Når lige netop den canadiske økonom Robert Calderisi blev inviteret til statsministerens Afrikakommission, var det fordi "den skulle have en 'Paldam' - der ikke er Martin Paldam", fortæller en embedsmand involveret i kommissionens arbejde. Den skulle med andre ord indeholde en bistandsskeptiker, måske ligefrem én, der som professor Paldam, Århus Universitet, igen og igen hævder, at bistand ikke virker.

Calderisi blev berygtet i bistandskredse efter han skrev bogen The Trouble with Africa - why Foreign Aid doesn't Work. Hans gennemslagskraft beror ikke så meget på hans skepsis over for bistand, synspunktet har mange fortalere, men fordi hans holdninger er funderet på 25 års bistandsarbejde i Afrika, hvor han sluttede sin karriere som Verdensbankens talsmand i en række afrikanske lande. Han kan derfor krydre sine kritiske konklusioner med både indsigt og et væld af anekdoter om dygtige afrikanske borgere og tumpede afrikanske politikere.

Robert Calderisi bruger som førtidspensionist sin tid på at skrive og deltage i diskussioner om Afrika, men hvis nogen tror, at man har kontraheret med en mand, der vil opgive bistanden til Afrika, tror man fejl: At lukke for bistanden "ville være som at opgive at finde en kur mod kræft", konkluderer han og kræver i stedet, at bistanden bliver mere koncentreret og resultatorienteret.

"God regeringsførelse er nøglen til al fornuftig fremgang," siger Calderisi, da Information træffer ham forud for kommissionens første møde i går. At regere over et fattigt land er ikke tilstrækkeligt til, at en afrikansk regering bør få bistand:

"Efter 45 års erfaring ved vi, at bistand kun virker, når den støtter regeringer, der gør de rigtige ting og gør det på baggrund af landets egne interesser og ønsker og ikke for at tilfredsstille nogle udlændinge. Hvis regeringerne ikke er parate til at åbne landets politiske system og dets økonomi til landets egne borgere, får man hverken vækst eller udvikling."

Bistand som fortjent

Calderisi inddeler Afrikas lande i tre grupper. Den ene gruppe er dem, hvor regeringerne opfører sig så egoistisk, at de ikke fortjener at få bare én bistandskrone, Cameroun og Chad er eksempler, siger han. Den næste gruppe, den største, er lande, hvor regeringerne lover at gøre noget fornuftigt og har en smule at have det i. Til gengæld bør bistanden til disse lande halveres, siger Calderisi, og landenes regeringer holdes i meget stramme tøjler.

"Det er ikke penge, disse lande mangler, men regeringer, der arbejder for udvikling. Jeg har tit hørt afrikanske reformkræfter sige, at bistand holder folk ved magten, der står i vejen for fremskridt. Over for disse lande skal vi ikke være bange for anklager om formynderi, eller hvad vi ellers kan blive beskyldt for; dér skal vi ganske enkelt være uhyre skrappe."

Donorkontrol

Calderisi foreslår, at det internationale samfund i disse lande ansætter bistandsinspektører, som holder øje med, om regeringen anvender de offentlige midler ordentligt, "akkurat som man sendte internationale våbeninspektører til Irak."

De skal ikke være konsulenter, der kommer hujende ind i landet på korte besøg for kun at tjekke donorernes penge, men fastboende, der kommer til at kende systemerne og landene så godt, at de ved, om landenes regeringer faktisk leverer det, de lover:

"Det kunne på uddannelsesområdet være at holde øje med, om skolerne får lærebøger, hvordan lærerne uddannes, om de har kridt og papir i klasseværelserne og så videre."

Samtidig skulle donorerne hver især holde op med at sende deres evindelige evalueringshold, der både koster donorerne og modtagerlandet mange kræfter og penge.

"Det vil blive langt mere effektivt end den nuværende praksis, som reelt kun skaber en illusion af, at donorer-ne kontrollere og rådgiver; deres evalueringshold kommer som regel kun på besøg nogle få dage og har reelt ingen mulighed for at følge virkeligheden særligt nøje."

Til gengæld foreslår Calderisi, at donorlandene skal vise større tillid til de få lande, hvor regeringer gennem lang tid, 10-20 år, har vist, at de 'gør det rigtige'.

"De bliver belastet af 7-800 årlige besøg af donorernes konsulenter og embedsmænd, der skal kontrollere i hoved og hale, om bistanden bliver brugt ordentligt. Vi har haft tid nok til at se, at disse landes regeringer optræder ansvarligt. Gi' dem en trækningsret til en større sum penge, lad dem bruge pengene efter bedste evne, og lad os nøjes med at vurdere efter tre-fire år."

Til denne gruppe lande regnede Calderisi i sin bog Mozambique, Tanzania, Uganda, Ghana og Mali - alle hovedmodtagere af dansk bistand. På et møde onsdag formiddag på Københavns Universitet beklagede Calderisi, at Afrikakommissionen ikke har som opdrag at arbejde specifikt med forbedring af Afrikas landbrug.

"Kommisionens formål er at styrke beskæftigelse, men landbruget står i centrum for udfordringen med at skabe vækst og beskæftigelse. Bønderne er blevet ignoreret og brandbeskattet gennem årtier; landbrug har været noget af det sidste, afrikanske ledere har tænkt på at udvikle, og donorerne har de seneste mange år ikke været meget bedre. Vi har snakket om det i 25 år, men opgaven er overhovedet ikke løst; dette er et nøgleområde, som der skal gøres noget alvorligt ved, for her vil vækst direkte komme de fattige til gode".