Det er sikkert og vist - der udsendes flere cd’er, end det er menneskeligt muligt at få hørt. Og jeg skulle vide det, for jeg prøver virkelig ‘at følge med’, som det med udspekuleret grusomhed formuleres.
De dage er ovre, hvor jeg ikke tør give slip på en hvilken som helst given cd, af frygt for at netop den skulle vise sig at være et mesterværk - dem er der ganske enkelt svimlende langt mellem på en scene, hvor stort set hvem som helst, der nogensinde har siddet med en guitar eller en laptop, rask væk fyrer et album af fra hoften. Jeg har lige talt stakken igennem - 52 danske udgivelser fra i år! Som vi her på bladet altså ikke har anmeldt.
Hvilke kriterier ligger til grund for, at det netop blev de nedenstående, der fandt vej til bladets spalter, spørger De nu? Tja. Det er - som politikerne engang sagde (den nuværende flok banditter pudser som bekendt 52 spindoktorer på en hvilken som helst kritisk indstillet journalist; så kan de lære det!) - et godt spørgsmål. Okay. On with the show.
Sidst vi hørte fra den særdeles talentfulde Mads Mouritz, var da han gjorde fælles front med poeten Lone Hørslev i Mouritz/Hørslev Projektet, hvis vidunderlige lille hybridudgivelse, Så er det sagt, med mellemrum stadig finder vej til sindets rejsegrammofon. Nu er han tilbage i rollen som frontfigur i bandet Mouritz and the Bleeding Hearts, hvis tredje album hedder No More of Less, hvilket er meget rammende for denne diskret-minimalistiske udladning, 11 træfsikre små detonationer et sted i området mellem roots, indierock og sanger/sangskriver.
De spinkle, men vindende kompositioner bæres som altid igennem af Mouritz’ karakteristiske vokal, som jeg sætter umådelig pris på. De udmærkede tekster leveres af den amerikanske poet Clarice Scott, men cluet er nu den eksemplariske backingtrio, guitarist Jacob Funch, trommeslager Mads Andersen og bassist Thomas Vang. Her tør man roligt tale om at lade musikken tale sit eget sprog, og der er ikke meget at sætte fingeren på hos Mouritz og co. Rigtig god dansk rockmusik fra en stilfærdig ener.
Det er med en vis glæde, jeg erindrer mig Velours debutalbum, Get in Room fra 2003, hvorfor jeg selvfølgelig var nysgerrig med hensyn til Undress Your Alibis, en toer, der har været fem år under-vejs (!). Ikke at det er ensbetydende med, at denne finurlige lille kvartet har gennemgået en chokerende transformation, tværtimod taler vi stadig melodisk skridsikker poprock med aner tilbage til både 1960’erne og 1970’ernes melodisk eksplosive poprock, men simultant med en vis samtidsbevidsthed, der flytter os fra museum til nutid. Det er ikke musik, som flytter bjerge, men på den anden side er det et indbydende klangligt rum, de fire ungersvende formår at skabe med endog meget enkle virkemidler.
Retro så det batter, men også fermt og fuldt af finurlige detaljer og en tydelig kærlighed til det skabte, som virker smittende på denne lytter. Min største anke er, at det ikke altid swinger, men ellers udgør Undress Your Alibis et herligt frikvarter fra den ekstreme modernitets værste excesser - og et sådant kan altid bruges.
Har man sagt Velour må man også sige Fløjl, en kvartet, som netop nu udsender den svære toer i form af Søndag på Amager. Fløjl er langt hen ad vejen talerør for sanger og sangskriver Peter Hegård, hvis ambitioner på tekstområdet intet fejler. Han forsøger således her at favne barn- og ungdom, parforhold, rastløshed, tvivl og længsel - udspændt mellem polerne Amager og El Paso, Texas.
Det lyder nok bedre, end det er, for selv om teksterne indeholder mange fine sansninger, erindringsglimt og betragtninger, lyder musikken i disse øren både bleg og anonym. På samme måde som der er langt mellem melodier, der ligefrem hager sig fast i den lyttendes bevidsthed. Jeg savner både punch og nosser i den musikalske iscenesættelse og finder heller ikke, at Hegårds stemme hører til blandt verdens mest interessante. Det sagt er her bestemt lovende takter, men der er stadig dømt 2. division, så det hugger.
Så er der mere personlighed (men knap så meget substans) at hente hos Jonas Stampe alias Snöleoparden, hvis debut af samme navn udgør en rundtosset omgang eksperimentalmusik et sted i zonen mellem psychfolk og alskens verdensmusikalske indfald. Decideret rædselsfuld er versionen af Sebastians “Hodja fra Pjort” med pivfalsk (‘charmerende’, vil nogle måske mene) sang fra en flok børnehavebørn, men ellers hygges der igennem med Stampe på xylofoner, blokfløjter, hjemmelavede instrumenter, køkkenredskaber og effekter. Det er dybt naivistisk - på grænsen til det infantile - men også lidt morsomt og sært.
Stampe er ikke bange for hverken det ufærdige eller decideret henkastede, hvilket så måske også er meningen, men personligt følte jeg mig frustreret og uforløst ovenpå den oplevelse. Pusserløjerligheder skal man ikke (altid) kimse af, men for sjældent udmønter anstrengelserne sig i noget så smukt som nummeret “Dreng”, pladens klareste bud på noget, der overskrider den musik-som-hobby-fornemmelse, der præger pladens andre ti skæringer. Måske næste gang Stampe har fået stiløvelserne ud af sit system og tør tage fat på noget lidt mere ambitiøst end den her omgang musikterapi på Lilla Stue.
Også gruppen Said the Shark spiller på alt, den kommer i nærheden af, om end med en så kvælende alvor, at det ofte tangerer det klamt selvhøjtidelige. I sin essens en duo bestående af den canadiske sanger og sangskriver Maya Saxell - som også har produceret - og den danske multiinstrumentalist Kim Oxlund, bevæger vi os her ind i en indierockpræget tusmørkezone, hvor Saxell via både tekst og musik konfronterer sig selv (og lytteren) med de mange dæmoner, det moderne menneske stilles ansigt til ansigt med.
Det udmønter sig ikke i hverken imødekommende eller synderligt let tilgængelige klange, men når det er bedst, besidder det en vis dræbende tyngde. Said the Shark er siden debuten fra 2006 ekspanderet til en kvintet, men der spilles generelt ikke meget i de givne positioner. Tværtimod tør man nok tale om drift mod det minimalistiske, hvilket nu ikke forhindrer en stemning af nervebetinget uro i at udgå fra pladen. Silly Killings hedder den - bop bop, “silly”er ikke lige ordet, der falder én ind, når man følger musikkens klaustrofobiske vej gennem verden. Det er et foruroligende univers at aflægge besøg, men også både goldt og trøstesløst og personligt kan jeg godt være det foruden.
Puha - så er der kun 47 plader tilbage i stakken. God bededagsferie!
Mouritz and the Bleeding Hearts: No More of Less (Madmusic Records/Target)
Velour: Undress Your Alibis (Noise Deluxe Records/Broken Silence)
Fløjl: Søndag på Amager (Cope Records/VME)
Snöleoparden (Rump Recordings/VME)
Said the Shark: Silly Killings (Iwave Records/Target)