Søren Ventegodt
Den kontroversielle læge oplyser i en mail, at ukendte gerningsmænd har oprettet en falsk Facebook-profil i hans navn og ført dialoger med hans tidligere patienter. Ventegodt har politianmeldt. Han mistænker emsige 'kulegravende' journalister for at stå bag den grove krænkelse.
Kronprinsen
Landets formentlig kommende konge er endnu en gang genstand for behandling i bogmæssig form. Ritzau oplyser om den journalistskrevne bog, der udkommer i dag: 'Den beskriver prinsens udvikling fra genert dreng til genert frømand.'
Hvilken udvikling! Og hvad kan det ikke ende med?
J.F. Struensee
Det er en misforståelse, at den sindssyge Christian den Syvendes livlæge 'opfandt' store bededag som erstatning for en række helligdage. Store Bededag overlevede derimod en udrensning, som Struensee foretog i landets overflod af helligdage, så tiden kunne bruges til 'arbejde og nyttig gerning'.
Hvedespisere
Hvorfra stammer traditionen med at spise hveder Store Bededagsaften? Jo, det var bagere forbudt at bage efter torsdagens aftenringning og hele den hellige fredag. Derfor bagte de ekstra store boller, som deres kunder kunne gnave af under helligdagen. Dem begyndte folk at spise torsdag.
Voldvandrere
En anden tradition knyttet til storebededagsaften er vandringen på Københavns volde. Den kan føres tilbage til, at Vor Frue Kirke i 1747 opsatte et klokkespil, der var en fryd at lytte til i forårsaftenslyset. Briterne skød klokkespillet ned under deres bombardement af byen i 1807.