16. april 2008

FOLK

Skrevet af: David Rehling

Margrethe II

Respekt, respekt. I dag modtager Majestæten hyldest, idet hun - som en glædelig begivenhed i et i øvrigt for nationen mørkt år - fødtes den 16. april 1940. Måtte hun fejre dagen ved at overtale sin ældste søn til at opgive hans karrieretruende foreningspolitiske ambitioner.

Reformpolitikere

Ritzau bringer følgende meddelelse: 'Den britiske premierminister, Gordon Brown, besøger USA, hvor han vil promovere en reform af verdens institutioner'. Vil Brown også foreslå, at Storbritanniens og Frankrigs sæder i FN's Sikkerhedsråd lægges sammen til ét EU-sæde?

Langtidsdystere

På næste tirsdag holder staten Pennsylvania det primærvalg, som - måske - afgør, hvem der bliver Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. I dag forventes Barack Obama og Hillary Clinton at dyste i endnu en tv-debat, som - måske - kan få indflydelse på primærvalget.

Kaj Munk

Det Kongelige Teater markerer 110-året for digterpræstens fødsel ved at opføre hans skuespil 'Ordet'. Det handler ikke om beundring af stærke mænd, men derimod er om lovprisning af 'bønnens mod' og 'miraklets mulighed' - emner, som ikke ofte sættes i kød og blod på danske teaterscener.

Usømmelige præster

Pave Benedikt er på besøg i USA. I amerikanske medier spekuleres over, hvorledes han vil håndtere de tusindvis af pædofili-sager, der over de senere år har skæmmet hans kirkes ry. Det forlyder, at han vil tilbyde nogle af ofrene et personligt møde. Mon ikke de vil betakke sig?


Source URL: http://www.information.dk/157923