Vil den danske befolkning acceptere større tab for de udsendte soldater, hvis det er prisen for at bringe Irak og Afghanistan nærmere en fremtid som stabile demokratier?

Sådan beskriver Anja Dalgaard-Nielsen i sin bog 'Mission umulig?', forholdsvis nytiltrådt chef for afdelingen for forebyggende sikkerhed hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), et centralt dilemma for den aktivistiske udenrigspolitik, Danmark har ført de senere år.

"Mit håb er, at bogen kan være med til at sprede debatten om dette dilemma ud i et bredere rum. Dybest set er spørgsmålet: Hvad må det koste? Hvad vil vi ofre? Som privatperson har jeg svært ved at svare, men som land er vi nødt til at kunne," siger Dalgaard-Nielsen til Information.

I 2006 var hun et halvt år udsendt som 'civilist-300' (i grad svarende til major, dog uden befalingsret) hos danske soldater i Irak og Afghanistan. Hendes ærinde var som forsker at beskrive, hvordan soldaterne gik til opgaven med at støtte den irakiske og afghanske genopbygning.

Dalgaard-Nielsen har tidligere, bl.a. her i Information for et år siden, reflekteret over sine seks måneder i trøjen, men nu har hun sammenfattet sine indtryk i bogen 'Umulig Mission?', der udkommer i dag.

For stor sikkerhed?

Danske militære chefer har, skriver Dalgaard-Nielsen, en tilbøjelighed til hellere at sætte sikkerhedsniveauet en tand for højt end en tand for lavt. Naturligvis, kunne man mene med henvisning til at med det stigende antal faldne i Afghanistan, må enhver befalingsmands første prioriteret være at sikre "sine svende". Men jo flere kræfter, soldaterne afsætter til egen sikkerhed, jo færre kræfter er der til rådighed for de opgaver, som er det egentlige formål med missionerne: Nemlig at få gang i træningen af de lokale sikkerhedsstyrker, skabe større sikkerhed for lokalbefolkningen og få sat skub i den økonomiske udvikling.

Dilemmaet viser sig kon-kret i soldaternes dagligdag, og Dalgard-Nielsen illustrerer det med adskillige eksempler fra sine ophold: Hvis det f.eks. kræver otte soldaters indsats at sikre, at to personer kan deltage i genopbygning af et hospital, eller at én person kan undervise lokale politistyrker i polititeknik, så giver det sig selv, hvorfor det går langsomt med at skabe mulighed for at overlade landet til dets egen befolkning.

"Vi risikerer, at Afghanistan ender i samme situation som Irak, hvor udviklingen efter min vurdering allerede er kørt af sporet. Nok har den internationale militære indsats skabt et rum for moderate kræfter, men lige så snart de internationale styrker trækkes ud, så lukkes dette rum."

- Hvad er så dit eget bud?

"Jamen, jeg har ikke noget færdigt svar. Men jeg er ikke i tvivl om, at dilemmaet er reelt. Det mærkes helt ned i maven på en, når man er udsendt. Og hvis vi med missionerne vil mere end blot sætte Dannebrog på verdenskortet, så må vi tage stilling."

Forkert medicin?

Dilemmaet vanskeliggøres af, at Danmarks eksistens og overlevelse som selvstændig nation ikke er militært truet som under den kolde krig. Dalgaard-Nielsen ser dog "masser af gode grunde" til at fortsætte missionerne.

"Når man én gang har engageret sig og kaldt på de moderate kræfter, så pådrager man sig et ansvar. Som borger mener jeg også, at vi skylder de danske soldater, der har sat livet på spil, at fortsætte, så indsatsen følges til dørs. Og selv om missionerne i Irak og Afghanistan ikke drejer sig om at bekæmpe en eksistentiel trussel mod Danmark, så vil det dog påvirke Danmarks sikkerhed, hvis de to lande lades i stikken og udvikler sig til et lovløst eldorado for terroristtræning eller narkokriminelle. Det vil skabe grobund for regionale krige og flygtningestrømme, der også vil søge til vores del af kloden."

- Forkert medicin bliver vel ikke bedre af at blive overdoseret?

"Jeg synes ikke, der er tale om forkert medicin. I Afghanistan er der, i modsætning til Irak, en regering, der forsøger at samle befolkningen på tværs af etniske og religiøse skel. At styrke en sådan regering, at træne dens sikkerhedsstyrker og samtidig satse mere på økonomisk genopbygning, det er efter min mening ikke forkert medicin."

- Foreløbig er 14 danske sol-dater omkommet i Afghani-stan. Hvor højt et tabstal vil du være villig til at acceptere?

"Det bliver en meget snæver diskussion, hvis man kun gør det op i tabstal. Jeg argumenterer for, at man skal tænke rigtigt godt over, hvordan man bruger kræfterne. Derudover kræver det selvsagt også gode allierede, både lokalt og internationalt, og frem for alt kræver det mange, mange ressourcer."

Bogen beskriver flere af de 'samfundsopbyggende' projekter, danske soldater er med til: De spænder lige fra at sikre vandforsyningen til en afsides landsby, sørge for sikkerhed for skole- eller hospitalsbyggerier til at uddanne og træne lokale sikkerhedsstyrker.

"Jeg har set mange af den slags eksempler, og jeg har også set, at det faktisk nytter. Jeg beskriver f.eks. en landsby i Afghanistan, hvor det pludseligt bliver muligt at få etableret undervisning af kvinder, fordi de internationale styrker har sørget for, at de gamle krigsherrer ikke længere er ene om at råde. Men vi må være mere bevidste om, at når man lægger hovedvægten på løsning af militære opgaver, herunder mange kræfter til selvbeskyttelse, så kommer man ikke så langt."

- Muligheden for helt at trække soldaterne ud indgår ikke i dine overvejelser?

"Jeg kender godt argumentet om, at de internationale soldater gør mere skade end gavn, men det tror jeg ikke på. Jeg er derimod helt sikker på, at sikkerhedssituationen for de moderate kræfter - og det er dem, vi er nødt til at satse på, hvis vi vil sikre en stabil og rolig fremtid - at den bestemt ikke bliver bedre, hvis vi trækker os ud. Så vil de gamle magthavere bare uhindret gribe magten igen."