så tvivl om deres vilje til at forsvare menneskerettighederne? Skal de dukke op og gøre gode miner til slet spil, velvidende, at Kina har brudt alle løfter om at forbedre sine menneskeretsvilkår? Eller skal de bebude boykot og pådrage sig idrætsverdenens vrede (og i Browns tilfælde risikere gengældelsesboykot ved OL i London 2012)?
Der hersker nu febrilsk aktivitet for at slippe for det pinagtige ved at medvirke i en omfattende pr-øvelse for et af verdens mest autoritære regimer, og den mest populære ‘undskyldning’ synes at være den om den overtegnede kalender.
Måske var det netop det budskab, Brown forsøgte at sende til de kinesiske myndigheder, om end formuleringen var så sløret, at det er tvivlsomt, om de fattede noget. Under et nyligt besøg i Beijing præsterede premierministeren at lyde som en genert sjetteklasseselev, som ikke føler sig sikker på at blive inviteret med til skoleballet.
“Jeg vil næsten helt sikkert komme til OL, hvis jeg bliver inviteret,” ymtede han. Men selv de europæiske ledere, som har erklæret, at de ikke agter at medvirke ved åbningen, har været tvetydige i deres begrundelser. Den polske regeringschef, Donald Tusk, kom først ud af starthullerne, da han i forrige måned erklærede, at “politikeres tilstedeværelse ved OL’s åbning ikke forekommer passende”.
Det er ikke just en tordnende fordømmelse af Kinas menneskeretsovergreb, selv om hans eksempel hurtigt blev fulgt af Vaclav Klaus fra Tjekkiet. Det største navn, som har meldt afbud, er Tysklands kansler, Angela Merkel, som vakte raseri i Kina, da hun tog imod Tibets eksilleder, Dalai Lama, ved et privat besøg. Tysklands udenrigsminister har dog afvist at hendes fravær fra ceremonien skulle være udtryk for boykot eller protest imod Kinas fremfærd i Tibet.
Alt dette vidner om en enorm mangel på fantasi og mod hos de ledende politikere i verdens demokratier, og det er bestemt ikke første gang. Navnlig Browns adfærd virker sølle i lyset af hans utvetydige fordømmelse af det myanmarske diktaturs overgreb i efteråret. Mens premierministre og præsidenter vakler og tøver, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at deres uværdige udbrud af ubeslutsomhed burde sættes i musik til Clash-hittet “Should I stay or should I go”?
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen